- Han ødelægger bogstaveligt talt vores liv i de måneder. Når man ikke får sovet kan man ikke slappe af. Og når du taler med din kone om, hvad der foregår, så er det kun negative ting. Der sker ikke så meget positivt i en ombygning, hvor alt går galt.
Daniel Brøgger står i familiens hus i Skovlunde på Sjælland. Huset skulle have været færdigt i januar, men byggesjusk har forsinket det hele.
Problemerne begynder, da Daniel Brøgger hyrer en håndværker til at støbe et nyt gulv. Håndværkeren er med i Dansk Håndværks garantiordning, Håndværkergaranti, og der er gode anmeldelser på nettet, så Daniel Brøgger og hans hustru føler sig trygge ved at lade ham udføre arbejdet.
- Han har fire ud af fem stjerner. Det lyder umiddelbart rigtigt fint, og da han kommer, står der, at han er medlem af Håndværkergaranti, og så tænker vi, at nu har vi det hele. En mand vi kan stole på med gode anmeldelser, siger Daniel Brøgger.
Må lægge 100.000 kroner af egen lomme
Men gulvet er meget ujævnt, da håndværkeren er færdig, og nu begynder problemerne.
- Han svarer os ikke og blokerer mit telefonnummer. Når jeg ringer fra andre telefonnumre, tager han den. Så hans firma kører stadig, og han arbejder. Men han siger, han er syg, og derfor kan han ikke kom videre med vores gulv. Der bliver jeg arrig, siger Daniel Brøgger, der på det tidspunkt har betalt 160.000 kroner for et skævt gulv.
Han sætter sin lid til garantiordningen og kontakter Dansk Håndværk, men beskeden er nedslående.
- De siger, at de ikke kan gøre noget, før der ligger en dom fra håndværkets ankenævn, siger Daniel Brøgger.
Sagsbehandlingen i ankenævnet tager i gennemsnit seks måneder, og i den tid skal byggeriet ligge stille, da det fungerer som bevismateriale. Det kan familien ikke vente på, så Daniel Brøgger opgiver at få noget ud af garantien og betaler selv for at få fejlen rettet.
- Udover søvnløse nætter - og dem har der været mange af - så har det kostet os 100.000 kroner af vores egne penge, og jeg ved ikke hvor mange mandetimer, siger han.
Tvunget til at vente på afgørelsen
Men ikke alle har råd til selv at betale for at få udbedret håndværkerens fejl, når det leverede arbejde ikke er godt nok. Det er Michelle og Jimmi Algreen Møller fra Odense et godt eksempel på. Ligesom Daniel Brøgger vælger de en håndværker, der er medlem af Håndværkergaranti, for at være i trygge hænder, da deres hus skal renoveres og have nyt tag.
- Vi troede, der var sikkerhed ved at vælge en håndværker, der havde dem bag sig. Det skulle jo være en tryghed for os, siger Jimmy Algreen Møller.
De betaler håndværkeren 140.000 kroner, og han går i gang med arbejdet. Men undervejs i byggeriet går det op for parret, at der er noget galt, og en syn- og skønsrapport konkluderer efterfølgende, at der er 25 fejl i tagkonstruktionen alene.
De kontakter Dansk Håndværk for råd og vejledning, men her lyder beskeden, at de repræsenterer håndværkeren. Sagen ligger nu i ankenævnet, og som i Daniel Brøggers tilfælde lyder beskeden, at byggeriet skal ligge stille, indtil sagen er afgjort. Forsinkelsen betyder, at familien nu sidder med to huslejer på ubestemt tid.
- Vi er begge to ude af den. Vi kan ikke komme videre. Det gør os frustrerede. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre eller gribe i. Vi har prøvet alt. Der er bare ikke noget, som kan hjælpe os, siger Michelle Algreen Møller.
Garantien for veludført arbejde er væk
Hos Dansk Håndværk erkender de, at ventetiden ved sagsbehandlingen i ankenævnet er en udfordring for en familie, der har brug for tag over hovedet.
- Et halvt år det er lang tid, hvis man har hus og familie. Det er jeg da enig i. Men vi har et ankenævn for at sikre ordentlige afgørelser omkring arbejdets kvalitet, siger direktør Morten Frihagen.
På deres hjemmeside skriver Dansk Håndværk indtil for nylig, at de yder ”garanti for veludført arbejde”, og at forbrugeren er ”sikret mod fejl og mangler”. Men efter DR’s forbrugerprogram Kontant har kigget nærmere på ordningen, er det nu ændret, og på hjemmesiden skriver Dansk Håndværk nu, at deres ordning er ”et sikkerhedsnet, der hjælper dig, hvis der er fejl og mangler ved det udførte arbejde.”
- Det er klart, når det kan skabe forvirring, så er det noget, vi er nødt til at kigge på. Vi har ingen interesse i at skabe vildledning, siger Morten Frihagen.
Repræsenterer håndværkeren
Forbrugerne er altså ikke garanteret godt håndværk, blot fordi de vælger en håndværker, der er med i garantiordningen, og Morten Frihagen medgiver, at Dansk Håndværk primært er på medlemmernes side, når der opstår uenighed mellem forbrugere og håndværkere.
- Når en kunde ringer ind til os, vejleder vi selvfølgelig om muligheden for behandling i ankenævnet og betingelserne for en udbetaling fra garantiordningen. Men vi er ikke forbrugerens repræsentant, og det gør vi jo opmærksom på. Vi er en organisation for håndværkere, siger han.
Kontant har de seneste uger oprullet en stribe sager, hvor husejere er kommet i klemme på grund af dårligt håndværk, og en ekspert efterlyser skrappere krav og mere kontrol med de enkelte håndværkere, når det gælder titler og autorisation.