For første gang siden 2000 er der syv danskere med i Tour de France, og måske kan det betyde, at den danske sult efter etapesejre kan stoppes.
Men hvor gode er de danske muligheder egentlig? Er det i år, at man kan stoppe med at snakke om Nicki Sørensens etapesejr i 2009 som den seneste, eller er alle de danske ryttere låst af roller for deres kaptajn.
Vi har kigget nærmere på alle syv ryttere.
De låste danskere
Jakob Fuglsang, Astana
Selvom han på nogle punkter kan betragtes som den stærkeste dansker overhovedet i Touren, så er han formentlig også den dansker, der er mest låst. Alt afhængig hvordan løbet udvikler sig, så bliver der næppe nogle muligheder for Fuglsang til at gå solo.
I bedste fald bliver han kastet ud som lokkemad og senere arbejdshest for sine to italienske kaptajner Fabio Aru og Vincenzo Nibali, hvilket der næppe er en etapesejr i. Danskerens mulighed er, at klassementet ryger for holdet, så etapesejrene bliver mere værd.
Michael Valgren, Tinkoff
Rollen er klar for Valgren. Han skal være der for Alberto Contador, når spanieren har brug for ham. Det kan dog sagtens ende ud med at blive en dobbeltrolle, da det virker til, at Tinkoff også har opprioriteret Peter Sagan ved årets Tour.
Er det så helt udelukket, at Valgren får en mulighed? Det ser ret sort ud, ja. Fordi hvilken etape i løbet har hverken Contador eller Sagan en chance for at vinde? Ingen. Så medmindre de to kaptajner lægger sig fuldstændig ned, ser det ikke godt ud. Så er det ligegyldigt, hvad den kære Oleg Tinkov siger:
- Jeg vil gerne have, at han vinder en etape. Det vil være stort for ham og for Danmark, siger holdejeren.
- Jeg tror, han er så dedikeret til at hjælpe Contador og nok også Peter Sagan, at alle ambitioner fra hans vedkommende er lagt fuldstændig på køl, siger Henrik Fallesen.
De får deres muligheder
Michael Mørkøv, Katusha
Det er svært ikke at være en anelse optimistisk på den danske Katusha-rytters vegne, selvom det tyder på en ret låst rolle som Alexander Kristoffs højre hånd. Mørkøv har nemlig vist nogle helt nye kvaliteter i sin første sæson hos Katusha.
Mørkøv viste offensiv kørsel tidligt på året, hvor han viste kvaliteter, når han fik chancen for at køre egne chancer. Her kan en flot 10. plads i Gent-Wevelgem fremhæves. Så hvis han får chancen af sin norske kaptajn, er det ikke helt utænkeligt, at han med sine hurtige afslutningsevner sørger for den danske etapesejr.
- Hvis der kommer nogle etaper undervejs, hvor Alexander ikke mener, han kan sidde med, eller vi ikke vil bruge kræfterne på det, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre at gå ind i et udbrud og måske gå efter en sejr, siger Michael Mørkøv.
Lars Bak, Lotto-Soudal
Ville den magiske historie om Lars Baks utrolige comeback ikke blive fuldendt med en etapesejr? Det ville den helt bestemt. Planen er dog uændret i forhold til de seneste gange, han har deltaget for Lotto-Soudal.
Planen hedder André Greipel, og tyskeren har vist i foråret, at han er værd at satse på. De andre år har Bak dog også udset sig enkelte etaper til at angribe på, og det kan man helt bestemt forvente igen i år. Spørgsmålet er så, om han har kørt sig varm til den tid. En ting er i hvert fald sikkert – Viljen er der.
Christopher Juul Jensen, Orica-GreenEDGE
Den eneste danske debutant er Christopher Juul Jensen, og han får formentlig sine muligheder for at køre efter en etapesejr. Først og fremmest er han dog med for at holde det hele samlet med sin store motor, så verdensklasseafslutterne Michael Matthews og Simon Gerrans kan hente etapesejre.
I forbindelse med udtagelse beskrev Orica-GreenEDGE dog, at der også ville opstå muligheder for danskeren til at køre egne chancer. Hans store problem er dog, at han ikke normalt er en rytter, der kører etapesejre hjem.
De mest sandsynlige
Chris Anker Sørensen, Fortuneo – Vital Concept
Sidst Chris Anker Sørensen var med i Touren, var det en sand fornøjelse med danske briller. I 2012 blev han nemlig kåret til den mest angrebsivrige rytter, og man kan da håbe, at han har samme blod på tanden denne gang. Det vil i hvert fald øge chancen.
Forholdene er optimale. Fortuneo – Vital Concept er et wild-card-hold, og deres mål er derfor angreb hver dag. Udover Eduardo Sepulveda er der ikke andre ryttere over danskere i hierarkiet. Problemet er dog, at udover sit flotte danske mesterskab sidste år, skal man helt tilbage til Giro d’Italia 2010 for at finde sidste gang, han formåede at slå de store navne på en etape.
- Chris Anker Sørensen er den dansker, der har de bedste muligheder for at jagte en etapesejr. Han kører for et lille fransk hold, der har fået Wild-Card, og de er næsten kontraktligt forpligtet til at gå i angreb på alle etaper, så hans muligheder er nok de bedste på forhånd, siger DR Sportens Tour de France-kommentator Henrik Fallesen.
Matti Breschel, Cannondale Pro Cycling
Det er altså spændende at have Breschel tilbage i Touren for første gang siden 2010. Fordi selvom det ofte er en stor rutschebanetur med ham, så er han alligevel den dansker, der på sine bedste dage, har en mulighed for at slå verdens største navn på en rute, der passer ham.
Breschel får helt sikkert sine muligheder i løbet. Cannondale har altid haft et problem med at hente etapesejre hjem, og det er lige netop derfor, at danskeren er med i kraft af sine imponerende evner som en afslutter. En enkelt etapesejr kan redde deres Tour de France.
