Flertal tegner sig for regeringsforslag: DF støtter overvågning på sikrede døgninstitutioner

Forslaget er en del af regeringens udspil 'Reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet'.

På den sikrede døgninstitution Grenen ved Grenå håber områdeleder Lars Emil Andersen, at regeringens forslag bliver vedtaget. (Foto: © Frank Sørensen, DR)

Det skal være lovligt for de ansatte på sikrede døgninstitutioner at bruge døralarmer og videoovervågning af de unge.

Det foreslår regeringen i sit udspil 'Reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet', og da forslaget nu får opbakning af Dansk Folkeparti, tyder det på at blive til lov.

- Dansk Folkeparti er glade for muligheder for videoovervågning, der kan gøre os allesammen tryggere. Det er noget, vi absolut støtter, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

I oktober kom det frem, at to midtjyske sikrede døgninstitutioner ulovligt har brugt døralarmer på de anbragtes døre. En af dem er Grenen på Djursland, hvor Lars Emil Andersen er områdeleder.

- Det er en god ide, fordi vi sikrer os i højere grad og drager omsorg for de unge, som er anbragt på vores sikrede afdelinger, siger han.

Alarmerne giver de ansatte besked, når en af de unge forlader sit værelse, og det er en stor hjælp for personalet.

I august var det nemlig tæt på gå helt galt, da to beboere kom i slagsmål, og den ene var ved at blive kvalt.

De ansatte fik bip fra alarmerne og opdagede, at de to unge havde forladt deres værelser samtidig. Derfor blev slagsmålet stoppet, før det var for sent. Præcis derfor håber Lars Emil Andersen, at regeringens forslag bliver vedtaget.

- Det er omsorgs- og tryghedsfremmende, og vi vil gerne sørge for, at de unge, som er anbragt hos os, er eller bliver trygge. Det er forudsætningen for at vores øvrige behandlingsarbejde har en effekt, forklarer områdelederen.

Bekymring i Nordjylland

På den sikrede institution Kompasset i Nordjylland er forstander Tina Maria Larsen dog mere skeptisk for regeringens forslag.

- Jeg kan godt blive bekymret, for det er vigtigt, at vi er en socialpædagogisk institution, og man kan sige, at jo mere det kommer til at ligne et fængsel, jo mere bliver jeg bekymret for, at det kommer til at minde om straf.

Det er dog ikke en skepsis Peter Kofod Poulsen (DF) deler med forstanderen.

- Det handler om tryghed og om muligheden for at sikre nogle ting, og lige præcis sikrede institutioner må vi insistere på skal være sikre. De folk, der er anbragt der, kan jo være farlige, siger han.

Regeringen og Dansk Folkeparti skal forhandle aftalen på plads i foråret 2018.