Motion hjælper demente til et bedre liv

Demente bliver bedre til at bevare kontrollen over eget liv, hvis de får motion, viser ny forskning.

Frank Møller er lettere dement. Træningen i et motionscenter i Fredericia er med til at give ham et bedre liv med demens. (Foto: © Steffen Lübbert terpling, DR)

Motion hjælper demente til at få det bedre.

Det viser ny dansk forskning, og den viden bliver nu brugt i Fredericia, hvor lettere demente kan være med i motionsprojektet 'Bevæg dig glad - husk det nu'.

To hold for demente

Indtil videre er der startet to motionshold for demente. En af deltagerne er Frank Møller, der er lettere dement. Han har fået det bedre af de jævnlige ture på motionscyklen i Fredericia Idrætscenter.

- Jeg har siddet og gemt mig derhjemme. Når man bliver 73, som jeg er, så skal man ikke sidde og gemme sig derhjemme. Så skal man herud, siger Frank Møller.

Ny forskning dokumenterer, at demente kan opleve mange forbedringer, hvis de dyrker motion.

Lone Jefsen Brodersen, der er ansat i motionsprojektet i Fredericia siger, at motion blandt andet kan dæmpe nogle af de psykiske symptomer.

Mange positive effekter

- Der kommer en bedre søvnrytme, og så viser det sig, at det (motion, red.) forbedrer menneskets evne til at koncentrere sig og multi-taske. Det er virkelig noget, der betyder noget, for at kunne opretholde sine funktioner i hverdagen og selv mestre sin hverdag, siger hun.

Motionsprojektet 'Bevæg dig glad - husk det nu' løber i tre år og hører hjemme under 'Idræt i dagtimerne' og Fredericia Idrætshøjskole.