De har fået Viborg og Tølløse til at ligne Australien og Ghana

- Vi har snydt lidt.

Da DR tilbage i tiden sendte ’TV-Køkkenet’, var det en af standardkommentarerne, så seerne ikke skulle sidde og se en kage bage i tre kvarter eller have alle mellemregningerne med, når en opskrift skulle laves på fjernsyn. TV-kokkene havde ’tryllet’ lidt på forhånd.

Instruktør Kasper Torsting og scenograf Helle Egsgaard kan sige lidt af det samme lige nu, hvor deres arbejde går hen over skærmen i DR’s store temasatsning ’Danskere i Verden’ med Stéphanie Surrugue som vært.

Her har de stået for de 12-14 minutters dramatiseringer, der er i hvert af de timelange afsnit, og hvor historier om menneskeskæbner og hovedpersoner fra fortiden bliver foldet ud med skuespillere og statister.

Men modsat Stéphanie Surrugue har Kasper Torsting, Helle Egsgaard samt fotograferne Maggie Olkuska og Lasse Tolbøll ikke været ude at lufte rødbedepasset. De har fået alle dramasekvenserne i kassen i Danmark.

Det betyder blandt andet, at kalkgruber i Viborg er blevet til guldminer i Australien, at fabrikken Aalborg Portland er blevet omdannet til en cementfabrik i Kina anno 1937, og at både en mark i Tølløse og Trekronerfortet i Øresund giver den ud for at være Ghana i programmerne.

De to har også stået med den løjerlige opgave at få Karl Dane, der ellers var stumfilmstjerne i USA til at skulle tale i et af afsnittene, ligesom Kasper Torsting og Helle Egsgaard har skullet optage dramascener med en kat under skørterne på en skuespiller i en dansescene. Blandt meget andet.

Skyhøje ambitioner

- Selv om vi har indspillet drama i, hvad der svarer til en spillefilms længde, har vi ikke haft de budgetter, som der normalt er, når DR laver drama. Det vidste vi godt på forhånd, men ’problemet’ med det var bare, at vores ambitioner alligevel var skyhøje. Det har været hårdt og besværligt, men også meget kreativt inspirerende at producere dramatiseringerne, beretter Kasper Torsting.

Han giver scenograf Helle Egsgaard en stor del af æren for, at det har været muligt alligevel.

- Helle er magiker. Helle har kunnet trylle, så det er blevet noget, der ligner. Seerne er nok ligeglade med, om vi har haft Hollywoods budgetter. De vil bare have, at det virker troværdigt, og det synes jeg er lykkedes. Jeg er stolt af de her programmer, fortællingen og æstetikken i dem, siger Kasper Torsting.

Instruktøren og scenografen har typisk fået udleveret et udkast til manuskript til hvert afsnit af ’Danskere i Verden’. Derefter har de arbejdet med at få dem ’oversat‘ til realiserbare scener, der ikke krævede alt for mange locations, skuespillere og statister og havde rigtig mange scener.

- Jeg ville hellere ’zoome ind’ på de vendepunkter eller de afgørende valg, der definerede de hovedpersoner, vi skulle portrættere – altså de afgørende dage, timer og steder, og ikke hele livshistorier. Derfor startede jeg helt forfra sammen med min manusforfatter Frederik Skov og havde vi ikke skrevet manusserne forfra, skulle Helle have grebet 100 urealistiske scener, forklarer Kasper Torsting.

Helle Egsgaard tilføjer, at arbejdet med dramatiseringerne i ’Danskere i Verden’ har været dobbelt svære, fordi holdet både skulle ’snyde’ med tid og sted.

Fik en foræring

- I tilfældet Bernhard Sindberg, der var lidt af en folkehelt i 1930’ernes Kina, og som er med i Asien-programmet, optog vi scener inde på en cementfabrik, mens borgerkrigen i Kina rasede lige uden for murene. Derved fik vi den samme historie fortalt alligevel, men uden vi havde brug for tusindvis af folk i gaderne og et gadebillede, der mindede om Kina, forklarer Kasper Torsting.

Heldigvis fik holdet lov til at benytte en forladt del af virksomheden Aalborg Portland i det nordjyske til optagelserne.

- Faktisk stammer dele af fabrikken fra 1930’erne, så det var en foræring. Jeg skabte så en indgangsportal, så det lignede noget fra Kina i stedet for fra Aalborg og fik lov at omdanne en forladt fabriksbygning til interiørscenerne, beretter Helle Egsgaard.

Hun har været yderligere udfordret af, at hun aldrig har været hverken i Kina, Ghana eller Australien, hvor nogle af de større, dramatiske scener i ’Danskere i Verden’ er optaget. I mange tilfælde er Helle Egsgaard som scenograf startet med at fjerne ting på en location - for derefter at bygge dem op igen, så de passer med tid og sted.

