Stevan Popov sidder klar i cockpittet på Boeing-flyet med påskriften Yugoslav Airlines.

De tre vandrette striber med farverne fra det jugoslaviske flag – blå, hvid, rød – står skarpt lige over vingen på det sølvgrå skrog, der glimrer i den stærke junisol over Arlanda-lufthavnen ved Stockholm.

Piloten er i al hast fløjet fra Beograd til Stockholm for at hente det jugoslaviske fodboldlandshold, der er taget til Sverige for at spille med om medaljer ved europamesterskaberne anno 1992.

Ni dage før kick-off til den første kamp den 11. juni mod England er jugoslaverne på vej tilbage mod Beograd, fordi FN-sanktioner forbyder dem at spille med i turneringen.

Spillerne er knuste og flere af dem har svært ved at forstå, at EM-eventyret aldrig kom i gang.

Luftkaptajn Popov er en erfaren krigspilot. Han har fået 24 timer til at få landsholdet sikkert hjem, inden det internationale samfund smækker dørene i til resterne af det borgerkrigshærgede Jugoslavien, og delegationen strander i Stockholm.

Men flyets tank er halvtom, og det britiskejede olieselskab BP er allerede underlagt sanktionerne mod det tidligere Jugoslavien, så de vil ikke fylde det op.

- Bare rolig. Jeg flyver alligevel, og så må jeg lande på en motorvej i Rumænien, siger Stevan Popov over flyets højttaleranlæg, mens sekunderne lige så stille tikker frem mod hans deadline.

Søndag er det 25 år siden, jugoslaverne skulle have spillet den første kamp ved europamesterskaberne i 1992.

Det kom de som bekendt ikke til.

Dette er historien om bagsiden af dansk fodbolds største triumf nogensinde.

Borgerkrigen i Jugoslavien bryder for alvor ud i juni 1991, da Kroatien og Slovenien erklærer sig selvstændige.

Det vil den jugoslaviske hær ikke tillade, og anført af den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der senere bliver sigtet for krigsforbrydelser, kaster landet sig ind i en krig med udbryderstaterne.

I løbet af det næste år erklærer republik efter republik sig uafhængige og bryder ud af Jugoslavien én efter én, og til sidst består Jugoslavien kun af Serbien og Montenegro og får det nye navn Den Føderale Republik Jugoslavien.

Krigen i Jugoslavien bliver et blodbad, som Europa ikke har set magen til siden Anden Verdenskrig.

Blandt andet slagter serbiske militser over 200 overvejende kroater i byen Vukovar i november 1991.

Massakren er blot én af de uhyrligheder, der får det internationale samfund til at fordømme krigshandlingerne, og de mange civile tab, de har ført med sig i Jugoslavien.

Der bliver talt om sanktioner, der udover politiske og økonomiske konsekvenser også kan få betydning for store sportsbegivenheder.

Det vil i så fald betyde, at fodboldholdet ikke kan stille op ved EM i Sverige.

Sker det, vil Danmark som toer i Jugoslaviens kvalifikationsgruppe være en naturlig afløser, lyder meldingen fra det europæiske fodboldforbund Uefa i slutningen af 1991.

Over det næste halve år kommer der flere tilkendegivelser om sanktioner og mulig dansk deltagelse i EM-turneringen på jugoslavernes bekostning. Men uden at der bliver taget nogle konkrete beslutninger.

Kort før EM-slutrundens begynder, har borgerkrigen i Jugoslavien kostet 10.000 mennesker livet og drevet 1,5 millioner på flugt.

Det internationale samfund er på stikkerne, men det jugoslaviske landshold skal stadig spille ved EM.

Holdet flyver derfor til Sverige den 28. maj 1992.

De er taget til Sverige syv dage tidligere end planlagt for at vise omverdenen, at de er klar til at spille fodbold og ikke interesserer sig for politik.

Det forklarer Dejan Savicevic, der var en af holdets profiler, 25 år efter.

Han følger også med i medierne og kender til truslerne om boykot. Men han har svært ved at tro på, at det vil ske. Det vil trods alt være første gang nogensinde, at et hold bliver smidt ud på grund af politiske sanktioner.

