Danske boksebrødre ånder lettet op efter udvikling i 'kedelig sag'

Nikolai Terteryan føler sig hørt af Danmarks Idrætssforbunds Etisk Komité, der torsdag kom med en udtalelse om sagen, hvor boksebrødrene Terteryan følte sig afpresset af deres tidligere landstræner.

Den danske bokser Nikolai Terteryan håber på at komme videre i sin karriere efter sagen og satser på OL-deltagelse i 2024. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

Efter tre svære måneder føler boksebrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan, at de er kommet helskindet igennem en sag, hvor de har følt sig "som to stykker kød, der har fået bank".

Torsdag har den uafhængige etiske komité under Danmarks Idrætsforbund, DIF, udgivet sin udtalelse om sagen, hvori det fremgår, at Danmarks Bokse-Union har været uvidende om aktiviteterne.

I januar fortalte boksebrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan, at de følte sig afpresset af deres tidligere landstræner Michael Ørholst, som ifølge brødrene havde misbrugt sin position og indflydelse.

Ifølge Terteryan-brødrene forsøgte Michael Ørholst at få brødrene til at skrive under på en hemmelig kontrakt med den nystartede virksomhed Danish Boxing Promotion, som Ørholst selv var medejer af. Skrev de ikke under, kunne det ifølge boksebrødrene få konsekvenser for deres OL-drømme på grund af Michael Ørholsts forbindelse til Danmarks Bokse-Union.

- Etisk Komité finder det sandsynligt, at der blev talt om OL-udtagelser, og det var det, som pressede os allermest. Det er en positiv afslutning, siger Nikolai Terteryan til DR Sporten.

- Vi håber på at komme videre fra den her kedelige sag. Der er så mange mennesker i dansk boksning, som ikke skal have et dårligt ry, fordi der er nogle få mennesker i miljøet med andre interesser.

Den 21-årige bokser hentyder til et punkt i udtalelsen, hvor Etisk Komité mener, at det er "sandsynliggjort", at Dabu har været uvidende om Michael Ørholsts aktiviteter hos promoterselskabet Danish Boxing Promotion sammen med en anden tidligere Dabu-ansat Lars Kolstrup Kristensen og om forhandlingerne med Terteryan-brødrene.

Nikolai Terteryan fortæller, at det er rart, at der nu er flere, som finder det sandsynligt, at Michael Ørholst og Lars Kolstrup Kristensen udtalte sig om brødrenes OL-muligheder. Tidligere har jurist og formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen kaldt Michael Ørholst forretningsmetoder for ”er et angreb på boksesportens og Dabus integritet.” (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)
Nikolai Terteryan fortæller, at det er rart, at der nu er flere, som finder det sandsynligt, at Michael Ørholst og Lars Kolstrup Kristensen udtalte sig om brødrenes OL-muligheder. Tidligere har jurist og formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen kaldt Michael Ørholst forretningsmetoder for ”er et angreb på boksesportens og Dabus integritet.” (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

Nu ved forbundet, at 'det her er seriøst'

Nikolai Terteryan og hans bror har ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen, og de foventer, at Dabu tager sig af det videre forløb.

Boksetvillingerne har nemlig genvundet den tillid til Dabu, som tidligere manglede og gjorde, at de følte sig nødsaget til at gå til pressen, fortæller han.

- Dabu ved nu, at det her er seriøst. De tog det ikke seriøst fra start, men det viste sig, at der var mere i det end først antaget, så vi håber, at der i fremtiden ikke sker noget lignende for os eller andre boksere, siger Nikolai Terteryan.

Hos Dabu ser man også positivt på udtalelsen fra Etisk Komité. Det fortæller bokseforbundets formand, Lars Brovil, som roser komitéen for sit grundige arbejde med sagen om Terteryan-brødrene.

- Dabu's bestyrelse er glad for, at Etisk Komité er kommet med en udtalelse, som egentlig siger, at Dabu har udvist good governance, under og efter sagen kom frem, siger Lars Brovil til DR Sporten.

I udtalelsen skriver Etisk Komité, at Michael Ørholst og Lars Kolstrup Kristensen over for de to boksere har ageret og udtalt sig om muligheder for udtagelse til OL og økonomisk støtte med videre uden mandat fra og uden Dabus vidende.

- På denne baggrund vurderer Etisk Komité, at der ikke er grundlag for at antage, at DaBU har handlet i strid med good governance over for de to boksere eller over for de to tidligere ansatte i den pågældende sag, står der i udtalelsen.

Lars Brovil fortæller, at Dabu også selv arbejder på en vurdering af sagen. I næste uge venter et bestyrelsesmøde samt et repræsentantsskabmsmøde i maj, hvor sagen man vil "fremlægge sagen i sin helhed".

Lars Brovil, Dabu's formand, fortæller, at bestyrelsen har ondt i maven på vegne af Terteryan-brødrene. (Foto: © Dr, DR)
Lars Brovil, Dabu's formand, fortæller, at bestyrelsen har ondt i maven på vegne af Terteryan-brødrene. (Foto: © Dr, DR)

Efter DR Sporten afdækkede sagen i januar, og Dabu derfor fik kendskab til forholdet mellem Terteryan-brødrene og Danish Boxing Promotion, fik Michael Ørholst sin såkaldt supporterende rolle til både Dabus elitesektion og bestyrelse frataget med øjeblikkelig virkning, oplyste Dabu.

Også Lars Kolstrup Kristensen blev meddelt, at bokseforbundet ikke længere ønskede at gøre brug af ham som dommer og kampleder.

Begge er nu udelukket fra Dabu og kan derfor heller ikke varetage formandsroller eller trænerroller i klubber, der hører under bokseunionen.

- De har ingen aktiv rolle længere, så det vil være svært at sanktionere dem (yderligere, red.) fra unionens side. Men i bund og grund vil vi lade det være op til repræsentantskabet og høre, hvad de tænker, og om det var det, siger han.

Det er nu Dabu's opgave at få tydeliggjort overfor forbundets boksere og klubledere, at forbundet har ordninger for whistleblowere, hvor man, hvis man føler sig tilsidesat eller dårligt behandlet, kan henvende sig og få hjælp, fortæller formanden.

Lars Brovil understreger, at der på ingen måder er nogen følelser i klemme, når det kommer til dialogen mellem Dabu og brødrene Terteryan.

- Vi er stadigvæk kede af det på deres vegne og har også haft ondt i maven i bestyrelsen over, hvordan de må have haft det i forløbet med Danish Boxing Promotion. Vi er selvfølgelig også ærgerlige over, at de ikke rakte ud, siger Lars Brovil.

Det kan Dabu dog godt forvente, at Nikolai og Sebastian Terteryan fremover vil gøre, hvis noget lignende skulle ske. Det fortæller Nikolai Terteryan, som føler, at forbundet har taget sig godt af tvillingerne.

- Nu har vi et godt samarbejde og vil alle det samme. Vi har den samme mission, som er en OL-billet til Danmark, og der er ikke noget at klage over, siger han.

DR Sporten har være i kontakt med Lars Kolstrup Kristensen, som ikke ønsker at kommentere på sagen eller udtalelsen fra Etisk Komité. Michael Ørholst er ikke vendt tilbage på DR Sportens henvendelser.