Fifa afviser Zelenskyjs ønske til VM-finale: 'Det kan se mærkeligt ud'

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ville gerne have holdt en videotale før VM-finalen.

Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, ville gerne have en forudindspillet videotale vist på storskærm før VM-finalen. Det har Fifa takket nej til. (Foto: © Presidential Office of Ukraine, Presidential Office of Ukraine/picture-alliance/dpa/AP Images)

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har et princip om at holde alt, der lugter af politik, ude af fodbold. Det tager forbundet meget seriøst, må Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sande.

Zelenskyj ville gerne have Fifa til at afspille en videotale forud for dagens VM-finale, men det afviste Fifa.

Det fortæller Zelenskyjs folk til det store amerikanske medie CNN.

- Qatar støttede præsidentens initiativ, men Fifa blokerede initiativet og vil ikke tillade præsidentens videotale at blive vist forud for finalen, lyder det i en udtalelse.

Volodymyr Zelenskyj må ikke holde tale til VM-finalen. Tidligere på året var han dog mere end velkommen på en storskærm for Folketingets medlemmer. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ifølge ukrainerne handler talen ikke om Ruslands invasion af nabolandet. Den handler om fred.

- Der er intet politisk i præsidentens appel, der giver politisk afsmitning til sportsbegivenheden. Der er ingen subjektive evalueringer, politiske signaler eller endnu vigtigere ingen beskyldninger, skriver Zelenskyjs folk ifølge CNN.

En lukket flanke

Selvom den ukrainske præsident kalder Fifas kolde skulder for en fejl, kommer den ikke bag på DR's fodboldkommentator Henrik Liniger.

Afvisningen ligger nemlig i tråd med verdensforbundets og præsident Gianni Infantinos linje hidtil, mener han.

- Når vi har hørt Infantinos taler i forskellige sammenhænge, så prøver han altid at adressere, at han håber, der vil blive fred i verden, og han prøver at inddrage forskellige konflikter. Men han har været meget tilbageholdende med at være specifikt med Ukraine-konflikten, siger Henrik Liniger.

Ifølge Henrik Liniger er Fifa-præsident Gianni Infantino varsom med at skubbe Rusland yderligere fra sig. Her ses Infantino under VM i 2018 med Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Foto: © Petr David Josek, Associated Press)

- Særligt ved det her VM har Fifa forsøgt at holde alle politiske budskaber ude. Det ved det danske landshold alt om. Der har de altså valgt at tolke politiske budskaber meget bredt eller, om man vil, meget snævert.

- Det kan se mærkeligt ud i en politisk situation som den, vi er i, men det er sådan, Fifa tænker.

Fifa har ellers ligesom en række andre idrætsforbund udelukket Rusland på grund af invasionen af Ukraine.

Henrik Liniger vurderer, at præsident Infantinos tøven med at kritisere russerne og Fifas afvisning af Zelenskyj skal ses i lyset af, at Fifa ikke vil grave nogen grøfter.

For der kommer en dag, hvor Rusland skal indlemmes igen.

Henrik Liniger påpeger derudover, at afvisningen kan ses som et ønske om ikke at gøre sig selv sårbar for kritik for hykleri.

Danmark og en række andre europæiske landshold fik eksempelvis ikke lov til at bære det såkaldte One Love-anførerbind, der skulle promovere tolerance og inklusion.

- Det kan godt være, at Fifa har tænkt: "Vi har ikke lyst til at åbne nogen som helst flanke," fordi hvis de havde givet lov til det her, ville der så komme en masse kritik af, at man ikke har givet lov til andre former for ytringer? For eksempel One Love-armbindet eller alle de andre ting, der har været.

- Nu kører de ligesom en nul tolerance-politik, og så risikerer de ikke at blive angrebet.

Kan ikke sammenlignes med andet

Det er ifølge Henrik Liniger klassisk Fifa at gå med livrem og seler, når det kommer til markeringer, der kan være politiske. Hvis Ukraine kan få taletid, vil der måske også være aktører i andre konflikter, der vil have taletid en anden gang.

- Det vil være Fifas argument, siger Liniger.

- Skulle man modargumentere det, så er Rusland jo det eneste land, der i øjeblikket er udelukket på grund af en invasion af et andet land, så derfor er situationen i Ukraine og Rusland meget speciel og kan næppe sammenlignes med ret meget andet i Fifa-sammenhæng.

- Og så kunne man jo godt have valgt at sige: "Den her situation er så speciel, at vi vælger at lade Ukraine komme til orde."

Med eller uden Volodymyr Zelenskyj kan du se VM-finalen på DR TV og DR1 eller lytte med i appen DR Lyd eller på DR P4 med kampstart klokken 16 og optakt fra klokken 14.