Samme dag, som jugoslaverne lander, siger Uefa’s præsident, svenskeren Lennart Johansson, da også til svensk radio, at jugoslaverne skal spille helt som planlagt.

Dagen før har Uefa-bossen dog ringet og spurgt DBU’s generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, hvor hurtigt, Danmark kan få et hold klar til turneringen.

Og hjemme i Danmark er Dansk Tipstjeneste allerede i gang med at trykke tipskuponer, hvor Danmark står som deltager i stedet for Jugoslavien.

Det hold, der er landet i Sverige, er ikke det stærke hold, der strøg igennem EM-kvalifikationen med den andenhøjeste pointhøst i alle grupperne.

Før borgerkrigen er Jugoslavien et af verdens bedste hold, der kun venter på at bevise sig selv.

Mange af spillerne var med på det ungdomshold, der vandt guld ved U-20 VM i 1987. Og til daglig spiller flere af dem sammen på klubholdet Røde Stjerne Beograd, der i 1991 vinder europacuppen for mesterhold.

Men da krigen begynder, smuldrer holdet.

Spillerne er faldet fra én efter én, efterhånden som Jugoslavien er gået i opløsning, og især de meget stærke kroatiske spillere, der dominerede holdet i starten af kvalifikationen, glimrer ved deres fravær.

Kort før EM meddeler landstræner Ivica Osim, at han bliver hjemme, fordi han ikke længere kan forene sin samvittighed med at være landstræner for et land, hvis repræsentanter sønderbomber hans hjemby, Sarajevo i Bosnien.

Og blot to dage før afrejsen trækker den mest scorende fodboldspiller i hele Europa, makedoneren Darko Pancev, også stikket.

Til sidst er holdet, der i kvalifikationen udspillede Danmark i Københavns Idrætspark, spredt for alle vinde:

På trods af mandefaldet, er det en stærk trup, hovedsagligt bestående af serbere og montenegrinere, som Jugoslavien sender til EM.

Truppen tæller stjernespillere som fodboldkendere vil nikke genkendende til: Dragan Stojkovic, Sinisa Mihajlovic, Dejan Savićević og Pedrag Mijatović.

Den nyslåede landstræner, serberen Ivan Cabrinovic, tror derfor på medaljer og en sejr i åbningskampen imod England 11. juni.

Men det er svært for Ivan Cabrinovic og spillerne at koncentrere sig om fodbold, for allerede ved ankomsten til Sverige bliver de indhentet af virkeligheden fra det hærgede hjemland.

Delegationen har udset sig hotel Saltsjöbad i Ystad som sit hjem i Sverige, men det går ikke, vurderer det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, da der ikke langt fra hotellet ligger der en asyllejr med flere hundrede flygtninge – heriblandt bosniske muslimer og kroater – der er undsluppet den jugoslaviske hær og de serbiske militser.

SÄPO modtager derudover trusler mod det jugoslaviske EM-hold, der primært består af serbere og montenegrinere.

Af frygt for sammenstød mellem flygtninge og fodboldspillere vælger politiet at flytte træningslejren til Hotel Moskogen i Leksand.

En lille by omringet af skov med omkring 6.000 indbyggere og næsten 700 kilometer fra Malmø, hvor holdets første kamp skal spilles.

De cirka 25.000 kroater, der er bosat i Sverige, gør situationen endnu mere højspændt, og SÄPO sætter cirka 100 betjente på opgaven med at passe på jugoslaverne, hvis træningslejr bliver indhegnet af pigtråd.

- Vi var omringet af betjente i sorte uniformer med hunde, der var mere glubske end ulve, husker Ivan Cabrinovic.

Uden for hegnet tager spekulationerne om en udelukkelse af det jugoslaviske landshold til i takt med, at bomberne falder over især Sarajevo.

Den 27. maj slår en mortérgranat ned i en kø til et supermarked og dræber 20 civile. Billederne af sårede, der kravler rundt i blod fra dem selv og de andre ofre, går verden rundt og får bægret til at flyde over for blandt andre den britiske premierminister, John Major.

Han argumenterer – ligesom en række andre statsledere – for hårde handelssanktioner mod Jugoslavien.

Premierministeren mener, at England skal boykotte sin åbningskamp ved EM mod det borgerkrigsramte land.

