Det er som regel de helt små ting, der kan vippe udfaldet af en semifinale ved VM.
Bortset fra Brasiliens totale kollaps i 7-1-nederlaget til Tyskland i 2014, så er samtlige VM-semifinaler siden 1990 enten endt uafgjort eller blevet vundet med ét mål.
Og meget peger i retning af, at aftenens semifinale mellem Argentina og Kroatien bliver endnu et af de opgør, der skriver sig ind i historien som værende neglebidende tæt, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
Derfor kan det også blive de helt små marginaler, der kommer til at afgøre, om vi skal kigge mod øst eller vest for at finde en VM-finalist.
Her kommer han med tre bud på, hvad der kan afgøre tirsdagens semifinale.
Lionel Messi
Én spiller kan have nøglen til, om Argentina fortsat skal have muligheden for at vinde det første VM-trofæ siden 1986: Lionel Messi.
Argentinas nummer ti er altafgørende, når det handler om succes og fiasko, siger Andreas Kraul.
- Det er simpelt, men han er med afstand den mest kampafgørende spiller ved VM. Hvis Lionel Messi har en af sine store aftener, og formår han at komme i de rette situationer, så har Argentina en rigtig god chance for at komme videre til VM-finalen. Messi bliver voldsomt afgørende.
Den kroatiske midtbane
Der findes de tre tenorer, de tre musketerer og så findes der de tre kroater på midtbanen; Luka Modric, Matteo Kovacic og Marcelo Brozovic.
Tremands-orkesteret styrer, hvordan musikken spiller. Og rammer de det rette toneleje tirsdag aften, kan det komme til at blive udslagsgivende, siger Andreas Kraul.
- Deres evne til at styre kampen bliver afgørende. Kroatiens midtbane har en ekstremt veludviklet næse for at diktere et opgør. Jeg kan godt lide billedet af, at de er en garvet røverbande, der kender skoven ud og ind. De ved præcis, hvor de hule træer og smutvejene er.
- De er så dygtige til at tage temperaturen på en kamp, og kan midtbanen få bragt det i spil, kan det tippe tingene. De skal have taget tempoet ud af kampen nogle gange, de skal skabe de få, gode chancer og sørge for, at Argentina ikke får scoret.
Hvem har is i blodet?
Og så tilbage til indledningen om de tætte kampe.
Hvis det bliver så tæt som forudset, så handler det om at være til stede i nuet, bevare overblikket og undgå at træffe dumme beslutninger, selvom pulsen banker afsted og hele verden kigger med, siger Andreas Kraul.
- Det bliver også afgørende, hvem der har mest is i blodet og coolspray til panden. Den her kamp har alle tydelige tegn på at blive tæt, dramatisk og følelsesladet.
- Derfor vil der sandsynligvis være noget at hente for dem, der kan spille det mentale spil. Uanset om vi er i de døende minutter, i en ophedet situation eller i en straffesparkskonkurrence. Her kan der hentes marginaler, og jeg har en mistanke om, at kroaterne har en lille fordel her.
Du kan se VM-finalen mellem Argentina og Kroatien direkte på DR1 fra klokken 19. Opgøret kan også følges i DR Lyd, VM på P4 og på DR.dk.