Dansk Folkeparti lægger op til en markant svækkelse af den danske deltagelse i det fælleseuropæiske politisamarbejde, Europol.
Sådan lyder det fra Henning Bang Fuglsang, der er lektor i international ret ved Syddansk Universitet, efter at DF har foretaget et gevaldigt kursskifte og nu stiller sig tilfreds med en dansk "registeradgang" i Europol - en aftale som er signifikant mindre end den, Danmark har i dag.
- Der er ingen tvivl om, at registeradgang kun er en lillebitte del af Europol. Europol er meget mere end registrene. Så det er absolut ikke en fuld og hel adgang til Europol. Det er en lappeløsning, som ikke tilnærmelsesvis omfatter den fulde værktøjskasse, siger Henning Bang Fuglsang.
Hvis Danmark ender med en registeradgang, vil vi ikke være en del af to relativt nye centre under Europol - et center for cyberkriminalitet og et center for antiterror. Begge centre er under kraftig opjustering for tiden.
- Hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb, så vil det at have adgang til efterretninger om bevægelser i de terrormiljøer, der findes i Europa, være ekstremt vigtige informationer for os.
- Centrene kan også bruges i konkrete efterforskninger og til at afdække specifikke kriminalitetsmønstre, sådan at man kan være på forkant med, hvordan nye terrorgrupperinger etableres i Europa, siger lektoren.
Dansk indflydelse ved ledelses-bordet
Et fuldt og helt medlemskab af Europol indebærer også oplysninger fra medlemsstaterne, som danner et billede af, hvordan kriminaliteten udvikler sig i de forskellige europæiske lande.
- Det bruger politiet til at prioritere, sådan at man ved, om et bestemt område kan betale sig at kaste ressourcer efter, eller om de er bedre brugt andre steder, siger Henning Bang Fuglsang.
Sidst men ikke mindst vil vi med en aftale, der udelukkende indebærer registeradgang, miste indflydelsen ved mødebordet i den hollandske by Haag, hvor Europol er placeret.
- At sidde i ledelsen Europol er ekstremt vigtigt, siger Henning Bang Fugsang, der giver et eksempel på, hvordan Danmark har fået indflydelse ved at sidde med i ledelsen:
- Rocker- og banderegistret hos Europol er et godt eksempel. Det fyldte ikke alverden i andre lande, men det fyldte meget for Danmark. At Europol overhovedet har det register skyldes, at dansk politi pressede på, dengang Europol skulle prioritere deres ressourcer.
- Her fik man overtalt de andre lande til, at det skulle man altså have. Det kunne man gøre, fordi vi sad i ledelsen af Europol i det såkaldte styrelsesråd, siger Henning Bang Fuglsang.