Den danske udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen (V), har været forsigtig med udmeldinger om en eventuel sportslig boykot.

Men han tager nu også bladet fra munden og siger, at de ansvarlige for de mange tabte liv i Jugoslavien bør udelukkes fra sportslige begivenheder.

Og sådan bliver det.

Den 30. maj træder Sir David Hannay ud fra FN’s Sikkerhedsråds mødelokale i New York.

Bag døren har den britiske FN-ambassadør sammen med de andre medlemmer af rådet talt om uhyrlighederne i Jugoslavien og vendt flere forskellige sanktionsmuligheder. 13 af medlemmerne bliver enige om det skrappeste sæt sanktioner, med sportslige konsekvenser.

Resolutionen får nummer 757 og ligner i udformning FN’s reaktion over for den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein, da han i 1990 invaderede Kuwait.

Sanktionerne er rettet mod Serbien og Montenegro, der nu udgør Jugoslavien, og med bomber forsøger at holde sammen på stumperne af landet.

Resolutionens afsnit 7b dikterer, at alle FN-lande skal ”tage de nødvendige skridt for at forhindre personer eller grupper fra Den Føderale Republik Jugoslavien (Serbien og Montenegro) at deltage i sportsbegivenheder på medlemslandenes territorium”.

Manden, der skal eksekvere FN’s sanktioner over for det jugoslaviske landshold, er Uefa’s svenske præsident Lennart Johansson.

Han føler sig fanget i et politisk spil, der ikke har noget at gøre med det sportsarrangement, han står i spidsen for. Og han føler sig nu tvunget til at smide et jugoslavisk hold hjem, som har kvalificeret sig og glæder sig til at spille turneringen.

Han har set frem til det EM, som han selv har været med til at skaffe til landet, men i dag 25 år efter, husker han tilbage på det som et 14 dage langt mareridt, hvor han blev syndebuk i et internationalt politisk spil.

- Jeg var ikke begejstret for, at jugoslaverne blev udelukket, men hvad kunne jeg gøre? Vi er en del af FN, så der var ikke op til mig at beslutte. Vi kunne ikke arrangere en turnering med modstand fra FN, siger Lennart Johansson, der tidligere i forløbet havde efterlyst en klarere politisk tilkendegivelse fra sin statsminister Carl Bildt.

Lennart Johansson bliver for nogle jugoslavere personificeringen af det, de betragter som en uretfærdig udelukkelse af det jugoslaviske landshold.

Den høje og kraftige svensker får dødstrusler, blandt andet i breve, hvor der står; ”du skal dø, dit fede svin”, og svensk politi må sørge for, at sikkerhedsvagter passer på Uefa-præsidenten under hele EM-slutrunden.

I hjemlandet er folk heller ikke tilfredse med beslutningen. Både fodboldspillere og fans kalder det en kæmpe skandale og en utidig sammenblanding af sport og politik.

Nyheden om jugoslavernes exit lander i træningslejren på Hotel Moskogen, inden Lennart Johansson får formidlet den af de officielle veje.

Formelt er det præsidenten for Jugoslaviens fodboldforbund, Milan Miljanic, der skal underrette spillerne. Men da han når så langt, er nyheden med Dejan Savicevic’ ord allerede overalt i medierne.

Ifølge den jugoslaviske landstræner, Ivan Cabrinovic, var der begravelsesstemning i lejren.

Spillerne var lukket inde bag pigtrådshegn, næsten ingen sagde noget, og mange havde svært ved at sove og sad ude foran deres bungalow til langt ud på natten.

På det her tidspunkt vidste de ikke, at hjemturen ville føje et nyt kapitel til deres tragedie.

Tilbage i lufthavnen i Arlanda den 2. juni 1992 er tiden ved at rinde ud for Stevan Popov.

Luftkaptajnen har personligt været i kontakt med FN’s generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, og fået et vindue på 24 timer til at hente landsholdet hjem. Det hævdede han i hvert fald selv i 2015 til den serbiske avis BLIC.

Samtidig er luftrummet ved at lukke for jugoslaviske fly over hele Europa, så delegationen risikerer at strande i Sverige, hvis de ikke snart får luft under vingerne.

