Selvom det kan give lange og smertefulde fødsler, får stadig flere kvinder hjælp til at få veerne på gled.
På seks år er antallet af igangsatte fødsler steget med 18 procent i Region Hovedstaden, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Det betyder, at omkring hver fjerde fødsel sidste år blev sat i gang.
Ifølge lægevidenskaben sikrer igangsættelserne, at færre børn dør i mors mave. Det var baggrunden for, at man fra 2011 begyndte at tilbyde fødende igangsættelse 10 dage over termin mod 14 dage tidligere.
Der ser dog ikke ud til at være det forventede fald i dødfødsler, efter man ændrede igangsættelsestidspunktet. Der er fortsat mellem 6 og 13 børn på landsplan der dør, når kvinden er gået mindst en uge over terminsdatoen. I Region Hovedstaden ligger tallet nogenlunde stabilt på 6 børn.
Det gør stigningen i antallet af igangsatte fødsler problematisk, siger Eva Rydahl, der forsker i fødsler ved Aarhus Universitet og professionshøjskolen Metropol.
- Når vi ikke kan se et fald i dødeligheden, så kan det godt være, at vi har skudt gråspurve med kanoner. Vi udsætter mange raske kvinder for et indgreb uden en målbar gevinst på det. Spørgsmålet er, om det er rimeligt, idet igangsættelser er forbundet med bivirkninger og lange fødselsforløb, siger hun.
Eva Rydahl henviser til, at både mor og barn kan opleve bivirkninger ved igangsættelsen. Ifølge forskeren kan barnet blandt andet risikere iltmangel ved vestorme og stress ved fødslen.
Hun mener derfor, at man igen bør lade raske kvinder gå 14 dage over termin og overvåge barnet oftere. Det vil betyde, at langt flere kvinder vil nå at gå spontant i fødsel, mener hun.
På fødegangen på Herlev Gentofte Hospital kalder overlæge Morten Beck Sørensen stigningen for voldsom. Men han mener fortsat, at tilbuddet om tidligere igangsættelse er det bedste middel for at sikre et lavt antal dødfødte børn.
- Der ville være flere dødfødsler, hvis vi ikke satte i gang, som vi gør nu. Vi får flere ældre, overvægtige og medicinsk syge kvinder. Samtidig viser store studier fra udlandet, at man skal sætte 450 kvinder i gang for hvert barn man redder fra at dø i livmoderen, siger han.
Han afviser, at fødselslæger og jordemødre sætter for mange kvinder i gang – også selvom risikoen for, at der sker noget alvorligt med barnet ved at lade være, kan være lille.
- Der er tilstrækkelig evidens for at anbefale igangsættelse, hvis man går ti dage over terminen. Jeg mener ikke, man kan fraråde igangsættelser, for det kan være, at moderkagen måske ikke fungerer, som den skal, eller at barnet lider overlast i livmoderen, siger Morten Beck Sørensen.
Han mener dog, ligesom Eva Rydahl, at der er brug for mere forskning og evaluering på området. Og det bliver modtaget med åbne arme af Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen.
- Det er for drastisk at sige, at igangsættelserne entydigt redder liv. Men det er også for drastisk at sige det modsatte. Vi må vide noget mere, siger hun.