- Det vigtigste har været at eliminere alle tegn på, at vi faktisk befandt os i Danmark og så tilføje helt præcise detaljer, der lynhurtigt overbeviser publikum om sted og periode. For eksempel fik vi bygget en mineindgang i Faxe Kalkbrud, der skulle ligne Australien. Og vi fik bygget kinesiske skodder, som vi monterede udvendigt på fabriksbygningen på Aalborg Portland. De havde den dobbelte funktion at camouflere de moderne vinduer på fabrikken og samtidigt transportere publikum effektivt til Kina, forklarer scenografen. Nogle gange blev optagelserne også lavet, når det var nat, så man ikke ser alt i omgivelserne. Eller måske er de lavet tæt på, så seerne ikke spotter, at der er elektriske ledninger, radiatorer, eller hvad der nu ikke var på den tid, hvor de angiveligt foregår.

Få visuelle kilder

Nogle af de mere spektakulære optagelser er – som nævnt tidligere, foregået i Tølløse og på Trekroner, der ligner Guldkysten i det nuværende Ghana i Afrika-programmet af ’Danskere i Verden’.

- Det var ikke en nem opgave og samtidig en opgave, der krævede masser af research. For hvordan så det ud, da der var slaveri, og hvordan gik folk for eksempel klædt? Der findes ikke ligefrem mange visuelle kilder fra den tid, forklarer Helle Egsgaard.

En majsmark i Tølløse blev valgt til nogle af optagelserne - med en blå himmel som baggrund, fordi ghaneserne dyrkede meget majs. Og da jorden i Vestafrika har et mere rødligt skær end den sjællandske jord, fandt Helle Egsgaard en særlig type rød lerstøv, der opblandet med vand, blev bredt ud over marken i Tølløse, tørrede som tørt, rødt jord og transformerede scenen til Ghana.

En anden udfordring var at få Trekroner til at ligne et fort i Ghana på en dag, hvor det blæste en halv pelikan, hvor det var gråvejr, hvor krydstogtsskibe passerede stedet, og hvor vandflyveren til Aarhus hang over hovedet på filmholdet.

- Vi har selvfølgelig hele vejen igennem haft respekten for historien og gjort det hele så autentisk som muligt. Men vi har også været nødt til at tage tusindvis af beslutninger, der på en måde favoriserede fortællingens egen præmis. Vi har konsulteret historikere og eksperter med vores arbejde og har samtidig haft øje for, hvordan vi kunne skabe nogle film, som fungerede som en slags kondenserede kernefortællinger. I alt har vi brugt omkring otte måneder på at skabe dramatiseringerne, forklarer Kasper Torsting.

Da han på femte døgn sad 300 meter inde i en kalkmine under Viborg, havde flagermus om hovedet og kæmpede med folk med klaustrofobi på settet, tænkte han da sit, indrømmer han. Men billederne kom i kassen og blev til guldminer i Australien.

En anden udfordring kom, da der skulle laves optagelser til Nordamerika-afsnittet – for øvrigt de allerførste, hvor hovedrolle-indehaveren pludselig lå med corona.

Selv om ’Danskere i Verden’-projektet helt generelt har været udfordret af coronaen og mulighederne for at rejse rundt i verden, har dramaoptagelserne ikke været meget hårdt ramt af coronaudfordringer.

- Det var vi dog, da vi skulle optage historien om filmstjernen Karl Dane. Her ringede skuespilleren dagen før og fortalte, han var ramt. Vi kunne ikke bare rykke optagelserne to uger og i huj og hast fik jeg ringet til en, jeg har samarbejdet med før, forklarer Kasper Torsting.

Selv om den nye hovedperson egentlig var på vej på ferie, sprang han til, og på den måde blev optagelserne kun en enkelt dag forsinket.

Filmudstyr så slidt ud

Alt imens har Helle Egsgaard også haft sit at bakse med i samme dramaoptagelserne med Karl Dane, som for øvrigt kan ses i denne søndags udgave af ’Danskere i Verden’ om Nordamerika.

- Vi var nødt til leje filmudstyr, som det så ud på Karl Danes tid for 100 år siden, i Tyskland. I Danmark kunne vi kun finde noget, der var alt for gammelt og så meget slidt ud, og det ville have virket ret utroværdigt på billederne. Talefilms-industrien var jo helt ny dengang, forklarer Helle Egsgaard om nogle af de overvejelser og problemstillinger, hun har stået med undervejs. Et andet har været at skaffe tekstiler, som de for eksempel så ud i 1890’erne. Det lykkedes kun scenografiholdet af fremskaffe ganske få stykker autentisk tekstil til gardiner, der kunne bruges i forgrunden, mens alt i baggrunden var billige reproduktioner købt på nettet og indfarvet i hånden.

Mens Helle Egsgaard sluttede sit arbejde som scenograf i september sidste år, er Kasper Torsting fortsat inde over den såkaldte postproduktion og i gang med at gøre de sidste fire afsnit klar, som endnu ikke har været vist.

- Det har været sjovt at arbejde med, og vi har været inde over et overflødighedshorn af fortællinger undervejs i tilblivelsen af serien. Vi har ikke kunnet fortælle alt, og det har heller ikke været vores mål. Men hvis dramatiseringerne samtidig gør seerne nysgerrige efter at dykke videre ned i historierne om for eksempel de danske Barrisson-søstre, Karl Dane, Bernhard Sindberg, Guldkysten og alt det andet, vi kommer omkring, er det da en kæmpe bonus, siger Kasper Torsting.