Dansk superserv vakte bekymring - nu forbydes den

Det Internationale Badmintonforbund, BWF, forbyder ny serv til VM for hold.

Den danske badmintonspiller Marcus Rindshøj har opfundet et nyt supervåben. (Foto: © Privatfoto. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Det Internationale Badmintonforbund, BWF, har med øjeblikkelig virkning forbudt den serv, som den danske badmintonspiller Marcus Rindshøj tidligere på foråret brugte i en turnering i Polen.

Det skriver forbundet op sin hjemmeside.

Superserven, som den hurtigt blev døbt, bliver sendt afsted med et skru i fjerbolden, som gør den nærmest umulig at returnere, og det har altså fået BWF til at forbyde serven ved det kommende VM for hold, som spilles fra den 14. til 21. maj.

- BWF hilser spillere, som vil skabe innovation i spillet og eksperimenterer med teknikker for at skabe konkurrencefordele på banen, velkommen, lyder det fra BWF-præsident Poul-Erik Høyer

- Vi har dog modtaget adskillige punkter med feedback fra badmintonverdenen, herunder BWF Athletes' Commission (spillernes eget udvalg i BWF, red.), der giver udtryk for, at denne 'spin-serve' kan have en negativ indflydelse på spillet.

Begynder med et midlertidigt forbud

Indtil videre er forbuddet dog kun midlertidigt og gælder frem til om med den 29. maj. BWF begrunder det tidsbegrænsede forbud med, at de ønsker også at undgå et scenarie, hvor det kommende Surdiman Cup bliver en platform til at teste den nye 'spinserv' og i sidste ende forstyrre konkurrencerne.

- BWF følte, at det var bedst at forbyde 'spinserven', indtil BWF Council mødes igen den 29. maj til yderligere diskussion og overvejelse, siger Poul-Erik Høyer.

Marcus Rindshøj viste badmintonverdenen sin nye 'superserv' første gang ved turneringen Polish Open i slutningen af maj.

Ved en almindelig serv holder man normalt fjerbolden i fjeren, men ved den nye serv tager man fat i korken og spinder den ved at give den et smølfespark. Det gør, at bolden krøller, vender og drejer, når den flyver over nettet.

- Den drejer så mange forskellige veje, og modstanderen ved aldrig, hvornår korken peger den rigtige vej. Det gør, at den er supersvær at returnere, har Marcus Rindshøj tidligere fortalt om 'superserven' i DR Sportens podcast Tyvstart.

Det nye midlertidige forbud betyder dog, at det ikke længere er tilladt at lave spin i fjerbolden, og at fjerbolden skal rammes i bunden af korken med ketsjeren.

Danmark møder Singapore søndag den 14. maj klokken 11. Du kan følge turneringen på TV 2 Sport.