VIDEO Dansk futsal-fænomen har flere følgere end Eriksen: ’Startede med tunneller på min mor’

Du kan følge det danske futsal-landshold tirsdag og onsdag aften, hvor DRTV sender live fra kampene i Ceres Arena.

Ungdomskontrakten lå og ventede på Brian Mengel, da han som 14-årig var udråbt til det nye stjerneskud i Superliga-klubben Sønderjyske. Men en skade i venstre lyske gjorde det umuligt at spurte, og så måtte fodboldtalentet tænke i andre baner.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give mig til, mens jeg var skadet. Lige indtil jeg så et par videoer af Ronaldinho, der lavede tricks. Så begyndte jeg at efterligne dem ude i haven. Og siden den dag har det fanget mig fuldstændig, fortæller Brian Mengel – eller bare Brizze – der i dag er en af Danmarks største Youtube-stjerner.

I baghaven i Sønderjylland blev den ene time afløst af den anden, og kataloget af finurlige fodboldtricks blev større. Brizze klirrede vinduer, ødelagde taget på familiens terrasse, og når der var plads til det, trillede han grinende bolden mellem benene på sin mor og far.

- Det var faktisk sådan, jeg lærte at time mine tunneller. Men min mor blev jo også ved med at spørge, hvorfor det var så sjovt at lave en tunnel på hende. Mine forældre syntes, at jeg var skør i hovedet.

- Der var ikke mange, der havde interesse for det. Lavede du tricks på det tidspunkt, var det meget unormalt, og folk tænkte ”hvad har han gang i? Hvorfor står han ude i haven og jonglerer?”. På det tidspunkt havde jeg ikke regnet med, at det skulle blive til noget, siger Brizze.

Etablerede sporten i Danmark

Men da Brizze begyndte at optage videoer med sine boldkunster, tog det fart. Lokale tv-stationer ringede, han underholdte til konfirmationer og på skoler, dystede ved talentshows, og ved det første danske mesterskab i freestyle fodbold snuppede boldjongløren overlegent guld.

- Pludselig var der en ung, dansk knægt, der kunne lave alle de tricks, som en superliga-spiller ikke kunne. Der skal nok have været en, som har lavet ’jorden rundt’, før jeg har. Men jeg var grunden til, at fodboldtricks blev en sport i Danmark.

Siden dengang har Brizze slået fem forskellige verdensrekorder, spillet mod den brasilianske legende Rivaldo og så er han blev hyldet af superstjernen Cristiano Ronaldo. I dag rejser han verden rundt med sine tricks og lever af at være freestyle fodboldspiller.

- Det har skubbet mit liv i en helt anden retning end planlagt. Jeg har altid drømt om at blive professionel fodboldspiller. Selv om den karriere ikke blev til noget, er jeg glad for at blive i fodboldverden.

- Jeg tjener ikke lige så meget som Christian Eriksen, men jeg klarer mig fint, griner Brizze, der er blevet et internationalt fænomen. Med mere end 1,5 millioner følgere fordelt på fire forskellige sociale medier har han flere følgere end den danske verdenstjerne.

- Når vi er færdige med landskampene, står der en lang kø af folk, der vil have autografer og tage billeder. Jeg tænker ikke så meget over det, men det er fedt at lave noget, som kan inspirere andre. Jeg vil fortælle, at det er okay at tage en anden vej end normalt og ikke kun gøre, hvad dine venner eller familie siger. Alle ville have, at jeg skulle spille normal fodbold, men det var ikke det, jeg følte for. Jeg ville lave tricks.

Hvis du vil se Brizze og resten af det danske futsal-landshold, spiller de landskamp mod Estland på DR TV direkte fra Ceres Arena i Aarhus tirsdag og onsdag fra klokken 17:45.