Klimaforandringer kan betyde mere turbulens på flyveturen

Jetstrømmen i det nordlige atlanterhav flytter sig efter alt at dømme. Og det kan give flypassagerer store rystetur i fremtiden, viser ny forskning.

På fremtidens flyveture må du måske oftere klamre dig til armlænene under kraftig turbulens. (Foto: © David R. Frazier)

Forestil dig at du sidder i et fly 11 kilometer oppe i luften, du er måske på vej fra København til Tenerife, men så sker det, du har frygtet. Flyet begynder at hoppe, nødlysene tændes og du skal stramme selen. Du og flyet er røget ind i turbulens.

Er du en af dem, der ikke kan lide den slags, bør du nok ikke fortsætte med at læse, for det bliver meget værre i fremtiden.

- Turbulens forøges over hele kloden, på alle årstider og ved flere forskellige flyvehøjder. Det her problem bliver kun værre i takt med at klimaet forandres. Vores undersøgelser viser vigtigheden af forbedrede forudsigelser af turbulens, som kan reducere risikoen for passagererne, og prisen for luftfartsselskaberne, siger Dr Paul Williams, Professor i atmosfæreforskning ved Reading University i en pressemeddelelse.

Ny forskning viser nemlig, at klimaforandringerne måske har skubbet til den såkaldte nordatlantiske jetstrøm - og det kan give mere turbulens på de ruter vi bruger mest.

Forskningen er offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Geophysical Research Letters.

Computere simulerer jetstrømmene

Normalt kan turbulens på flyruten kan ikke forudses af piloterne eller opdages af radaren ombord, da det er kraftige og usynlige vinde, der nærmest minder om floder af vind i de højere luftlag.

Men turbulensen kan nogle gange forudsige af computere, der kan simulere hvordan de her jetstrømme bevæger sig over tid.

Forskergruppen, fra blandt andet Reading University, har ved hjælp af den slags klimasimulationer og modeller forudset, hvordan flyveturen over Atlanten kommer til at være i fremtiden.

Og det kan gå hen og blive en hård omgang.

Kiggede på fortidens vejr

Ved at sammenligne modellernes information om klimaet før den industrielle revolution, hvor vi mennesker for alvor begyndte at påvirke klimaet, med fremtidens klima, viste det sig, at jetstrømmene generelt bliver kraftigere.

Det gør de, fordi den lodrette vind, som findes i de lavere luftlag ændrer sig. Den lodrette vind påvirkes af drivhusgasser og bliver hurtigere. Derfor bliver jetstrømmene i de øvre atmosfæriske lag generelt kraftigere - og vi får mere turbulens på flyveturen.

Flyruterne over Nordatlanten er nogle af de mest travle på kloden, med over 300 flyafgange hver dag. Og det er netop Nordatlanten, der bliver hårdest ramt af den kraftigere turbulens, viser forskningen.

Så planlægger du en flyrejse til USA i fremtiden, kan du risikere, at turbulensen bliver op til dobbelt så voldsom i fremtiden.

Men bare rolig du behøver ikke afbestille din flyrejse lige nu, forskernes simulationer gælder først fra år 2050.