Det er efterhånden en trivialitet at tale om, at fronterne er i opbrud i dansk politik. Ikke desto mindre er det sådan, det politiske billede tegner sig mere og mere klart. Og når alle skyder på alle, kan det være svært at følge med i, hvem der egentlig har interesse i at hjælpe hvem.

Tag nu energiforhandlingerne. Det har været en gængs analyse, at det grønne område jo var et, hvor den røde blok kunne finde sammen. Trods alt. Så kunne Socialdemokraterne betale med grønne aftaler til de røde, mens de lavede udlændingepolitik med de blå.

Den analyse kan meget vel være ved at overskride "sidste anvendelsesdato".

Nye sprækker

Midt i de fastlåste energiforhandlinger er der nemlig sket det, at opbruddet i dansk politik har åbnet nye sprækker og nye muligheder, og de Radikale gør sig nu store anstrengelser for at forhandle et energiforlig hjem med regeringen og Dansk Folkeparti udenom Socialdemokraterne.

Det vil i så tilfælde være de Radikales tak for sidst til Socialdemokraterne, som har udelukket partiet fra et muligt regeringssamarbejde efter næste valg. De Radikale og formand Morten Østergaard har al mulig grund til at vise, at de kan agere alene.

Signalet er at de Radikale står op endnu, selvom de står helt alene. De vil sende et signal om at de søger indflydelse, opnår resultater og at de stadig er relevante.

Andre kan komme ombord

Om de kommer til at stå alene tilbage sammen med regeringen er dog langt fra givet. Det ville ellers fremtvinge en situation, der kan minde om den gang de Radikale lavede en dagpengeaftale med den tidligere VK-regering, hvorefter Socialdemokratiet og Helle Thorning-Schmidt var bundet på hænder og fødder i den sag, selv da de var regering.

Men det, at de Radikale forhandler med regeringen på et tidspunkt, hvor det virker som om Socialdemokratiet føler sig fristet af at lade forhandlingerne falde sammen og åbne en flanke mod regeringen i valgkampen, kan gøre, at Socialdemokraterne ender med også at melde sig ind. Måske sammen med flere af de andre røde partier.

Og deri ligger også svaret på, hvorfor regeringen er interesserede i at forhandle med de Radikale, selvom deres mandater ikke er afgørende - flertallet er jo hjemme med regeringen og Dansk Folkeparti.

Bredere aftale giver færre angreb

Men jo flere røde partier, de får med i en energiaftale, des sværere bliver det at angribe de borgerlige for ikke at være ambitiøse med den grønne omstilling. Noget som vælgerne i stigende grad går op i ifølge partiernes mange undersøgelser.

Og selvom de borgerlige aldrig kan overbyde de røde partier på miljøspørgsmål og på det grønne område, så er det en vigtig position at indtage, at de sagtens kan lave ambitiøse aftaler på området. At de nok er blå. Men ikke kulsorte.

Brugbar sejr

Det er ikke givet, at den brede vælgerbefolkning vil bemærke og huske til evig tid, at det måske var de Radikale, der var med til at skubbe gang i et energiforlig, der kørte på flade dæk.

Men det vil være en brugbar sejr for partiet, som kan anvende den i en fortælling om, at størrelse og afgørende mandater ikke er den eneste valuta i dansk politik.

Først og fremmest handler en energiaftale naturligvis om det politiske indhold, hvor de Radikale skal have klare indrømmelser. Men det handler også om de Radikales kamp for at få indflydelse på den lange bane og om at overleve i et politisk miljø, hvor de er kringsat af fjender.