Bed din kollega, klassekammerat eller partner om at udpege profilerne for Danmarks håndboldherrer, og vedkommende vil med garanti sige noget ala Mikkel Hansen, Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Niklas Landin.
De var også gode, da det danske landshold onsdag spillede sig i VM-semifinalen, bevares. Men to spillere høster alt for lidt anerkendelse.
Det mener Claus Dalgaard Hansen, nuværende talentchef for det norske landshold, og tidligere landstræner for det danske ungdomslandshold. Han fremhæver Magnus Landin og Simon Hald som Danmarks to "ubesungne helte".
Den ene kan med sin blotte tilstedeværelse ændre modstanderens tempo, men den anden trods sine 112 kilo var langt hurtigere end snurretoppen Mathias Gidsel.
- Det kan være, der er kampe, hvor de ikke spiller så meget eller er vildt synlige, men hver især kan de rent taktisk betyde utroligt meget, siger Claus Dalgaard Hansen.
Tung, men hurtig Hald
Vi begynder med Simon Hald. Af statur kan forsvarsspecialisten, der måler 203 centimeter og vejer 120 kilo måske synes tung og langsom. Men der tager man fejl.
For den 28-årige stregspiller er en "kæmpeatlet", der som 17-årig var betydeligt hurtigere end angrebsfænomenet Mathias Gidsel.
- Simon Hald var hurtigere end Mathias Gidsel, som dengang vejede 69 kilo, på både fem meter og 30 meter sprint. Man må ikke tage fejl, Simon Hald er ekstremt hurtig i forhold til sin størrelse, siger Claus Dalgaard Hansen, der som dansk ungdomslandstræner har trænet de fleste på herrelandsholdet.
Talentchefen understreger, at der på de fleste tophold er brug for et trumfkort som Simon Hald.
- Der er ofte behov for nogen med den styrke, højde og drøjde, Simon Hald har for at kunne kitte et forsvar sammen, siger han.
Simon Halds "voldsomme fysik" giver landstræner Nikolaj Jacobsen nogle særlige taktiske muligheder alt efter modstanderen. Nogle gange er der brug for en offensiv streg ala Lukas Jørgensen, mens der andre gange er brug for Simon Hald.
Det samme gælder for fløjspilleren Magnus Landin.
Herunder kan du se højdepunkterne fra Danmarks magtdemonstration mod Ungarn.
Den oversete Landin
Offensivt besidder den 27-årige sjællænder måske ikke de samme kvaliteter som sin landsholdskollega Emil Jakobsen, men Magnus Landin kan med sine defensive spidskompetencer styre spillets tempo, fortæller Claus Dalgaard Hansen.
- Man overser, at Magnus Landin er den, der får forsvaret til at hænge sammen, siger Norges talentchef.
- Han har nogle defensive kompetencer, som gør, at man kan aflaste andre spillere ala Mikkel Hansen, fordi han også kan dække en back-spiller.
Magnus Landin var som ynglingespiller ikke blandt de mest talentfulde, men ungdomslandstrænerne så et særligt potentiale.
Udover sit brede vingefang besad Magnus Landin nogle defensive kvaliteter, som kunne blive yderst brugbare på herrelandsholdet i fremtiden, fortæller Claus Dalgaard Hansen.
- Med Magnus Landin på banen kan man få mere fart på kontraspillet ved at holde dygtige omstillingsspillere inde på banen. Han tvinger modstanderen til at ændre afleveringsbaner og generelt rytmen på deres angrebsspil, forklarer han.
- Han rangerer meget, meget højt blandt de bedste defensive fløjspillere i verden.
Magnus Landin måler 198 centimer og er ligesom Simon Hald alt andet end en lille fyr, men alligevel flyver de begge under radaren. Det gælder dog mest for den gængse tilskuer eller seer, for diverse cheftrænere kender ganske udemærket til "rollespillerne" Landin og Hald.
- Generelt anerkender vi angrebskompetencer i alt for høj grad i forhold til forsvarskompetencer i et spil, hvor de fleste er enige om, at man vinder kampe i angrebet men mesterskaber i forsvaret, siger Claus Dalgaard Hansen.
Semifinalen mod Spanien spilles 27. januar, og du kan høre med live på DR P4 og DR Lyd-appen. Du kan også følge opgøret på dr.dk eller i DR's Nyhedsapp.
Husk, at du 29. januar også kan se VM-finalen og bronzekampen på DR1 og DRTV. Du kan også følge opgørene live på dr.dk eller i DR's Nyhedsapp.