For omkring 4.000 år siden udåndede den sidste mammut på Wrangel-øen nord for Sibiriens østlige spids.

Aldrig mere skulle verden se de enorme uldne elefanter trave rundt i den arktiske tundra. Kæmpepattedyrenes æra var forbi.

Eller hvad?

Det, der adskilte mammutterne fra de elefanter, vi kender i dag, er stumper af DNA. Særlige gener, der gav dem pels og lange stødtænder - og evnen til at klare sig i Sibiriens barske miljø.

De gener er stadig bevaret i resterne efter døde mammutter, som i årtusinder har ligget nedfrosset i permafrosten.

Vi har også teknologien til at genskabe genomet fra andre dyrearter, som i stigende antal uddør på grund af menneskelig aktivitet.

Og nu har vi også værktøjet til at bringe dem til live igen.

Forskere kan nemlig bruge det revolutionerende genværktøj Crispr til at bringe mammutter, vandreduer, urokser, tasmanske tigre og et væld af andre uddøde dyr til live igen - og samtidigt hjælpe med at redde de mest truede dyr fra uddø.

Uddød due står først i rækken

Ben Novak er chefforsker for organisationen Revive & Restore, der arbejder på det, de kalder "de-extinction" - af-uddøen: Altså gendannelsen af uddøde arter.

Hans organisation vil gendanne en række forskellige arter fra uddøde præriefugle over ildere og til netop mammutten - som vi vender tilbage til.

Men den art, der er tættest på Ben Novaks hjerte, og tættest på at blive vækket til live igen, er den amerikanske vandredue, forklarer han via Skype fra en konference i New York.

- Vi er tæt på at kunne genoplive den. Teknologien er der til, at vi har fugle klar om syv år, hvis forskningen går op i en højere enhed. Men der er meget, der skal løses endnu, siger han.

Inden europæerne ankom til Nordamerika, var vandreduen den mest udbredte fugleart på kontinentet. Nybyggerne fortalte historier om flokke så store, at de bogstaveligt talt skyggede for Solen.

Der var milliarder af vandreduer. Men på få århundreder havde nybyggerne fældet skovene, duerne levede i, og jaget dyrene i en grad, så arten gik voldsomt tilbage.

Den sidste vandredue blev skudt i 1901.

Klipper og klistrer i dyrenes gener

Det, Ben Novak vil forsøge at redde vandreduen med, her 118 år efter dens uddøen, er genteknologien Crispr, der har revolutioneret genetikken på de kun seks år siden den blev opfundet.

Den gør det nemlig rørende let, billigt og hurtigt at kunne udskifte gener i DNA.

Crispr /Cas9 som er den fulde betegnelse, benytter et forsvarsværn, som bakterier har udviklet gennem millioner af år, der er i stand til at genkende DNA-stumper - gener - i andre organismer.

Med det særlige protein Cas9, der kan klippe og erstatte gener, er det muligt at klippe og klistre i DNA på en meget præcis og hurtig måde.

Det gør det muligt at lave kvæg uden horn, grise, som kan udvikle menneskelige nyrer, kornsorter, der kan overleve klimaforandringer og fjerne arvelige sygdomme fra mennesker.

Teknologien betyder også, at Ben Novak og hans kolleger kan tage de gener, der gjorde vandreduen til noget særligt, og sætte dem ind i nulevende duer - og på den måde få vandreduen til at genopstå fra de døde.

Første skridt er en lille flok båndduer i et hønsehus i Australien, som er forberedt til at modtage gener fra vandreduen.

- Crispr gør det her muligt. Ældre teknologier er ikke gode nok i den her skala, siger Ben Novak.

- Skal man arbejde med et enkelt gen; fint nok. Men skal man skalere til hundredevis af genetiske ændringer, er Crispr det eneste værktøj, der dur.

Tamme dyr er nemme - vilde er en anden historie

Men lige nu er udfordringen for Ben Novak og Restore & Revive ikke at klippe og klistre gener.

