Valgren fik ikke som lovet: Var overhovedet ikke semikaptajn

Michael Valgren var blevet stillet en vigtig rolle i sigte til onsdagens Fleche Wallonne. Virkeligheden blev en anden.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

På selvtillid og kildevand kan man komme langt. Måske endda pedalere sig til en podieplads i en af forårets store klassikere.

Således var Michael Valgren blevet lovet, at han efter sin både overraskende og imponerende andenplads i søndagens Amstel Gold Race i dag ville få en vigtig rolle på Tinkoff-holdet i klassikeren Fleche Wallonne.

- Der blev meldt ud, at jeg også var semikaptajn til dagens løb, siger Michael Valgren til DR Sporten.

Men ude på de belgiske landeveje stod det hurtigt klart, at Valgren ikke ville få lov at ride på sidste weekends selvtillid, men i stedet skulle køre for holdkammeraten Roman Kreuziger.

- Men det endte det så med, at jeg ikke var overhovedet. Jeg var bare hjælper.

Liege-Bastogne-Liege ligger bedre til Valgren

Allerede søndag venter forårets næste store endagsklassiker. Her gælder det Liege-Bastogne-Liege. Et løb, Valgren har vundet to gange som U23-rytter, og som han efter weekendens meriterende podieplads er spået gode chancer for en ny topplacering.

Men efter degraderingen i Fleche Wallone frygter Valgren, at han også på søndag må stille sine kræfter til rådighed for sine holdkammerater.

- Hvis det ender sådan på søndag også, så skal man ikke regne med at se mig i front til sidst.

Fleche Wallone slutter op af en særdeles stejl bakke. Mur de Huy hedder bekendtskabet, som kun de bedste klatrere er på julekort med.

Men søndag er det nogle helt andre stigninger, der venter. Og skulle Valgren imidlertid få lov at køre sin egen chance, er han ikke selv i tvivl om, at løbet passer til ham:

- Liege-Bastogne-Legie kan blive en rigtig led omgang. Og det passer mig som regel godt, hvis det er et hårdt løb hele vejen. Det gode ved Liege er, at de lange stigninger kommer først i løbet, og så kommer stigninger lignende Cauberg (Fra Amstel Gold Race, red) til sidst. Det passer mig virkelig godt, slutter Valgren.

Valgren sluttede dagens etape på en 96.-plads. Kreuziger blev nummer 11.