Simone Tetsche Christensen er en ung kvinde med fart på.
2015 bød både på VM- og EM-medaljer og en kåring som ’Årets Fund’. Nu er hun så klar til sit første OL, men det er ikke kun på BMX-cyklen, at der er fart på.
Udover at være Danmarks eneste kvindelige deltager i BMX-disciplinen i Rio de Janeiro, så studerer Simone Tetsche Christensen også medicin på universitetet.
Det sidste halve års tid har fokus dog været rettet fuldt ud på den lille cykel med de brede dæk.
- Jeg har taget orlov fra studiet det sidste halve år frem mod OL.
- Heldigvis er medicin et studie, hvor en stor del kan klares via selvstudier. Hvis man er forholdsvis struktureret, så kan det sagtens fungere, lyder det fra den smilende 22-årige cykelrytter, da jeg møder hende til et pressearrangement foran atleternes by i Rio dagen inden det går løs på BMX-banen.
Styrt og brud vækkede interesse
Simone Tetsche Christensen er en aggressiv kører, og det har specielt i de yngre år kostet en brækket knogle hist og her.
Og de mange styrt på BMX-cyklen er faktisk en af grundene til, at den unge kvinde fra Bjerringbro blev sporet i retning af sin erhvervsmæssige fremtid.
-Det er nok derigennem, at jeg har fået øjnene op for, at lægegerningen er lidt spændende. Det kunne være fedt at kunne hjælpe en anden med et brækket kraveben.
- Jeg kan faktisk selv bedst lide at blive opereret under lokalbedøvelse. Så kan man følge lidt med undervejs. Det synes jeg er ret sjovt, lyder det fra Simone Tetsche Christensen.
Cykelfamilie
Simone er ikke det eneste medlem af familien, med en forkærlighed for BMX-sporten. Lillebror Chris er en af landets bedste mandlige kørere, men han missede udtagelsen til legene i Rio.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at han ikke formåede at kvalificere sig. Det kunne have været rigtig sjovt. Han kører stærkt, så jeg håber, at vi kan tage sammen til OL i Tokyo i 2020.
Barndomshjemmet i Bjerringbro bød på masser af opbakning til de BMX-begejstrede børn.
- Mine forældre har aldrig kørt på en BMX-cykel, men de har støttet helt vildt meget op om vores sport, og vi har taget på familierejser til VM, siden vi var børn. Indenfor BMX-sporten kan man nemlig køre VM, selvom man kun er otte år gammel.
- Jeg har kørt EM og VM siden jeg var otte år. Mine forældre har været en kæmpe støtte og givet os mulighed for at rejse rundt i verden. Og så fik de ekstra blod på tanden, da både min bror og jeg har haft talent for det.
Hop i baghaven
Haven blev derfor også indrettet således, at Simone og Chris og kunne få mulighed for at træne lidt på BMX-cyklerne.
- Vi havde nogle hop i baghaven, men de er fyldt med ukrudt lige nu. Vi træner der ikke så meget mere, griner Simone Tetsche Christensen.
Hun har nu en cykelmekaniker tilknyttet, men faderen er også klar med en hjælpende hånd, når det kommer til udstyret.
- Min far er en stor hjælp, og han sælger også selv cykeldele, så det er fedt at komme hjem og lige få shinet cyklen op.
Partiformand på uventet besøg
Presseseancen får pludselig en uventet gæst, da den konservative formand Søren Pape Poulsen dukker op i Plaza-området foran atleternes by. Han er inviteret til Brasilien af Danmarks Idrætsforbund (DIF) for at kunne følge de danske atleter på nærmeste hold.
Og der er en helt særlig grund til, at den konservative formand har valgt at dukke op til pressemødet med Simone Tetsche Christensen.
- Jeg var dansklærer for Simone i folkeskolen. Hun var en kvik pige, der sagtens kunne svare for sig. Og jeg skal helt sikkert ud og se hende køre. Det er imponerende at se, hvor meget hun ofrer for det, lyder det fra den konservative formand.
- Søren var sådan en lærer, som var skide sjov at have. Men han kunne også blive også blive rimelig sur, hvis vi for eksempel havde været onde ved nogle af de andre lærere. Det turde vi ikke med ham, kommer det hurtigt fra Simone, mens de begge to bryder ud i et stort grin.
Og de to ses stadigvæk en gang om året.
- Op til jul kommer Simone og et par af de andre elever lige et smut forbi, og så får vi lige opdateret, hvad der er sket, lyder det fra Søren Pape Poulsen.
Mulighed for medalje
Onsdag skal Simone Tetsche Christensen for første gang i aktion på den olympiske BMX-bane. Her gælder det seedningsløbet der afgør, hvem hun skal møde i sine tre semifinaleheats.
De 16 deltagere bliver opdelt i to halvdele af otte, som kører mod hinanden tre gange. De fire bedst placerede i hver halvdel går så videre til finalen, hvor de fordeler guld, sølv og bronze mellem sig.
Og den ambitiøse unge kvinde er klar i mælet, når det kommer til egne muligheder i konkurrencen i Brasilien.
- Det er ikke umuligt, at jeg kan gå hen og vinde en bronzemedalje. Men det skal så flaske sig i en eventuel finale. Min egen målsætning er at komme blandt de sidste otte og dermed køre med i finalen, slutter Simone Tetsche Christensen, inden hun poserer med sin BMX-cykel foran de fremmødte fotografer.
Simone Tetsche Christensen kører seedningsløb i aften kl. 18.30. Fredag gælder det så semifinaleheats og finale. Du kan følge hendes strabadser på DR1, P3 og dr.dk.
