Grønne værdier, frihed og solidaritet: Pia Olsen Dyhr leverede klassisk SF-tale

Klassiske SF-mærkesager som grøn omstilling, skattesnyd og ulighed fyldte partiformandens tale på SF's landsmøde i Vejle.

SF Landsmøde fredag d. 15. april 2016 i Vingsted ved Vejle. Pia Olsen Dyhr blev på førstedagen genvalgt som formand. (Foto: © Michael Drost-Hansen, Scanpix)

Frihed, grønne budskaber og kampen mod social kontrol, ulighed og skatteunddragelse.

Sådan fremlagde SF's formand, Pia Olsen Dyhr, sine visioner i sin landsmødetale på partiets landsmøde i Vejle:

- Banker har modtaget ikke en, ikke to, ikke tre, men adskillige store bankpakker samtidig med, at de med den anden hånd er med til at underminere vores velfærd og fællesskab. Skattely og skattesnyd. Noget af det allermest skadelige for vores fællesskab og velfærd, sagde hun med henvisning til blandt andet de lækkede såkaldte Panama Papers, der har afsløret international skatteundragelse.

Det var et landsmøde, der inden dets opstart havde stået i nedturens skygge.

Op til det årlige møde havde især dårlige meningsmålinger, et dårligt folketingsvalg og tab af medlemmer fyldt i pressen og dele af SF's bagland.

Men med emner som kampen mod skattely og ulighed høstede formanden de største klapsalver fra salen af de omkring 400 fremmødte.

- Kære banker: Opfør jer ordentligt. Ellers kommer vi efter jer. Og lad mig sige det lige så tydeligt til mine politiske kollegaer i Folketinget. Især de blå af jer:

- Tænk at I bruger alle jeres kræfter på at udtænke måder at snuppe de sidste ferie- eller tøjpenge fra fattige familier på kontanthjælp, lød det fra formanden.

Et ghetto-stop

Også partiets udlændingepolitik har de seneste dage sat dagsorden. Senest med et ghetto-udspil og et forslag om at fjerne kontanthjælpen fra flygtninge-kvinder, der ikke var i uddannelse.

I talen uddybede Pia Olsen Dyhr sit ønske om et såkaldt ghetto-stop:

- Et ghettostop som indebærer, at vi på den ene side skal bremse ghettodannelsen og på den anden side gøre op med de eksisterende ghettoer.

- Det skal ske gennem bedre fordeling af beboerne i de almene boliger. Gennem nybyggeri, men også gennem nedrivninger.

Samtidig italesatte hun også partiets adskillelse på udlændingepolitikken fra de partier, som SF kæmper om stemmerne med på venstrefløjen:

- Der har været en tendens på venstrefløjen til at ignorere undertrykkelse, hvis den var begrundet i religion eller kultur. Det er så forkert. Vi skal aldrig acceptere nogen former for undertrykkelse.

Den linje er der ifølge en Ritzau-rundspørge opbakning til blandt menige SF'ere.

Workshops og socialistisk madlavning

Netop SF's position i forhold til blandt andet Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokraterne har op til landsmødet optaget dele af partiets delegerede og lokalforeninger.

Fredag efterlyste flere kredsformænd 'en klarere politisk vision' for SF efter 'en tid, hvor det har været lidt diffust'.

- SF har jo altid udviklet sig. Jeg sad og bladrede i nogle af de gamle udgaver af Folkesocialisten og stødte på alt fra Holger K’s bustur rundt i Jylland, til åbne dialogmøder og selskabet for finere socialistisk madlavning og borddækning.

- Meget af det, der i dag bliver kaldt moderne, eksperimenterende og nye organisationsformer, satte SF i søen allerede længe før, jeg fik stemmeret. Og vi er stadig i et parti i bevægelse. I dag holder vi lyttemøder, har startet en feministisk handletank. Vi står ikke stille, lød det fra Pia Olsen Dyhr.

I dag på SF's landsmøde i Vejle skal medlemmerne da også som noget nyt deltage i en række workshops, hvor medlemmerne med gruppearbejde kan være med til at finde 'konkrete løsninger' på en række forskellige politikområder, lyder det i landsmødeprogrammet.