Kroppen er slatten, kvalmen presser på, og hovedet er ved at eksplodere.
Nytårsaften er for mange en god undskyldning for at drikke sig fuld og få en ordentlig brandert på. Og det kan ende med bankende tømmermænd dagen derpå.
Vil du helt undgå den dunkende hovedpine, er det bedste råd selvfølgelig at holde sig langt væk fra alkoholen. Men hvis du alligevel hælder noget indenbords, så får du her nogle råd til, hvordan du dulmer ubehaget dagen efter.
Forebyg tømmermændene
Tømmermænd føles forskellige fra person til person, og det er ofte individuelt, hvad folk synes hjælper og ikke hjælper. Mekanismerne bag tømmermænd er desuden omdiskuteret blandt forskere.
Ifølge professor ved Aalborg Universitet Torben Moos, der forsker i hjernens struktur og funktion, er det bedst at gribe ind aftenen før - altså inden du går i seng. På den måde kan du forebygge nogle af smerterne.
1. Drik masser af vand
Alkohol har en vanddrivende effekt, og du tisser ofte mere. Derfor mister du mere væske, end kroppen kan undvære. Samtidig mister du også salt sammen med væsken.
- Du skal gardere dig mod væskemanglen og saltmanglen. Derfor er det en god idé at drikke vand samtidig med, at du drikker alkohol, siger Torben Moos.
Han mener, du eventuelt kan supplere med noget saltet mad for at gøre op med manglen på salt.
2. Hold dig til lys alkohol
Under nedbrydningen af alkohol dannes der giftstoffer i kroppen. Det kan være med til at give kvalme og hovedpine.
Mørk alkohol som rødvin og whisky indeholder ofte flere stoffer, som kroppen skal nedbryde. Udover ethanol har mørk alkohol fx en høj koncentration af methanol - også kendt som træsprit.
- Der er ikke lavet mange videnskabelige undersøgelser omkring det. Men noget tyder på, at det er bedst med lys alkohol, siger Janne Schurmann Tolstrup, professor på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.
- Men derfor kan du stadig få en voldsom hovedpine af fx gin og tequila, understreger hun.
I et studie fra Brown University i USA har forskere testet lys og mørk alkohol på studerende i alderen 21 til 33 år. Nogle fik mørk bourbon whisky, mens andre fik vodka.
Det viste sig, at den gruppe, der drak vodka, havde det mindre fysisk dårligt dagen efter end den gruppe, der drak whisky.
3. Snup et par hovedpinepiller
Udover at drikke masser af vand kan det være en god idé at nappe et par Panodiler eller andre typer af hovedpinepiller, inden du går i seng.
- Hvis man tager pillerne, inden skaden tager fat, så forebygger man egentlig udviklingen af tømmermændene, siger professor Torben Moos.
Der findes flere forskellige typer piller på markedet, og effekten kan være forskellig. Men generelt kan hovedpinepiller hjælpe på smerterne.
- Det er sådan set noget af det, vi er mest sikre på, har en effekt, tilføjer Janne Schurmann Tolstrup.
Dagen derpå
For nogle står selve tømmermændsdagen på pizza, cola og film i sofaen.
Og selvom junkfood er usundt, kan det ifølge professor Torben Moos godt hjælpe på tømmermændene. Der er nemlig meget salt i.
- Det kan hjælpe på saltunderskuddet. Og pommes frites skal man ikke kimse af. Mange fortrækker nemlig at tage meget salt på dem, siger han
Cola kan desuden hjælpe på væskeunderskuddet, men Torben Moos anbefaler dog generelt, at man drikker vand.
Derudover er det ifølge Torben Moos en god idé at fortsætte med at tage smertestillende. I den forbindelse er der mange, der ofte snakker om den såkaldte reparationsbajer. Og her kan der godt være noget om snakken.
- Det er i hvert fald en god idé at forsøge at lindre sit ubehag. Og hvis nogen har glæde af at tage en smule alkohol, som jo bedøver, så kan det være et alternativ til hovedpinepillen, siger Torben Moos.
- Men det forværrer jo stadig salt- og væskeproblemet. Så det vil helt klart være bedre at tage hovedpinepiller, fortsætter Torben Moos.
Andre råd, der måske hjælper
- •
Undgå rygning, mens du drikker Der er muligvis en sammenhæng mellem tømmermænd og rygning. Et tidligere studie fra Brown University viser, at personer, der både drikker ig fulde og samtidig ryger cigaretter, har dobbelt så høj risiko for at få tømmermænd, som personer, der drikker alkohol uden at ryge samtidig. Forskerne har ikke fundet frem til, hvorfor der er en forskel. Men det hænger muligvis sammen med, at du får flere giftstoffer ind, som skal nedbrydes, når du også ryger.
- •
Sov længe Når du har tømmermænd, er du også ofte træt og har svært ved at koncentrere dig. Alkohol forstyrrer din normale søvnrytme, hvilket betyder, at drømmesøvnen (den såkaldte REM-søvn) bliver forkortet. Desuden får du ofte mindre søvn, fordi du kommer senere i seng.