- Vi plejer at spille drabelige opgør mod Spanien og Norge.
Sådan lød ordene fra Henrik Møllgaard efter sejren over Ungarn, da han blev spurgt ind til en potentiel semifinalemodstander ved VM i håndbold.
Derfor er det et ’drabeligt opgør’, de danske håndboldherrer står over for, efter de onsdag bankede Ungarn med 40-23, mens Norge i de døende minutter smed semifinalepladsen på jorden og efterfølgende gav den til spanierne i overtiden af opgøret.
Og selvom danskerne i realiteten var ’pisseligeglade’ med hvor og hvem de stod over for i semifinalen, fangede DR Sporten Nikolaj Jacobsen til en kort kommentar om Spanien som modstandere og den vilde afslutning på deres VM-kvartfinale mod Norge.
- Det var en spændende kamp lige til det sidste, men Spanien er et meget rutineret hold, og på en eller anden måde kommer de altid tilbage. Det har de en eller anden fantastisk evne til at gøre, siger Nikolaj Jacobsen.
Det gik heller ikke stille for sig, da de norske medier her til aften skulle evaluere på det skuffende exit efter de var i førersædet længe. Det norske medie VG skriver blandt andet, at ’Norge tabte tidernes drama’.
Alt sammen på grund af en situation på norske Kristian Bjørnsen, hvor han i de sidste sekunder af den ordinære spilletid sendte bolden bagud og blev dømt for passivt spil, der sørgede for at Spanien fik bolden og kort efter sendte opgøret i forlænget spilletid – som de derefter endte med at vinde 35-34.
- Jeg føler selvfølgelig, at jeg er en syndebuk. Det var den situation, som ødelagde det hele, den situation, der gjorde, at vi ikke kom til semifinalen, siger Kristian Bjørnsen til VG.
- Det ligger hele tiden i baghovedet lige nu. Man går hen og bliver irriteret over det. Det vil jeg gøre i mange uger og sikkert flere år. Særligt når jeg har en bold til sidst, hvor jeg brænder.
Danmark skal på tur til Polen
Dermed bliver det altså spanierne, som Nikolaj Jacobsen og resten af det danske mandskab står over for på fredag. Og det bliver godt, tror den danske landstræner.
- Det er et meget rutineret hold, vi møder, som har stået i den situation mange gange før. Så jeg tror, det bliver en rigtig god og spændende håndboldkamp, siger Nikolaj Jacobsen.
- Det er to hold, der er godt indstillet på hinanden. Og så er det to af verdens absolut bedste målmænd. Her bliver det afgørende, hvem der har den bedste på dagen.
I de øvrige kvartfinaleopgør bookede Frankrig en plads i semifinalen med en 35-28-sejr over Tyskland, mens Sverige i Stockholm overrumplede Egypten med 26-22 og tager en tørn mere på hjemmebanen mod franskmændene.
Og grundet Sveriges sejr er det altså også sikkert, at Danmark skal spille deres semifinaleopgør mod Spanien lidt længere væk en de ellers har været under dette VM. For danskerne skal på en flyvetur til Gdansk i Polen, hvor de på fredag står ansigt til ansigt med spanierne.
Semifinalen mod Spanien spilles fredag d. 27. januar og du kan høre med live på DR P4 og DR Lyd-appen. Du kan også følge opgøret på DR.dk eller i DR's Nyhedsapp.
Husk, at du på søndag d. 29. januar også kan se VM-finalen og bronzekampen på DR1 og DRTV. Du kan også følge opgørene live på DR.dk eller i DR's Nyhedsapp.