Analytiker: Ingen rygende pistol i nyt Støjberg-samråd

Sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks ser ud til at fortsætte efter dagens samråd.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kan allerede nu begynde at forberede sig til endnu et samråd om hendes ulovlige instruks. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Den rygende pistol, der ville kunne have væltet en minister, blev ikke trukket under samrådet som oppositionen har kaldt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i.

Det vurderer DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.

- I hvert fald ikke hvad angår det store spørgsmål. Nemlig om vi har at gøre med en minister, som bare gennemtrumfede sin egen politiske vilje trods advarsler fra sine embedsmænd. Det kom der ikke noget svar på, forklarer han.

Der kom dog en enkelt opsigtsvækkende information fra ministeren under samrådet, i hvert fald hvis man ser på oppositionspartiernes reaktioner.

Både Socialdemokratiet og Enhedslisten tordnede efterfølgende mod ministeren over, at Udlændingestyrelsen i en periode administrerede sagerne om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene er mindreårig, imod forvaltningsloven. Ingen af parrene fik nemlig en såkaldt partshøring, som de ellers har krav på.

- Men Inger Støjberg er jo ikke tabt bag en vogn, hvad angår polemik, så hun fik understreget, at det også var sådan, dengang socialdemokraterne havde samme ministerpost, forklarer Jens Ringberg, der beskriver det som en "mindre indrømmelse".

Se højdepunkterne fra samrådet kogt ned til 100 sekunder. Klik på play.

Heller ikke DR's politiske korrespondent Christine Cordsen mener, at dagens samråd var særlig alvorligt for Inger Støjberg. Hun forklarer blandt andet, at Udlændingestyrelsen kom med meldingen om den ulovlige administration af reglerne sidste forår, da Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen og udbad sig en forklaring.

- Så på den måde er det ikke nogen ny og opsigtsvækkende erkendelse, forklarer hun.

90 mandater bag Støjberg

Til samrådet havde Inger Støjberg medbragt en redegørelse fra Udlændingestyrelsen, som hun læste op fra. Heri fremgik det, at der var sket en individuel vurdering af hver enkelt sag, selvom Inger Støjbergs instruks ville have adskilt alle par uden nogen forbehold.

- Det er rystende, hvis blå blok bliver ved med at slå ring om Inger Støjberg og holde hånden under hende - på trods af at det er lysende klart for alle og enhver, at hun har løjet, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL), der her ses under samrådet. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

- Det er jo det, som er kernen, om der er administreret forkert eller ej i forhold til hendes instruks. Der siger hun – og nu også Udlændingestyrelsen – at der blev administreret efter reglerne om, at der skal ske en individuel vurdering, forklarer hun.

Christine Cordsen forventer, at sagen så småt begynder at fuse ud, selvom oppositionen vil forsøge at holde fast og holde den kørende.

Støjbergs politiske modstandere havde da også allerede tidligere på ugen truet med en ny samrådsindkaldelse. Noget, der blev gentaget, da Johanne Schmidt-Nielsen sluttede spørgerunden af med at slå fast, at der var flere spørgsmål, der krævede svar.

At sagen ikke bare dør hen er til dels Inger Støjbergs egen skyld, mener Jens Ringberg, for ministeren har skiftet forklaring undervejs og "slingret noget".

- Så vi kommer til at se flere samråd og en masse spørgsmål, men tilbage står jo, at 90 mandater i Folketinget – blå blok inklusiv Dansk Folkeparti – ikke mener, at der er nogen grund til at jagte ministeren mere, siger Jens Ringberg

Hvis du har svært ved at hitte rede i hele sagen, så lavede DR Nyheder nedenstående video forud for det første samråd 1. juni. Klik på play.