De skal finde ud af, hvordan de får båndduernes biologi til at acceptere de gendannede vandredue-fostre.

- Vi skal få reproduktionsteknologien til at virke. Det er ens i alle fugle. Men nogle detaljer skal på plads i noget, der ikke er en kylling, som det meste forskning jo er baseret på, siger han.

- Vi kender tamdyr, som køer og kyllinger, vildt godt. Vi har avlet på dem i årtusinder. Men andre dyr er meget sværere.

Når de sidste detaljer er på plads, regner Ben Novak med at skabe en mindre vandredueflok, som så skal udsættes og lære at leve i det miljø, som deres gener er tilpasset.

Og fordi deres surrogatmødre kommer fra forskellige bånddue-flokke, bør der ikke være problemer med indavl, forklarer han.

- Vi tager en masse forskellige båndduer og parrer dem sådan set med døde vandreduer, siger han.

- Vi laver moderne hybrider. Vi mennesker er jo selv hybrider, med nogle procent neandertal-gener i os.

Ifølge Ben Novak handler hele projektet om at se gendannelsen af nye arter som en forsinket naturbeskyttelse. For teknikken kan også bruges på arter, der næsten er uddøde.

Mammutten er svær at komme udenom

Af alle de uddøde dyrearter, som Ben Novak og hans hold har i kikkerten, er det måske mammutten, som er mest besnærende.

Forestillingen om at genskabe de kæmpestore dyr er dybt fascinerende.

Den verdenskendte professor ved Københavns Universitet Eske Willerslev er enig.

- Jeg er meget positiv indstillet overfor ideen, siger han.

- Du får noget, der både er nogle økonomiske muligheder i, og nogle muligheder for, at videnskabsfolk kan studere egenskaber, som er svære at blive kloge på.

- Jeg ville ikke have nogle problemer med at levere DNA til Crispr-forsøg på at genoplive sådan en art.

Han tror dog ikke, at det bliver muligt lige foreløbigt at lave en decideret mammut, ja, faktisk bliver det måske aldrig muligt.

- Jeg tror, det bliver noget af en udfordring at genskabe den nøjagtige genetiske kopi. Man er nok mere ude i at lave dyr, der har træk fra dyr, der er uddøde, siger han.

- Biologisk bliver det aldrig en mammut. Det er ikke en mammut, hvis det ikke er en mammut. Men det gør det ikke mindre interessant.

Eske Willerslev mener, videnskaben kan lære enormt meget af at observere adfærden hos de u-uddøde dyr.

Skal vi overhovedet genoplive uddøde arter?

Men er det grund nok til at genoplive arter, som mere eller mindre naturlig udvælgelse har luget fra?

Ben Novak svarer, uden at skulle tænke sig om et øjeblik, at det handler om naturbevarelse:

- Vores motivation er de samme som de sidste 200 års miljøforkæmpere. Vi vil bevare og genskabe økosystemer, siger han.

- Et økosystem har nogle fungerende dele, og forskelligartede økosystemer er mere tilpasningsdygtige i forhold til forandringer, for eksempel klimaforandringer.

Lettest at genoplive tidlige menneskearter

Men når teknologien gør det så relativt let at vække de uddøde til live igen, hvor går grænsen så? Er næste skridt at genskabe tidlige menneskearter?

Eske Willerslev er ikke i tvivl. Det kommer ikke til at ske. Han sætter grænsen ved mennesker.

- For mennesker sætter jeg en grænse. Der bør man være meget påpasselig. Også selvom jeg selvfølgelig gerne ville møde en denisova (En tidlig menneskeart som Eske Willerslev har været med til at opdage, red.), siger han.

- Det ville være fantastiskt at opleve. At se nogle af de mennesker i live, som vi har sekventeret. Vi ved ikke, hvordan de ser ud. Det ville være super interessant at se dem og deres mentale formåen.

- Videnskabeligt kunne vi lære sindssygt meget af det, men i nogle situationer er der noget, der er vigtigere end videnskaben.

