Bali hæver vulkan-alarmberedskab til det højeste niveau

Myndigheder på ferieøen beder alle i en radius af ti kilometer fra vulkanen Agung om at forlade stedet straks.

Vulkanen Agung på ferieøen Bali gik lørdag aften i udbrud for anden gang på en uge.

Indonesiske myndigheder har mandag morgen lokal tid hævet alarmberedskabet på ferieøen Bali til det højeste niveau.

Det sker i kølvandet på, at vulkanen Agung på øen lørdag aften gik i udbrud for anden gang på en uge.

Mandag morgen oplyser myndighederne også, at alle folk inden for en radius af ti kilometer fra vulkanen skal forlade stedet med det samme.

En embedsmand fortæller til nyhedsbureauet AFP, at der er frygt for, at et "betydeligt udbrud" kan være nærtforestående.

- Alarmberedskabet er hævet til det højeste niveau. Vi kan mærke konstante rystelser nu, siger vulkanekspert Gede Suantika, der arbejder for den indonesiske regering.

Grå askeskyer

Indonesiens katastrofemyndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindre eksplosioner ind i mellem kan høres 12 kilometer fra toppen af vulkanen. Samtidig stiger der grå askeskyer op.

- Flammerne er synlige om natten, hvilket indikerer, at et muligt udbrud kan ske når som helst, oplyser myndighederne i en erklæring.

Lørdagens udbrud resulterede i en større askesky end et tidligere udbrud, der fandt sted tirsdag i sidste uge.

Ifølge Indonesiens katastrofemyndigheder er omkring 25.000 mennesker allerede blevet evakueret fra området omkring vulkanen og flyttet til andre steder på øen.

Mandag morgen lokal tid oplyser de indonesiske katastrofemyndigheder yderligere, at den internationale lufthavn i byen Denpasar på Bali er blevet lukket som følge af vulkanen.

Lukningen vil vare i mindst 24 timer, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

Del af ildringen

Meldingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice lyder natten til mandag dansk tid, at ministeriets rejsevejledning for Indonesien, der senest blev ændret 8. november, fortsat er gældende.

Her står blandt andet, at rejsende bør følge de lokale myndigheders råd og forblive udenfor sikkerhedszonen.

Bali, der er kendt for sine strande og templer, er placeret i den såkaldte "ildring", der er et seismisk område, hvor vulkaner og jordskælv forekommer særligt hyppigt.

Agung, der er det højeste punkt på øen, befinder sig på Balis østlige side og har en højde på lidt over 3000 meter.

Sidste gang, vulkanen gik i udbrud, var i 1963. Dengang kostede udbruddet flere end 1000 mennesker livet.

/ritzau/