Enig dansk trup: Håndballjentene er stadig de store VM-favoritter

Norge, Norge, Norge. Svaret er det samme, uanset hvem man spørger i den danske lejr.

De norske spillere fejrer VM-triumfen i 2015. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Man fornemmer nærmest en vis træthed, når spillere og trænere i den danske landsholdstrup skal svare på spørgsmålet.

Ikke så meget på grund af spørgsmålet som fordi svaret er så forudsigeligt, som det er.

Når favoritten til VM-guldet skal udpeges retter fingeren sig næsten uundgåeligt nordpå i retning af vores store naboland Norge.

De norske håndballjente har vundet er en uomgængelig magtfaktor i kvindehåndbold, og de har da også vundet to af de seneste tre VM-slutrunder.

Og hvad der er endnu mere imponerende er de rejst til slutrunden i Tyskland med tank fuld af selvtillid efter 24 sejre i de sidste 25 kampe, de har spillet.

Seneste nederlag var til Rusland i august sidste år.

Af samme grund lykkedes det heller ikke for DR Sporten at opstøve en eneste i den danske trup, der var villige til at pege på andre end Norge som største favorit.

Sandra Toft

- Det er, som det plejer. Nordmændene er favoritter. Man kan ikke rigtig sige andet, sådan som de har præsteret det sidste år.

- I og med at de har vundet så mange år i træk, så har de jo ikke nogen tro på, at de kan tabe. De tænker jo hver gang, at de nok skal vinde, og når man har den selvtillid, så skal det hele nok flaske sig.

Klavs Bruun

- Det er klart ét hold, og det er Norge. Desværre skal vi hver gang sidde og sige, at det er dem, men de har bare gang på gang vist, at de er stærke.

- De har et hold, der har spillet sammen i lang tid, og den kontinuitet gør bare, at de er lidt stærkere end alle os andre.

Kathrine Heindahl

- Norge ser skarpe ud, og det har de gjort i mange år efterhånden. Men det der kendetegner kvindeturneringen efterhånden er, at der er rigtig mange om buddet, og man skal være der. For det er ikke givet på forhånd, hvem der er med i de rigtig sjove kampe.

Simone Böhme

- Det er så træls at sige Norge, men det er de jo. Det er de næsten altid. Og så tænker jeg Frankrig og Holland

Mette Iversen

– Jeg synes altid, at Norge er aktuel, men jeg er også spændt på at se, hvordan Holland fungerer med Estevana Polman og Nycke Groot tilbage efter at have været ude med skade og graviditet.

Stine Jørgensen

- Ja, jeg tror, at det må blive Norge. De har en stærk kultur og fundament, hvor de er gode til hele tiden at få nye spillere ind og ud. Og de har også nogle redskaber med en stor stab og et godt miljø.

Både Norge og Danmark spiller i dag første kamp ved VM. Norge mod Ungarn og Danmark mod Montenegro, og begge kampe begynder klokken 20.30. Danmarks kamp kan ses direkte på TV 2, høres i LIGA på P3 eller følges live i tekst, video og billeder på dr.dk.