Franskmænd frygter ikke dansk topscorer: 'Det er ikke en Mikkel Hansen-kamp'

Frankrigs assistenttræner, Guillaume Gille, roser hele Danmarks offensiv under VM.

Landstræner Nikolaj Jacobsen og Frankrigs assistenttræner Guillaume Gille under torsdagens pressemøde i Hamborg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvis Frankrig gerne vil nå tilbage til Herning og spille VM-finale søndag, så burde der måske eksistere en plan for at stoppe turneringens topscorer, Mikkel Hansen, når holdene fredag aften støder sammen i Hamborg.

Og mon ikke, at de franske, forsvarende verdensmestre, også har sådan en liggende.

Men torsdag ville Guillaume Gille, Frankrigs assistenttræner, med god grund, ikke dele den.

Mikkel Hansen er VM-topscorer med 53 mål. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Mikkel Hansen topper VM's topscoreliste med 53 mål, men det er tilsyneladende ikke noget, som franskmændende har tænkt sig at bruge særlig meget tid på.

- Vi må se, hvordan vi håndterer det. Det er ikke en Mikkel Hansen-kamp. Han vil score mål mod os og de næste, han møder, men det er ikke en stor prioritet for os. Vi vil bare skabe den bedste kamp, og resten er ikke vigtigt, lyder det fra den franske assistenttræner, der i stedet roser hele Danmarks offensiv.

- Danmarks største styrke er i angrebet. Deres evne til at score fra alle positioner. De behøver ikke meget plads, og det er derfor, de er så farlige.

Minder om et klubhold

Danmark og Frankrig har gennem årene mødt hinanden utallige gange, og derfor er kendskabet mellem de to hold så stort, at det bliver svært at overraske, lyder det fra Guillaume Gille.

- Der er små forskelle på Danmark før og nu, men strukturen er den samme, og nøglespillerne har spillet sammen i flere år. De har udviklet deres sammenspil, og det er nemt at se, at Danmark er som et klubhold.

- Jeg holder Danmarks svagheder for mig selv. Vi har spillet så mange kampe mod hinanden gennem årene, at der ikke kan komme de store overraskelser på banen i morgen, men det bliver en hård fight, siger Guillaume Gille.

Semifinalen mod Frankrig spilles fredag klokken 17.30, og den kan ses på TV2, høres i Liga på P3 eller følges på dr.dk/vm.

Efter Danmarks kamp spilles den anden semifinale, som står mellem Tyskland og Norge. Den kamp kan ses direkte på DR1 med optakt fra klokken 20.00. Er du ikke ved et tv, kan den ligeledes høres i radioen og følges på dr.dk/vm

Både bronzekampen og finalen bliver søndag sendt direkte på DR1 fra Boxen i Herning. Bronzekampen starter klokken 14.30, mens finalen fløjtes i gang klokken 17.30.