Da den store asteroide for 66 millioner år siden slog ned i Mexico og dannede Chicxulub-krateret, blev det vendepunktet for Jordens historie.
Dinosaurerne uddøde, siden kom pattedyrene til, og endnu senere begyndte menneskets regeringstid på Jorden.
Nu har forskere fra Potsdam Institute for Climate Impact Research (PIK) i Tyskland rekonstrueret, hvordan asteroidenedslaget blokerede for sollyset i flere år og på den måde fik stor indflydelse på livet på Jorden.
Fx faldt den gennemsnitlige årlige temperatur på vores planet til under frysepunktet i de første tre år efter nedslaget, skriver instituttet i en pressemeddelelse.
Svovlpartikler blokerede for solens lys
Tidligere har forskerne ment, at askeskyen bar hovedårsagen til massedøden.
Men tyskerne har benyttet en klimamodel-simulering, der viser, hvordan svovlbærende gasser fordampede ved nedslaget og samlede sig til bittesmå dråber af svovlsyre - sulfat aerosoler - højt oppe i luften, så de blokerede for solen.
Det var i stedet dét, der fik planterne til at dø, og døden til at brede sig gennem fødekæden, mener forskerne.
Se Stefan Fuchs og Thomas Nockes video med computersimuleringen øverst i artiklen.
Det tog kloden 30 år at komme sig
Med det samme faldt temperaturen nemlig drastisk, og det medførte en langvarig nedkøling.
Den årlige, globale gennemsnitlige overfladetemperatur faldt med mindst 26 grader Celsius, og den gennemsnitlige temperatur på kloden lå under frysepunktet i cirka tre år.
Imens udvidede iskapperne ved polerne sig meget. Selv i troperne gik årsmiddeltemperatur fra 27 grader til blot 5 grader, og det tog klimaet cirka 30 år at komme sig.
- Den langsigtede afkøling forårsaget af sulfat-aerosoler var meget mere vigtigt for masseudryddelse end det støv, der forbliver i atmosfæren i relativt kort tid. Det var også vigtigere end lokale begivenheder som den ekstreme varme tæt på nedslaget, skovbrande og tsunamier, siger Georg Feulner, der leder forskerholdet på PIK.
Forstyrrede havstrømme kunne også dræbe
Ydermere kan nedslaget have forstyrret havstrømmene, og det kan også have været en dræbermekanisme.
Da overfladevandet blev nedkølet, blev det tættere og tungere, og vandmasserne sank i dybet. Det pressede varmere vand opad samtidig med, at det transporterede mange næringsstoffer med sig.
Det har formentlig fået algevæksten til at eksplodere tæt på kysterne og fået giftige stoffer til at udvikle sig, så det også har forstyrret havenes økosystemer. Det kan have ført til udryddelse af mange arter - herunder blækspruttearten Ammoniter, der forsvandt efter kridttiden.
Forskningsresultatet er netop blevet offentliggjort i Geophysical Research Letters.