Du ved højst sandsynligt, hvad forsangeren i dit yndlingsband hedder.

Og du ved i hvert fald helt sikkert, hvad forsangerens rolle er.

Er du inkarneret fan, kan du måske også synge med.

Men hvad med dem der står bag forsangeren? Ikke bare dem, der står fysisk i baggrunden på en scene, men også dem hvis lydbillede er mere udefinerbart?

Som for eksempel bassisterne.

Vi har taget en snak med en håndfuld danske bassister for at aflive (eller bekræfte) et par fordomme og blive lidt klogere på, hvem de er, og hvad de laver.

Bassister er anonyme støtteroller…?

Okay. Fordomstid. Tænk på et old-school rockband. Se Rolling Stones for dit indre blik.

Mick Jaggers vilde dans, Keith Richards' guitarsolo, der foregår på knæene, og Charlie Watts, der med stoisk ro holder rytmen bag trommerne.

Forsangeren løber automatisk med opmærksomheden, guitaristen er den vilde excentriker, der påkalder sig den, og trommeslageren besidder med sin tilbagetrukne, men alligevel højrøstede rolle en vis form for mystik.

Et sted ude i siden står bassisten, lidt tilbagetrukket og uden de store armbevægelser.

Er det rigtigt, at bassisten er en mere tilbagetrukket type, der ikke har behov for lige så meget opmærksomhed som de andre i bandet?

Ikke overraskende er svaret, når man spørger bassisterne selv, at bassister er alle mulige forskellige typer.

Men måske er der alligevel noget om snakken om den mindre spotlight-søgende bassist.

I hvert fald, hvis man spørger Jette Schandorf, der var bassist i News og i dag spiller for både Lis Sørensen og i bandet Halberg & Friends.

- Altså bassister er nogle jordbundne typer. De skal jo holde fast i bunden, så på den måde hænger det måske også psykologisk sammen med de dybere toner.

- Bassen binder jo trommen og rytmen sammen med melodien. Så det er jordbundsarbejde.

- Og den rolle har jeg egentlig nok også backstage. Jeg sørger for, at jorden er til at gå på, forstået på den måde, at hvis der er bøvl i bandet, så skulle jeg nok være den første til at prøve at forstå, hvad der foregår og få bugt med det.

Den opfattelse deler hun med Ida Nielsen, der i seks år spillede bas for Prince, men i dag er solist.

- De fleste bassister, jeg har mødt, er nogle meget jordbundne typer. Men der er også mange, der ikke er.

Og så kan man vist ikke komme en generalisering meget nærmere. For ud over at der er forskel på folk, er der også stor forskel på, hvilken slags bassist man er.

Artiklen fortsætter under billedet

At spille på både musikkens og egne præmisser

Jette Schandorf er barn af 1970’ernes fællesskabsidealer og har i sin 40 år lange karriere defineret sig selv som bandbassist, der trives godt som en støttende figur.

Andre har en mere fremtrædende rolle i bandet eller bruger bassen som solistinstrument, og i dag er rammerne for, hvad man kan som bassist, og som musiker i det hele taget, løst defineret og mulighederne noget nær uendelige.

Det passer et par af den unge generations bassister, Signe Tobiassen fra bandet Nelson Can og Ida Duelund fra bandet Silvester, godt.

- De sammenhænge, jeg har været i, hvor der har været en forventning til mig som bassist om, at jeg bare skal have den her lidt støttende rolle, der har jeg nok skuffet. Det er ikke den, jeg er, som bassist eller som kunstner.

- Men jeg føler mere og mere, at jeg bliver anerkendt for den stil, jeg har, siger Signe Tobiassen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c3847f6187a409e0cbb160

Ida Duelund spiller ud over i sit eget band også med mange andre musikere i genrer, der strækker sig fra Coco O. fra bandet Quadron til Hanne Boel. Hendes rolle som bassist ændrer sig alt efter, om hun er bandleder, den faste bassist eller afløser.

- Ligegyldigt hvem jeg spiller med og hvilken musik, jeg spiller, så handler det for mig om at lytte og at følge min intuition. Jeg går jo bare ind og gør det, jeg synes musikken har brug for, og jeg kan jo kun gøre det, jeg gør.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne være noget andet end den, jeg er.

Den vigtigste brik

Tidligere i år offentliggjorde det anerkendte musikmagasin NME en ny undersøgelse, der viste, at bassen faktisk er det vigtigste instrument i et band.

Ifølge undersøgelsen, der er lavet af et hold amerikanske og canadiske forskere, har vores hjerne nemlig lettere ved at forstå rytme, der er skabt af lavere toner, og at vi er mere tilbøjelige til at vippe rytmisk med foden eller hovedet til sange, der har en mere fremtrædende bas.

Ikke desto mindre er det tilsyneladende ikke bassen, folk, der gerne vil spille musik, står først i kø til at få fingrene i.

Signe Tobiassen fra Nelson Can begyndte at spille bas, fordi hun som barn var trommeslager med begrænsede evner. Derfor forsøgte hendes musiklærer forsigtigt at få hende til at overveje bassen.

- Du kan jo fandeme sætte en abe til at spille bas. Altså det er vildt nemt at komme i gang med. Og derfor syntes jeg til at begynde med måske heller ikke, at det var helt 'fint nok'.

Det blev musiklærerens - og nok også Signe Tobiassens held - at skolen netop havde fået en bas, der var helt vildt flot.

