Vi bruger syv timer på medier om dagen

Tallet vil næppe stige meget mere, hvis der også skal være tid til at arbejde og sove, konkluderer to medieforskere fra DR Medieforskning i rapporten ’Medieudviklingen 2019’.

De absolut største ændringer i danskernes medieforbrug fra 2018 til 2019 er sket inden for streaming af tv-indhold samt streaming af radio, musik og podcasts. (Foto: © Petra Kleis)

Danskerne brugte over syv timer på medier om dagen i 2019. Selv om noget af det foregår samtidig – for eksempel at man tjekker sin Facebook-profil, samtidig med at man ser ’Den store bagedyst’ - er der stadig tale om et meget højt forbrug. Det konkluderer medieforskerne Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen i rapporten ’Medieudviklingen 2019’.

- Faktisk er forbruget så højt, at det er svært at forestille sig nogen nævneværdig stigning i forbruget, så længe der også skal være tid til at arbejde og sove, skriver de i den årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier.

Selv om der ingen voldsomme forskydninger er mellem de forskellige mediekategorier i forhold til 2018, kan medieudviklingen tydeligt aflæses, noterer medieforskerne.

- De traditionelle medier - radio og tv - står fortsat for størstedelen af danskernes tidsforbrug på medier og lægger beslag på over halvdelen af de minutter, som danskerne bruger dagligt. Årsagen til den fortsatte dominans er blandt andet, at ældre danskere har et mere traditionelt medieforbrug og tager nye tilbud til sig langsommere end de unge, siger Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen.

Vi streamer mere

De absolut største ændringer i danskernes medieforbrug fra 2018 til 2019 er sket inden for streaming af tv-indhold samt streaming af radio, musik og podcasts. Streaming står nu får en fjerdedel af medie- tidsforbruget blandt hele befolkningen og omtrent halvdelen blandt de 15-31-årige, fremgår det af ’Medieudviklingen 2019’.

- Den største stigning har vi set i streaming af lyd, der nu står for 10 procent af det samlede medieforbrug blandt hele befolkningen, skriver Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen.

Kigger man på traditionelt tv faldt forbruget med fem minutter fra 2018 til 2019, så hver dansker nu i gennemsnit ser to timer og 17 minutter dagligt.

- Her er der samtidig udsigt til et meget interessant år, fordi omkring 10 procent af tidsforbruget er oppe i luften i 2020. Det er nemlig andelen af tv-sening, som i 2019 foregik på de flow-kanaler, DR har lukket samt YouSee-kundernes forbrug af Discovery Networks kanaler, som nu ikke længere er tilgængelige for YouSees kunder, siger Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen.

Mere taleradio og flere podcasts

Også på radiofronten vil der være skvulp i radiobølgerne i år, da det er første hele år, Radio4 sender, mens P7 Mix derimod er lukket.

- Det lykkedes P1 og Radio24syv at supplere hinanden på så fornem vis, at begge kanaler havde et rekordår i 2019, og da Radio24syv lukkede den 1. november var der sammenlagt 44 procent flere lyttere til taleradio end i 2011, hvor Radio24syv kom til verden, siger Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen.

Vores daglige minutforbrug på radio faldt en smule – fra 107 minutter i 2018 til 104 minutter i 2019, men radioen er stadig i kontakt med lige så mange som året før – nemlig 92 procent hver uge.

- Derimod får flere og flere øjnene – eller snarere ørerne – op for podcasts. I 2019 lyttede 24 procent af danskerne til podcast ugentlig, mens tallet var 18 procent året før.

78 procent er på sociale medier dagligt

Derimod er alt relativt roligt på internettet, fremgår det af ’Medieudviklingen 2019’.

- Hvor 2019 både på tv- og radioområdet har været relativt tumultarisk med store forandringer, har den danske online-branche været præget af relativ stabilitet. De danske nyhedsmediers hjemmesider har hverken set markante lukninger eller åbninger i 2019, ligesom danskernes brug af sociale medierne heller ikke har undergået store transformationer i 2019, konkluderer de to medieforskere.

Dog ser Facebook fortsat ud til at have godt tag i befolkningen. Efter at det sociale medie i 2018 oplevede et mindre fald har danskernes forbrug af Facebook nu stabiliseret sig.

Andelen af danskere, der dagligt benytter sociale medier, lå i 2019 på 78 procent, og det tal er ikke faldet de senere år.

Se hele DR Medieforsknings rapport på www.dr.dk/medieforskning

Få 10 nøgletal om danskernes medieforbrug i 2019