De normalt så ensformige og ofte småkedelige VM-pressemøder fik sig et ordentlig skud amerikansk showbiz, da den amerikanske skuespiller og sanger Will Smith fredag eftermiddag indtog presserummet på Luzhniki Stadion i Moskva.
Mødet blev indledt med en råbe-seance, hvor de fremmødte journalister skulle proklamere, hvor de kom fra, og så skulle Will Smith svare, hvad der faldt ham ind om netop dét land. Sjovt, improviseret og frem for alt var det med til at skabe en afslappet stemning, som holdt samtlige 45 minutter, mødet varede.
Men nu var det jo ikke det rene pjat det hele. Will Smith er stjernen i den afslutningsceremoni, der siger officielt farvel til VM før finalen på søndag – og det var i dén egenskab, han mødte pressen i Moskva.
Men hvad ved en amerikansk skuespiller egentlig om VM, og om fodbold i det hele taget?
- Ordet ”football” betyder jo noget andet for os i USA, men jeg tog til VM i Sydkorea i 2002 og fandt ud af, hvor meget vi egentlig går glip af ved ikke at interessere os for den her slags football. Jeg er vild med VM og den energi det skaber i hele verden – og nu er jeg så til VM for fjerde gang, siger Will Smith.
’I love Cristiano’
Den 49-årige sanger og skuespiller har Neymar som favoritspiller, stærkt forfulgt af Cristiano Ronaldo og af Keisuke Honda fra Japan.
- Neymar er fantastisk, og jeg har forsøgt at lave en aftale om at mødes med ham, ti gange mindst. Vi har tit skrevet sammen, men det er ikke lykkedes endnu, siger Will Smith, som ikke har lyst til at svare konkret på, hvad han synes om Neymars meget omtalte rullen rundt på græsset ved dette VM.
- Lad mig sige det sådan: VI har alle både gode og dårlige dage.
Ud over Neymar fremhæver den amerikanske superstjerne yderligere to favoritspillere:
- Cristiano Ronaldo. ”I love Cristiano”. Han har virkelig god smag og en fantastisk attitude over for andre mennesker. Det er bare cool. Og så har jeg et svagt punkt for Keisuke Honda, som jeg har mødt nogle gange. En ”autentisk god fyr”, som Will Smith beskriver det.
Ved pressemødets afslutning hev Will Smith sin telefon op af lommen. Han ville lige have en selfie med alle journalisterne i baggrunden – og det fik han.
Det er heller ikke ligefrem noget, man plejer at opleve ved et fodboldpressemøde, men det var den helt rigtige måde at slutte denne sjove og specielle VM-seance på.