- Den så ret metalagtig ud, og jeg tænkte bare, at den kunne jeg godt se mig selv med. Og så begyndte jeg at spille bas og fik vildt meget ros. Det kan måske lyde lidt banalt, men det var bare sådan: ’hey mand, jeg kan noget!’

Artiklen fortsætter under billedet

Jette Schandorf, der i dag spiller med flere forskellige bands, blev bassist, fordi hendes brødre ville starte et band, og da de allerede spillede guitar og trommer, og hun havde spillet et andet firstrenget instrument, nemlig violin, blev hun udnævnt til bassist.

- Bassen er jo lorterollen, siger hun med et grin.

- Forstået på den måde, at alle de andre, der vil være musikere, bliver guitarister, sangere, trommeslagere eller komponister eller jeg ved ikke hvad. Og så mangler de bare nogle gange en bassist.

Bassen er limen, der holder bandet sammen

Vi overser altså måske nogle gange bassen, både når vi drømmer rockstjernedrømme, og når vi er til koncert.

Men nu er det altså slået fast med forskning, at bassen ikke sådan lige er til at overse. NME henviser i førnævnte artikel til en anden undersøgelse, der viser, at bas-lyden også får os som lyttere til at føle os mere selvsikre og ’kampklar’.

Så hvad er det, vi skal lægge mærke til, hvis vi skal tune mere ind på bassens rolle i musikken?

- Bassisten er limen, der holder bandet sammen, siger Ida Nielsen.

- Man er jo den, der får musikken til at lyde godt. Det synes jeg er en rigtig fed fornemmelse. At det, man gør, selvom der egentlig ikke er nogen, der måske lægger mærke til det, er det, der gør en forskel i forhold til, hvordan bandet egentlig lyder.

Ida Duelund fra bandet Silvester skulle have været ingeniør, hvis ikke det altså var gået, som det gjorde, og hun blev bassist. Måske er det også derfor, at hun sammenligner bassens rolle med konstruktionen at et hus.

- Der er noget fascinerende ved det, der ligger under. Selve konstruktionen. Jeg synes det er spændende, hvordan bygninger bliver holdt sammen, siger hun.

- Her (i DR-byen, red.) er der jo nogle store glasfacader, men selvom det ser flot ud, så er det jo ikke det, der holder bygningen sammen. Bygningen ville ikke falde fra hinanden, hvis man fjernede glasset, men det ville den, hvis man fjernede nogle af de bærende konstruktionselementer, som du ikke kan se.

- Det kommer selvfølgelig an på, hvilken slags musik det er. Men ofte lægger bassen ligesom et fundament for det hele. Og dette fundament er altafgørende for, hvordan alle de andre toner og instrumenter opleves, siger Ida Duelund.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c383c06187a409e0cbb145

At turde vælge de alternative veje

Hvis du gik og troede, at bassen er en fastlåst form af taktfaste rytmer, så kan du altså godt tro om.

Da Prince-bassisten Ida Nielsen i skolen stiftede bekendtskab med bassen, var hun, måske på grund af netop denne forudindtagelse, ikke umiddelbart overbevist om instrumentets kvaliteter.

- I mit første band var bassen meget sådan bum-bum-bum, måske lidt kedelig, og jeg syntes egentlig bare ikke, det var så spændende.

Det skulle dog ændre sig, da hun så en koncert med en gruppe drenge, der spillede funk, og hvor bassisten med fuld smadder på ’slap bass’ løb med hendes opmærksomhed.

- Han spillede simpelthen så vildt og gav den bare max gas. Jeg blev helt betaget og tænkte bare: dét vil jeg også.

Artiklen fortsætter under billedet

Det blev også funken, der førte til, at Ida Nielsen, efter at have spillet med forskellige bands, valgte at gå solovejen.

- Jeg havde lyst til at spille noget mere funk og noget mere ’slap bass’, og der var ikke rigtig nogen, der gad høre på det. Og så måtte jeg jo lave det selv. I det mindste havde jeg jo så gjort noget.

Dette spring resulterede i, at Ida Nielsen en dag havde Princes manager i røret. Prince havde set nogle videoer med Ida Nielsens soloband, hvor hun spillede nogle bassoloer, og inviterede hende til jam session og siden med i sit band.

- Derfor tænker jeg også, at man altså skal gå efter det, man gerne vil, for så sker der noget godt, siger hun.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c384406187a409e0cbb158

Signe Tobiassen fra Nelson Can synes også, at det først bliver rigtigt interessant, når man sprænger rammrne for, hvad forskellige instrumenter kan.

- Der er faktisk mange mennesker, der ser bassen mere som et rytmeinstrument end et tonalt (melodiskabende, red.) instrument. Men det kan jo sådan set være begge dele, siger Signe Tobiassen fra Nelson Can.

Nelson Can bryder allerede i deres bandsammensætning med traditionerne, for de er kun trommer, bas og sang. Derfor har Signe Tobiassen også skullet være kreativ for at få melodifornemmelser ud af bassen og måske ramme et punkt, hvor man som lytter bliver i tvivl, om det er bas eller guitar, man hører.

- Jeg synes, det er sindssygt fedt at spille bas på en lidt alternativ måde. Altså jo færre regler der er, jo nemmere er det. Vi har selvfølgelig nogle meget stramme regler, eller et dogme i vores band i og med, at vi kun er trommer og bas. Det er på nogle måder en begrænsning, men det er også utroligt frigørende, siger hun.

- Altså, vi skal bare føle den. Vi skal bare synes, det lyder godt.