Håndboldlegenden Popovic har vundet alt, men en sejr over Danmark vil være det største

Bojana Popovic er landstræner for Danmarks semifinalemodstander ved EM, Montenegro.

Et af Bojana Popovic' store kendetegn som spiller var de opsmøgede ærmer, og de kan stadig ses på legenden, selv hun nu gør sig som træner. (Foto: © Marcin Bielecki, Ritzau Scanpix)

Hvis du har set en del dansk håndbold i 00'erne, så er træneren for Danmarks semifinale-modstander ved EM i håndbold fredag aften en særdeles velkendt skikkelse for dig.

For da håndboldspillerne i den danske kvindeliga så et par opsmøgede ærmer på en mørkhåret kvinde dengang, var kampen næsten tabt på forhånd.

Montenegrineren Bojana Popovic var enhver håndboldspillers mareridt, da hun med finter og et kraftfuldt skud tog Slagelse DT og Viborg HK til tre danske mesterskaber hver.

For ikke at nævne de fem Champions League-titler, som det også blev til i tiden i Danmark.

Bojana Popovic og de ikoniske opsmøgede ærmer i Viborg-tiden. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

En så stor profil, at selv den danske landstræner, Jesper Jensen, er beæret over at blive sammenlignet med trænerkollegaen, da DR Sportens udsendte spørger ind til fredagens modstander.

- Det er sødt af dig at sætte hende i samme kategori som mig, for hun var verdens bedste, siger Jesper Jensen.

At Bojana Popovic er historiens bedste håndboldspiller er en udbredt holdning, på trods af at den montenegrinske bagspiller aldrig modtog hæderen for at være verdens bedste.

Semifinalen er en drøm

Men Bojana Popovic' aktive håndboldkarriere ligger efterhånden ti år tilbage. Bortset fra et comeback i 2016, hvor hun spillede OL-turneringen med Montenegro efter at have været pensioneret i fire år og født to børn.

Nu gør håndboldlegenden sig på trænerbænken. Blandt andet som landstræner for Montenegro, der fredag skal forsøge at pille glansen af de danske damer og tage finalepladsen.

- Det er specielt for mig, for Montenegro har ikke været i en semifinale i otte år. Så det er specielt for hele landet, og vi har ventet i lang tid på det her øjeblik, fortæller Popovic til DR Sporten.

Interviewet foregår på dansk.

Efter otte år i dansk håndbold sidder sproget på rygraden, selvom den 42-årige træner ikke har boet i Danmark siden 2010. Kun få ord skal hun lede efter bagerst i hovedet.

Men på trods af den tætte tilknytning til Danmark, så betyder de mange gode år i landet ikke meget, når Popovic i aften vil lede sit land mod en af de største triumfer, Montenegro har prøvet i håndboldsporten.

- Da jeg selv spillede mod Danmark, var det specielt for mig, og mit spændingsniveau var vildt højt. Nu er jeg træner, og jeg møder tit spillerne i Champions League, så det er lidt normalt for mig nu. Det er jo en normal kamp, bortset fra det er en semifinale, og jeg tænker ikke så meget på, at det er Danmark, vi spiller mod, fortæller Bojana Popovic.

Den montenegrinske træner bijobber som træner for klubben Buducnost, der også spiller med i Champions League.

Faktisk er de i samme gruppe som Team Esbjerg, hvor Jesper Jensen selv bijobber.

I denne sæson har de to klubber mødtes én gang indtil videre. Her vandt danskerne med 28-23.

Bojana Popovic satser dog på, at sejren går montenegrinernes vej, selvom det ser svært ud mod et bredt dansk hold.

- Jeg forventer en svær kamp. Vi er et lille land og har ikke så mange spillere. Danskerne har mange gode spillere, og de har bygget holdet op de seneste år. For nogle år siden røg de tidligt ud af turneringerne, men spillerne har fået kampe på højt niveau, og de har været de samme i mange år, og så er de bare blevet bedre og bedre, siger Popovic.

Selvom ærmerne ikke altid smøges op, så bliver der aldrig pillet ved viljen til sejr for den montenegrinske håndboldtræner. (Foto: © GEORGI LICOVSKI, Ritzau Scanpix)

Derfor er nøglen mod danskerne heller ikke så meget i det taktiske.

- Nu er vi i semifinalen. Det var en drøm, men ikke noget vi forventede, fordi vores spillere ikke spiller på så højt niveau. Derfor er det vores vilje, som vi skal vinde på, og den skal aldrig mangle. Spillerne kan lave fejl, fordi de mangler noget rutine, men viljen må aldrig blive for lille, fortæller Bojana Popovic.

Ærmerne smøges op, når spændingen stiger

Det er viljen, som håndboldlegenden viste i sin aktive karriere, der skal i spil, hvis den lille nation med 620.000 indbyggere skal bide skeer med en, i håndboldverdenen, stor nation som Danmark.

En attitude, der bedst kom til udtryk, da Popovic viste sine bare overarme i sin aktive karriere. Nu gør hun det ikke så tit længere, fortæller hun. Medmindre hendes spillere slet ikke leverer.

- Nogle gange, når spændingsniveauet kommer højt op, tager jeg ærmerne op. Jeg skal flytte det, der irriterer mig, og det gør ærmerne. Men det er kun, når jeg går helt vildt ind i kampens hede, fortæller træneren.

Siden Bojana Popovic stoppede sin aktive karriere, har hun været assisterende træner. Først for to år siden tog hun skridtet op og blev chef. Men på den korte tid har hun oplevet mere, end mange trænere ikke opnår på en hel karriere.

Montenegros landshold fik god opbakning i hovedstaden Podgorica ved de første kampe ved EM-slutrunden. Mellemrunden blev spillet i Nordmakedonien, og nu er Popovic' tropper taget til Ljubljana i Slovenien. (Foto: © Boris Pejovic, Ritzau Scanpix)

EM-turneringen, der har fundet sted i Slovenien, Montenegro og Nordmakedonien, kan få en særlig plads i hjertet hos den prøvede montenegriner.

- Jeg er en ung træner, men har allerede prøvet EM, VM, OL og Champions League. Men den her turnering er meget vigtig for mig. Vi spillede på hjemmebane, nu er vi i semifinalen, og vi har gjort det godt, når man tænker på, at vi har ikke et så bredt et hold som Danmark.

- Hvis vi kan gå i finalen, ville det være det bedste, jeg har gjort i min trænerkarriere, siger Popovic.

Om ærmerne bliver smøget op, kan du finde ud af klokken 17.45, hvor semifinalen mellem Danmark og Montenegro går i gang. Den kan du følge i DR LYD, i LIGA på P4 og på dr.dk. Kampen vises på TV 2.