'Voldsomt grænseoverskridende og uetisk': Sag om danske boksebrødre skal nu undersøges

Danmarks Bokse-Union begræder sagen om boksebrødrene Terteryan, der nu skal undersøges af den øverste uafhængige komité.

Brødrene Nikolai og Sebastian Terteryan har følt sig afpresset af en nu tidligere landstræner og bestyrelsesmedlem i Danmarks Bokse-Union. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Tirsdag morgen kunne DR Sporten fortælle, at to af landets største boksetalenter har følt sig klemt i boksesystemet.

Tvillingebrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan har følt sig afpresset af et nu tidligere højtstående medlem og landstræner i Danmarks Bokse-Union, Michael Ørholst.

Sidstnævnte har med sin samarbejdspartner Lars Kolstrup Kristensen forsøgt at få brødrene til at skrive under på en hemmelig, uopsigelig og professionel femårig kontrakt med deres nystartede virksomhed Danish Boxing Promotion. Skrev de ikke under, kunne det ifølge boksebrødrene få konsekvenser for deres OL-drømme på grund af Michael Ørholsts forbindelse til Dabu.

Dabu meddelte tirsdag, at unionen først ville komme med en udmelding om sagen onsdag, og den er nu landet.

I et opslag på Facebook skriver Dabus bestyrelse, at forbundet på det kraftigste tager afstand fra Michael Ørholsts og Lars Kolstrup Kristensens ageren.

- Det er selvfølgelig helt og aldeles indiskutabelt, at enhver ageren som beskrevet i artikler og kommunikeret i pressen er voldsomt grænseoverskridende og uetiske, skriver Dabu.

I et interview med DR Sporten fortæller Dabu-formand, Lars Brovil, at førsteprioriteten er brødrenes ve og vel.

- Mine og bestyrelsens tanker går mest på tvillingerne og deres situation. Det er det, der fylder mest for os lige nu, siger Lars Brovil.

- Vi må erkende, at de her ting, vi har i Dabu - en talsperson for atleter, man kan henvende sig til, link til whistleblowerordningen og etisk komité -, det har ikke været tydeligt nok for vores boksere. De skulle ikke have stået i denne situation, men henvendt sig. Vi må gøre det bedre på det punkt, siger Dabu-formanden.

Se indslaget med brødrene Terteryan i videoen herunder.

Bokseunionen forklarer, at bestyrelsen er dybt berørte over det pres, som boksebrødrene har været under på grund af Michael Ørholsts konflikt mellem hans økonomiske interesser i Danish Boxing Promotion og hans indflydelse og forbindelse til Dabu.

- Vi er utroligt kede af at erfare, at denne tillid må anses som værende beviseligt brudt og misbrugt, skriver Dabu i Facebook-opslaget.

Dabus bestyrelse kunne have bragt sagen op for unionens egen interne appelinstans, men har i stedet besluttet at gå et niveau op og fremstille sagen direkte for den uafhængige etiske komité i Danmarks Idrætsforbund (DIF). Når sagen er fuldt belyst, vil forbundet, skulle der være belæg for det, søge juridisk bistand for at stille de involverede, tidligere ansatte til ansvar for misbrug af stilling og insiderviden.

- Vi har vores egen mulighed for at sanktionere vores egne enkeltpersoner. Det har vi gjort. Men netop fordi der er en tredjepart, tvillingerne, i det her, så vil vi gerne have det bragt videre til etisk komité, så de kan tolke på denne eventuelle dobbeltrolle for begge personer, som tidligere har været ansatte i Dabu, siger Lars Brovil.

- Vi har haft en god dialog omkring det her og har rakt ud efter hjælp fra DIF’s juridiske afdeling omkring det her. Vi har ikke stået med sådan en sag før.

Ophørt med øjeblikkelig virkning

Det har i tidligere artikler fremgået, at Michael Ørholst på papiret stoppede som landstræner i Dabu den 31. august 2022, men ifølge DR Sportens oplysninger har Michael Ørholst fortsat haft indflydelse i forbundet. Det viser lydmateriale, interne mails og nyhedsbreve fra Dabu.

Efter DR Sporten gik ind i sagen, og Dabu derfor fik kendskab til forløbet og promotorselskabet i forrige uge, fik Michael Ørholst sin supporterende rolle til både Dabus elitesektion og bestyrelse frataget med øjeblikkelig virkning, skriver Dabu.

Også Lars Kolstrup Kristensen er blevet meddelt, at bokseforbundet ikke længere ønsker at gøre brug af ham som dommer og kampleder. Det sker ud fra argumentet om en "uheldig dobbeltrolle" med tanke på Lars Kolstrup Kristensens medejerskab af Danish Boxing Promotion og hans indflydelse på sportslige afgørelser i amatørkampe som boksedommer og -kampleder.

Begge er nu udelukket fra Dabu og kan derfor heller ikke varetage formandsroller eller trænerroller i klubber, der hører under bokseunionen, forklarer Lars Brovil.

Terteryan-brødrene drømmer begge om at repræsentere Danmark ved OL i Paris i 2024. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

I lydmateriale, som DR Sporten er i besiddelse af, fortæller Michael Ørholst til boksebrødrenes manager, at han i sin supporterende rolle ville have indflydelse på brødrenes landsholdskarriere og dermed OL-chancer, men det afviser Dabu er tilfældet.

Michael Ørholst har ifølge forbundet ikke haft beslutningskompetence, mens presset for at underskrive en hemmelig kontrakt med Danish Boxing Promotion har stået på. Det samme gælder Lars Kristensen, skriver Dabu.

Fra Dabus bestyrelse lyder det dog:

- Det skal også hér pointeres, at det er helt ligegyldigt om dette (den voldsomt grænseoverskridende og uetiske ageren, red.) er sket under ansættelse eller efter, skriver Dabu i opslaget onsdag.

I onsdagens episode af Tyvstart fortæller Nikolai og Sebastian Terteryan om deres oplevelse af Michael Ørholsts dobbeltrolle. Hør den i appen DR Lyd.