Guide: Sådan finder du den gode håndværker

Spørg dig for og tjek efter på nettet før du vælger håndværker til dit næste byggeprojekt.

Det kan være nødvendigt med professionel hjælp til store byggeprojekter i hjemmet.

Men selv om du betaler for faglært hjælp, kan det ende i regulært amatørarbejde.

Det viser DR' forbrugerprogram Kontant flere eksempler på i programmet "Når håndværkeren ødelægger dit hjem".

De seneste år er antallet af klager over dårligt håndværk steget hos 2 ud af 3 ankenævn, og antallet af klager er det højeste i flere år.

Gode råd

Det gælder altså om at se sig for, før du indgår aftale med en håndværker.

Formand for Danske Boligadvokater, Jan Schøtt-Petersen, giver følgende råd til dig, der står og skal bruge en håndværker.

- Du skal først og fremmest bruge din sunde fornuft. Du kan tjekke på nettet, spørge på Facebook og høre venner og bekendte, hvem de har gode erfaringer med og vil anbefale, siger han.

I det hele taget gælder det om at lave en grundig undersøgelse, før du vælger håndværker, og her kan du bruge følgende råd:

  • Har du kontakt til en rådgiver i form af en ingeniør, bygningskonstruktør eller arkitekt, kan de muligvis henvise dig til en håndværker, de har gode erfaringer med.

  • Kender du en god håndværker, kan du måske få ham til at anbefale andre håndværkere.

  • Har du udset dig et bestemt håndværkerfirma, bør du undersøge og vurdere firmaets baggrund - fx på nettet.

  • Undersøg firmaets speciale og spørg ind til hvilke opgaver, de tidligere har løst.

  • Tal med firmaet og mærk efter, om der er god kemi mellem jer, og om firmaet virker engageret i den opgave, du skal have løst.

  • Brug din sunde fornuft og følg mavefornemmelsen.

  • Gennemgå arbejdet med håndværkeren på forhånd og aftal forventninger til oprydning, møder undervejs, og bortkørsel af affald.

  • Sørg for at få aftalen på skrift, så I er enige om, hvad der skal laves, og hvad det skal koste.

  • Ved større opgaver bør kontrakten bygge på det regelsæt, der hedder AB92, som en lang række af byggeriets parter står bag.

  • Ved mindre ombygningsarbejder kan du gøre brug af AB-forbruger, der minder om aftalebetingelserne i AB92.