Region fik kritik efter bekymrede breve om benamputationer: Nu blåstempler rapport reaktionen

Region Midtjylland fik kritik for at affeje bekymrede henvendelser om mange amputationer, men ny rapport finder ingen konkrete fejl.

En ny og uvildig rapport om benamputationer i Region Midtjylland er landet.

Sagen om benamputationer i Region Midtjylland blotlagde i foråret, at regionsledelsen siden 2018 havde modtaget flere bekymrede henvendelser fra blandt andre karkirurger om mange amputationer.

Det blev af flere udråbt som et ledelsesmæssigt svigt, at der ikke var blevet reageret kraftigere på dem - og kort efter blev koncerndirektør Ole Thomsen fyret af regionsrådets forretningsudvalg.

Nu har konsulentfirmaet Pluss afleveret en uvildig rapport om hele forløbet, men i den findes ingen vurderinger af, at regionsledelsen burde have reageret anderledes, end de gjorde, på de bekymrede henvendelser.

Ifølge rapporten handlede bekymringerne om en række problemer i kølvandet på en besparelse på det karkirurgiske område, og de blev derfor ikke tolket som nogen, der var sendt med det formål at gøre opmærksom på aktuelle problemer med blandt andet patientsikkerheden.

- Denne fortolkning synes overordnet set at være i overensstemmelse med den intention, som afsenderne af henvendelserne har haft. Dog med en stigende bekymring hos afsenderne for, hvad den konkrete implementering af Budget 2019 (spareplan, red.) betød for den kliniske kvalitet og patientsikkerheden på det karkirurgiske område, står der i rapporten.

Bekymrede breve opfattes ikke som nødråb

I sagen om benamputationer har særligt to bekymrede henvendelser fået opmærksomhed.

23. september 2018 sendte Dansk Karkirurgisk Selskab et brev til koncerndirektionen, hvor der blandt andet står, at "den karkirurgiske aktivitet i Region Midtjylland er i forvejen lav sammenlignet med andre dele af landet, og en yderligere reduktion vil kunne forventes at øge antallet af apoplexier og amputationer".

I den nye rapport lægges der vægt på, at henvendelsen opfattes som et høringssvar til spareplanen, og den ikke udtrykker bekymring for kvaliteten eller amputationsniveauet i Region Midtjylland.

Også når det gælder en anden og meget omtalt henvendelse i sagen, er det rapportens vurdering, at der handles efter bogen.

3. juni 2019 henvender Det Tværfaglige Specialeråd sig med et brev, hvor der blandt andet står, at "antallet af benamputationer pga. åreforkalkning ligger væsentlig højere i Region Midt end i for eksempel Region Syddanmark".

I rapporten lægges der vægt på, at der ikke er sendt dokumentation med i brevet, og at det ikke er blevet opfattet som et nødråb, når det indgik i en høringsfase.

Ikke desto mindre vurderes det i rapporten, at der kan læres noget af hele forløbet, og at der kan arbejdes videre med metoderne til, hvordan den kliniske kvalitet og patientsikkerheden overvåges og forbedres.

Kühnau: Jeg er tilfreds

I den forbindelse nævner rapporten den opsigtsvækkende analyse fra professor Kim Houlind, der satte hele sagen i gang i april.

Analysen viste, at op mod 90 patienter i Region Midtjylland muligvis kunne have undgået benamputation med den rette behandling. Tallet blev siden korrigeret til 47.

- Pluss noterer i den forbindelse, at det er påfaldende, at 'Houlind-analysen' ikke blev udsat for en epidemiologisk kvalitetssikring inden offentliggørelse. Dette er påfaldende i lyset af kommissoriets fokus på kvalitet og patientsikkerhed og de statistiske analyser, som centrale dele af analysens konklusioner endte med at hvile på, lyder det i rapporten.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) vil ikke længere kalde amputationssagen i Region Midtjylland en skandale. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har også lagt klar afstand til Kim Houlinds analyse – særligt efter at en landsdækkende analyse i august viste, at Region Midtjylland ligger i midterfeltet, når det kommer til antallet af benamputationer.

I en pressemeddelelse udtaler Anders Kühnau, at han er tilfreds med de svar, der fremgår i den nye rapport.

- Sagen om benamputationer er på alle måder ulykkelig og dybt beklagelig. Jeg er tilfreds med, at vi har nu fået svar på de undersøgelser, Forretningsudvalget satte i gang. Arbejdet med at lære af sagen og sikre bedre behandling til patienter med dårlig blodforsyning til benene er samtidig godt i gang. Vi drager al den læring, vi kan, og har afsat ekstra 25 millioner kroner til området fra 2023, udtaler regionsrådsformanden.

DR Østjylland forsøger at få et interview med Anders Kühnau.