Stemningen er både hadsk og aggressiv, husker Lars-Christer Olsson, der er organisationschef for EM i Sverige. Han er i lufthavnen den dag med den jugoslaviske ambassadør i Sverige, Zlatan Kikic, der også skal hjem sammen med ambassade-personalet.

Jugoslaverne opfattede sanktionerne som en fejl, og som repræsentanten til stede fik Lars-Christer Olsson møgfaldet.

Da britiske BP nægter at tanke det jugoslaviske fly, spiller Stevan Popov højt spil.

Luftkaptajnen varmer Boeing-motorerne op og lader Arlanda-personalet tro, at han har tænkt sig at lette uden brændstof nok til at nå hjem til Beograd.

Manøvren skaber opmærksomhed, og der starter en forhandling, hvor den jugoslaviske ambassadør blander sig. Svenskerne tøver stadig med at fylde brændstof på, da de er bange for aldrig at få betaling fra et fodboldforbund og et land på vej mod opløsning.

Det lykkes Zlatan Kikic at fremskaffe 2.000 amerikanske dollars i kontanter, og det norske olieselskab Statoil træder til og leverer brændstoffet.

Klokken 20:25 - seks timer senere end planlagt - letter flyet .

Stevan Popov havde forinden opnået status af folkehelt ved at flyve op mod 40.000 civile og sårede uanset etnisk oprindelse ud af Sarajevo og væk fra bombardementerne.

Derfor er det ham, som Milan Miljanic beder om at styre delegationen uden om FN-sanktioner og hjem til Beograd.

Og Miljanic får brug for Popovs mod.

Luftkaptajnen fortæller selv, at han fløj under radaren igennem Ukraine for at undgå at blive tvunget til landing.

Kort før midnat den 2. juni 1992 sætter Stevan Popov flyet på landingsbanen i Beograd.

Det viser sig at blive det sidste jugoslaviske passagerfly fra Stockholm til Beograd i tre et halvt år. Og en afsked med resterne af det bedste landshold, som verden aldrig så.

Få dage senere sejler det danske landshold til Sverige, overtager jugoslavernes værelser på hotel Saltsjöbad og løfter EM-trofæet i Göteborg den 26. juni.

De jugoslaviske spillere kom hjem til et land, der var godt på vej mod opløsning.

Blodbadet fortsatte med blandt andet Srebenica-massakren i 1995, der bliver betragtet som det største drab på en befolkningsgruppe i Europa siden Anden Verdenskrig.

Cirka 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge blev dræbt.

De væbnede kampe i Jugoslavien sluttede først i 2001.

I dag er det tidligere Jugoslavien delt op i syv lande: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Makedonien og Kosovo.

Sidstnævnte er dog aldrig blevet anerkendt af FN.

Resterne af fodboldholdet ’Jugoslavien’ fortsatte efter EM-slutrunden og deltog blandt andet ved VM i Frankrig i 1998 som den Føderale Republik Jugoslavien.

Senere blev det til Serbien-Montenegro frem til 2006, hvor Serbien og Montenegro blev to selvstændige lande.

Holdet opnåede aldrig samme succes som før krigen. Det bedste resultat blev en kvartfinaleplads ved EM i 2000.

Til gengæld vandt det Kroatiske landshold bronze ved VM i 1998 med et hold, der bestod af flere spillere fra det gamle Jugoslaviske hold.

Truslerne mod Uefa-præsidenten, Lennart Johansson, fortsatte efter slutrunden, og han måtte aflyse en planlagt tur til det tidligere Jugoslavien. Først flere år efter – da vreden havde lagt sig – kom han afsted og hjem uden problemer.

Stevan Popov blev senere hyldet på stadion Marakana i Beograd for sin indsats på flyvningen sammen med landsholdsspilleren Dragan Stojkovic. Popov døde i 2015.

Dejan Savicevic endte med at følge EM på tv. Nogle gange med begejstring, andre gange med bitterhed, men da turneringen nåede de afgørende kampe, endte han med at holde med Danmark.

Du kan få meget mere af vide, om jugoslaverne exit, når DR 2 viser temalørdag om emnet den 24 juni kl. 20.