Kræftskandale får klagebunke hos styrelse til at vokse

Kræftsyge Finn Nielsen fik ikke en operation til tiden, og har nu klaget over behandlingen.

Den meget omtalte kræftskandale fra Aarhus Universitetshospital har allerede fået flere til at klage til Styrelsen for Patientklager.

Sagen om de mere end 300 kræftpatienter i Aarhus, der ikke fik deres behandling til tiden, får klagebunken til at vokse hos Styrelsen for Patientklager.

Foreløbig har styrelsen modtaget ti klager, siden DR i marts begyndte at fortælle om problemerne på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Det fortæller juridisk chef Søren Enggaard Stidsen.

- Når det gælder maksimale ventetider, får vi generelt ikke ret mange klagesager. Så det kan godt vise sig, at vi får flere end normalt i en tilsvarende periode, siger han.

Ifølge styrelsen kommer klagerne også fra patienter med andre typer af kræft end mave- og tarmkræft.

I modsætning til at søge Patienterstatningen får man ikke penge ud af at klage til Styrelsen for Patientklager. Motivationen er en anden, siger Søren Enggaard Stidsen.

- De er ikke ude på at få hævn over nogen. Men de vil gerne have opmærksomhed på det her, sådan at sundhedsvæsenet kan lære af en eventuel afgørelse i sagen, siger Søren Enggaard Stidsen.

- Og så vil de grundlæggende have os til at tage stilling til, om deres rettigheder er blevet overholdt.

Finns klage er snart på vej

I første omgang var det kun 40 af de berørte patienter fra mave- tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, der fik vejledning i at søge erstatning og i at klage.

Men nu går den rådgivning ud til de mere end 300 patienter, der er berørt af kræftskandalen.

Finn Nielsen fra Nordjylland er en af de patienter, der ikke fik en operation til tiden - og ikke fik korrekt information om en mulig operation i udlandet.

I dag er han uhelbredeligt syg.

Finn Nielsen er uhelbredeligt syg med kræft.

Han har klaget til Styrelsen for Patientklager over afdelingen på Aarhus Universitetshospital og over den læge, der behandlede ham.

- Der vælter stadig skeletter ud af skabet i den her kræftsag, så det er rart at få det hele med, når man endelig klager. Det er grotesk, hvad der er sket nede i Aarhus, siger Finn Nielsen.

Han håber, det kan hjælpe andre borgere, at han gør opmærksom på sagen via klagesystemet.

- Det her skal jo ikke ske i fremtiden. Systemet skal forbedres hele vejen op igennem. Det er altså menneskeliv, man har med at gøre. Så den her skal følges til dørs, siger Finn Nielsen.

I den forgangne uge satte Region Midtjyllands forretningsudvalg et punktum vedrørende de ledelsesmæssige konsekvenser ved at udtale stærk kritik af regionsledelsen i sagen om whistleblowerhenvendelser.

Ventetid kan forkortes

Den normale ventetid, inden en klage er færdigbehandlet i Styrelsen for Patientklager, er lidt mere end fem måneder.

Den kan forkortes lidt, når der er tale om meget syge patienter, fortæller Søren Enggaard Stidsen.

- Vi har en intern regel om, at hvis patienterne er terminale, behandler vi sagen hurtigere, som en såkaldt hastesag.

- Det betyder ikke nødvendigvis, at det går hurtigt, for det kommer an på omstændighederne i sagen, men vi prioriterer den, siger han.

Fra januar 2021 til midten af maj 2023 er der 16 afgørelser, hvor klageren har fået medhold i, at et hospital havde handlet i strid med reglerne om maksimale ventetider.

Tre af dem handler om mave- tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Du kan læse hele Finn Nielsens historie i denne artikel fra 17. april.