Er ambulancerne for lang tid om at nå frem i Sønderborg? Det mener SFs kandidat til Regionsrådet i Region Syddanmark, Erik Bach.
Han har skrevet et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor han gør opmærksom på problemet. Erik Bach skriver blandt andet:
- Vi har nu det næst ringeste ambulanceberedskab i Region Syddanmark kun overgået af Langeland. Selv Fanø har et bedre.
Men er det nu også rigtigt?
Erik Bachs oplysninger stammer fra et møde i Region Syddanmark, hvor det i et referat fremgår, at i Sønderborg er ambulancerne mere end 15 minutter om at nå frem i mere end 21,5 procent af tilfældene. Og det bliver kun overgået af Langeland, hvor der går mere 15 minutter i mere end 29,8 procent af tilfældene.
Tal fra første kvartal
Tallene stammer dog fra første kvartal af året. Hvis man i stedet ser på de mest aktuelle data fra tredje kvartal, har Sønderborg bedre tal og er med 17,6 procent ambulance-udrykninger, der bruger mere end 15 minutter på at nå frem, nu overgået af både Varde og Langeland med henholdsvis 19,2 og 24,6 procent.
Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, giver Erik Bach ret i, at det er afgørende, hvor lang tid der går, inden man får hjælp.
- Det, der betyder noget for den enkelte, hvor det virkelig er skidt, er hvis der går rigtigt lang tid, inden der kommer en ambulance. Og der måler man tit på hvor mange, der tager længere end 15 minutter, før de er fremme.
Men det er ikke nødvendigvis ambulancens ankomst, der gør forskellen. Der kan være paramedicinere eller akutlæger, som når frem før ambulancen, og som kan sørge for, at patienten overlever.
- Det der er kritisk, når man arbejder med det præhospitale beredskab, er typisk hjertesvigt. Og der er det meget vigtigt, at der kommer nogen ret hurtigt. Og så gør det ikke så meget, hvilken bil de kommer i. Der skal være nogen, som kan starte en genoplivningsproces, og så betyder det noget, hvem der er først på stedet, mere om det lige er en bil, hvor der er plads til en båre i bagagerummet, siger Jakob Kjellberg.
- Hvis man skal lave en samlet vurdering af det præhospitale beredskab og den indsats, der leveres, er det langt mere interessant at se på, hvornår den første bil med relevant kompetence kommer til skadestedet.
Ser bedre ud for Sønderborg
Og hvis man i stedet for at se på ambulancens ankomst fokuserer på, hvornår den første bil er på stedet, så ser tallene langt bedre ud for Sønderborg. Her går der mere end 15 minutter, før den første bil når frem, i kun 5,2 procent af tilfældene, og det placerer Sønderborg midt på ranglisten som nummer 11 ud af 22 kommuner i Region Syddanmark.
Erik Bach siger til Detektor, at han er ked af, at han i læserbrevet kom til at referere til tallene fra første kvartal i stedet for de mest aktuelle data. Men han fastholder kritikken af den lange responstid for ambulancerne.
- Det jeg angriber, er vores ambulanceberedskab, ikke den præhospitale indsats.
- Det er ambulancerne, som jeg fokuserer på, og der ser jeg, at det skrider i den forkerte retning, efter man har fjernet en ambulance fra Sønderborg til Aabenra, hvor der var behov for den.
Ambulancen er en lille skadestue
Erik Bach mener ikke, at det er rigtigt i stedet at fokusere på, hvornår den første bil med sundhedspersonale ankommer.
- Det gør jeg ikke, fordi en ambulance betragter jeg som en lille skadestue, og jo før den er på stedet, jo bedre er patienten hjulpet. En ambulance kan mere end akutbilerne. De har deres udstyr, og man er tryg, når man ligger i en ambulance, lyder argumentet fra SF-kandidaten.
- Jeg bryder mig ikke om, at man fjerner en ambulance fra området. Vi har så store strækninger, at vi skal køre. Vi skal helt til Aabenraa med dem, der skal indlægges eller på skadestuen.