Hvis du synes, at flysæder er små og trange, så bare vent til du kommer ud på flyets toilet. Her skal du virkelig klemme balderne sammen.
Og i fremtiden bliver toiletpladsen endda endnu mere indsnævret.
De amerikanske flyselskaber er begyndt at installere nye typer af flytoiletter, hvor du har langt mindre plads at bevæge dig rundt på. Alt krymper. Også størrelsen på for eksempel håndvasken og selve toilettet.
Det er en tendens, som også snart vil ramme de europæiske flytoiletter. Og det skyldes den hårde konkurrence mellem flyselskaberne. For det handler om plads og kostbare centimeter.
- Det kan være helt afgørende at klemme en ekstra række sæder ind ved for eksempel at justere på størrelsen af toilettet, siger Ole Kirchert Christensen, der er ansvarshavende chefredaktør på luftfartsmediet check-in.dk.
En analytiker fra Tronos Aviation Consulting siger til Bloomberg, at et selskab som American Airlines, der er verdens største flyselskab, kan tjene cirka 2,5 millioner kroner om året per sæde, som kan stoppes ind i et fly.
Det mest irriterende på flyveturen
Så hvis du vil have en billig flyvetur til London for at shoppe, må du også finde dig i de skabslignende toiletforhold.
- Det er en tendens, som vi ser i den ende af markedet, hvor man sælger lavprisbilletter, og hvor folk kender vilkårene og bare vil have den rene transport. Så det finder man sig i, siger Ole Kirchert Christensen.
Noget forskning tyder også på, at der er andre ting, som irriterer os langt mere ved flyveturen. Det er først og fremmest sædets komfort, benplads, underholdningen ombord, temperatur, støj og service. Og først langt nede på listen kommer størrelsen på toiletterne.
- Når man taler om korte- og mellemdistancefly, så betragter mange passagerer det som et nødtoilet, hvor det ikke som på langdistancefly, er et sted, hvor man skal skifte tøj og friske sig op, siger Ole Kirchert Christensen.
Valnøddetræ på første klasse
Men uanset flytype og rejsens længde er det ikke alle toiletter på flyet, der er lige store. Hvis du rejser med et selskab og på en flytype, hvor der er også er første klasse og business, så er der helt andre forhold. Her er tendensen den modsatte af lavprisbiletterne. Her vokser størrelsen på toiletterne.
- I den modsatte ende af skalaen ser man selskaber som for eksempel Emirates, der har Airbus A380, hvor toiletterne nærmest er en balsal med brusebad og masser af plads. De henvender sig til et andet segment med erhvervslivets topchefer, der gerne vil rejse bekvemt og have et bad og få en ny skjorte på, inden de når destinationen, siger Ole Kirchert Christensen.
Emirates bruger i øvrigt valnøddetræ og marmor på deres førsteklassestoiletter.
Du må ikke hygge på toilettet
Men ud over konkurrence og økonomi er der også andre grunde til mikrotoiletterne. Det er nemlig ikke meningen, at du skal hygge dig, når du går på økonomiklassens flytoiletter deroppe i luften.
- Der er også noget psykologisk i det. Flyproducenterne laver - efter selskabernes ønske - toiletterne i en størrelse, så man ikke har lyst til at være der i for lang tid. Der kan nemlig hurtigt blive kø, hvis folk bruger for lang tid derinde, siger Ole Kirchert Christensen.
Det er irriterende for de andre passagerer. Og det gør det svært for kabinepersonalet at arbejde og for eksempel køre med vognen gennem midtergangen.
- Så jo mere trangt og mindre bekvemt toilettet er, jo bedre er det for flyselseskabet, siger Ole Kirchert Christensen.
Ingen øl og vin
Men hvordan var toiletterne så tidligere?
Alting var jo som bekendt bedre i gamle dage. Dengang fik man selv på korte flyveture både mad og drikke. Men i dag koster det penge at få sig et glas vin eller en øl, og det er en udgift, som mange af passagerne sparer væk. Derfor er der heller ikke det samme behov for toiletter som tidligere.
- Toiletterne var ikke meget større i gamle dage. Men ti centimeter i bredden kan også mærkes. Det er meget. Hvis man ændrer for eksempel sædeafstanden med bare to centimeter, så er det rigtigt, rigtigt meget. For noget, der er trangt i forvejen, så opleves det som ekstra trangt, siger Ole Kirchert Christensen.