I nat skrev Kina rumhistorie. Det skete, da den kinesiske sonde Chang’e-4 placerede sine ben på Månens kuperede bagside, hvor ingen nation nogensinde før er landet.

Lektor i Astrofysik og Planetforskning på Niels Bohr Instituttet, Kjartan Kinch, er begejstret.

- Jeg synes, at Månen har været underprioriteret i mange år, og den er et logisk valg for kineserne, siger han.

Kina er nemlig for alvor gået ind i sin rumalder. Historisk set har amerikanerne og russerne haft fører-rumdragterne på, men de senere år har kineserne gjort meget ud af at etablere sig som rummagt. Og Kinas fokus er på Månen.

- Der er ingen tvivl om, at det her er forberedelse til en bemandet mission til Månen. Kina tester sin teknologi af og øver sig blandt andet i at navigere, lande og kommunikere, siger Kjartan Kinch.

Hvornår de første kinesere kommer til at sætte deres ben i månestøvet, er endnu uklart, men de kinesiske myndigheder har ikke lagt skjul på, at det er landets ambition.

Bagside ser helt anderledes ud

Populært kaldes Månens bagside også “den mørke side”. Det skyldes, at vi ikke kan se den her fra Jorden.

Men vi ved, at den ser anderledes ud, for der er taget flere billeder af den i tidernes løb. Den er blandt andet mere kuperet, men den har til gengæld ikke de enorme, mørke månesletter, som vi her på Jorden kan se på forsiden.

Det kuperede terræn gør det vanskeligere at lande på bagsiden end på forsiden, men det lykkedes altså Chang’e-4 at få sine fire ben solidt placeret på den relativt flade bund af Von Kármán-krateret på den sydlige pol.

Her skal sonden med tilhørende rover studere de geologiske forhold. Først og fremmest hvordan bagsiden ser ud, og hvad den består af.

Tester om frø og æg kan vokse

Om bord på Chang’e-4 er også flere kameraer og instrumenter fra en række andre lande. Blandt andet et svensk analyseinstrument, som skal gøre forskerne klogere på, hvordan solvind interagerer med Månen.

Med sig har kineserne også taget et lille biosfære-eksperiment i form af en cylinder, der indeholder kartoffelfrø, plantefrø og æg fra arten Ægte Silkesommerfugl.

Ideen er at teste, om de kan vokse i et lukket miljø med ilt, vand og næring uden for Jorden. For skal man en dag bygge en måne- eller marsbase er det en ganske god idé at kunne dyrke mad på stedet.

Månen kan lære os mere om Solsystemets dannelse

Set med rumfartsbriller havde Månen sin storhedstid i 1960’erne og 1970’erne. Siden er der kommet mere fokus på missioner længere ude i rummet. Især Mars har de senere år været et hot landingssted for sonder.

Kjartan Kinch vil gerne have mere fokus på Månen igen.

- Den er lige der. Ganske tæt på os i forhold til Mars. Og vi kan lære meget mere om rummet fra den. Både teknologisk og videnskabeligt, siger han.

Månen er en god øvelsesplatform i forhold til at teste teknologien til fremtidens bemandede missioner. Blandt andet til Mars.

Ifølge Kjartan Kinch er den også en oplagt mellemstation, fordi det er langt billigere at sende raketter til Mars fra Månen, end det er fra Jorden. Og så tror han ikke, at der går længe, før vi kommer til at se en månebase.

- Måske 10 år. Plus minus, siger han.

Månen kan også lære os meget mere om Solsystemets historie. I modsætning til Jorden har den nemlig ikke ændret sig særlig meget, siden den blev dannet.

Kina åbner op for internationalt samarbejde

Selvom Kina i dag har et velfungerende rumprogram, er nationen ikke en del af partnerskabet omkring den Internationale Rumstation, som blandt andet Danmark er under ESA.

Faktisk har Kina stort set været koblet fra internationalt samarbejde. Men der kan måske være ved at ske et skifte. For ombord på Chang’e er teknologi fra både Sverige, Tyskland, Holland og Saudi-Arabien.

- Det er ikke normalt, at kineserne har missioner med fra andre, som vi normalt ser, at fx ESA eller Nasa har. Jeg ser det som signal om, at kineserne gerne vil hæve sin status som en rumnation og et land, som gerne vil samarbejde, siger Kjartan Kinch.

Og samarbejde bliver der brug for, hvis der skal bygges en månebase. Det har vi tidligere talt med institutdirektør på DTU Space Kristian Pedersen om.

For det første er det nemlig meget dyrt. Og for det andet er man nødt til at samarbejde om den nødvendige viden og infrastruktur for at kunne opbygge en månebase og holde folk i live deroppe.

- Det bliver ganske givet ikke nemt at enes om politisk, men jeg har svært ved at se, at noget land skulle have ressourcerne til at gøre det alene, sagde Kristian Pedersen i maj 2017.