En neandertalhjerne kunne lære os meget

Ben Novak forklarer, at det nemmeste overhovedet at genskabe, ville være tidlige menneskearter. Fordi mennesket er det dyr, vi kender allerbedst.

- Vi er ekstremt tætte på denisovaerne og neandertalerne rent genetisk. Og vi kan snart lave et helt neandertal-genom syntetisk, siger han.

- Diversitet er en god ting. Og at have en neandertal-hjerne, der kunne tænke, ville give os et helt nyt perspektiv på alting.

Men de etiske problemer er uoverstigelige. Vi taler ikke engang om dyrs rettigheder og om hvorvidt et dyr er bevidst eller ej. Vi ved, at tidlige mennesker var tænkende væsner, forklarer han.

- Indtil vi løser vores egne forskelle, er det svært at retfærdiggøre at genoplive en menneskeart.

- Men teknologisk ville det være let.

Dog, forklarer han, skal vi ikke være bange for, at nogen gør det hjemme i køkkenet.

Ben Novaks forsøg på at genoplive vandreduen kræver for eksempel stor ekspertise og et helt hold af forskere.

Men rejsen - og det komplicerede arbejde med at forsøge at genoplive arten - er det hele værd, forklarer han.

- Selvom vi er flere år væk fra at lykkes med det her, er videnskaben, vi benytter, og forskningen, vi producerer, faktisk banebrydende, siger han.

- Det kræver enormt store opdagelser at gøre det her.

Men hvornår får vi så Jurassic Park?

Ét spørgsmål er svært at få ud af hovedet.

Får vi endelig lov til at besøge Jurassic Park, som mange af os har drømt om siden 90'ernes første film om genskabte dinosaurer?

Nej, er det umiddelbare svar. For genoplivningen kræver DNA. Og det kan - indtil videre - ikke overleve mere end omkring en million år - og dinosaurerne uddøde for mange millioner år siden.

Men Eske Willerslev åbner alligevel en dør på klem.

- I øjeblikket er dinosaurerne udelukkede. Der skal være biomolekyler bevaret, som man kan kortlægge, og dem har vi ikke, siger han.

- Men man skal huske, at for bare ti år siden sagde man, at det ville være umuligt at kortlægge genomet for en 700.000 år gammel hest. Og det har vi gjort i dag.

- Så jeg skal ikke sige, at det ikke kommer til at ske. Lige nu virker det far fetched med dinosaurerne. Men vi har protein-rester fra dengang, som man måske godt kan komme meget længere tilbage med.

Selvom Crispr i hvert fald ikke lige nu genopliver dinosaurerne via indsamlet DNA, er der dog håb.

Palæontologen Jack Horner, der var inspirationen bag dinosaur-eksperten Grant i Jurassic Park, arbejder på at genskabe dinosaurerne ved at tænde for dinosaur-gener, der ligger i dvale i fugle.

Mammutten er kun få år væk

Men mens vi venter på dinosaur-kyllingen, tager vi det næstbedste: Mammutten.

Og den er måske ikke langt væk.

I 2017 forudsagde de-extinctions gudfader Dr. George Church fra MIT, at den først gendannede mammut ville være klar om to år.

Ifølge Ben Novak, er det måske lidt for optimistisk - og tyder på, at George Church måske er blevet misforstået.

- En elefant er to år om bare at nedkomme, så der går nok noget længere tid, siger han.

- Men i min seneste videnskabelige artikel og i den bog, jeg arbejder på, skriver jeg, at de (George Churchs hold, red.) måske allerede har mammutter i deres petriskåle. I hvert fald arbejder de lige nu på at skabe en kunstig livmoder, så de kan undgå at bruge rigtige elefanter.

- Så om ti til 20 år?

Spørgsmålet er så, om det Sibirien, mammutterne er specialiseret til at leve i, stadig findes til den tid, eller om den globale opvarmning sørger for, at mammutterne genoplives lige i tide til at kunne nå at uddø én gang til.