En varm sommerdag. En livredder kigger ud over vandet fra sit tårn. Klar til at springe i vandet, hvis en svømmer kommer i problemer. Det er et syn, der møder mange danskere i det danske sommerland for tiden. Men for 21-årige Andreas Hansen fra Vejle er livredning en sportsgren, han har dyrket siden 2017.
- Jeg blev introduceret for det af min tidligere træner, som synes, vi skulle tage med til DM for sjov. Det gik godt. Så prøvede vi at se, om vi kunne komme til EM. Det lykkedes i første forsøg, siger han
- Jeg har færdighederne, jeg skal bare bruge dem på en lidt anden måde, end jeg plejer.
De færdigheder har Andreas Hansen i overflod, for han er nemlig også at finde på det danske svømmelandshold. I livredning stiller han op i disciplinen 200 meter forhindringsbane, hvor svømmerne skal dykke ned og svømme en meter under vandet otte gange. De færdigheder, han bruger her, kommer ham også til gode i hans almindelige svømning.
- Når jeg stiller op her, så træner jeg jo mine flyben under vand ekstremt meget. Og det er også dem, jeg vinder på til almindelig svømning. Lige den disciplin, jeg svømmer herovre, minder meget om almindelig svømning, siger han.
- Min stærke side er helt klart, at jeg er hurtig under vandet. Det er en kæmpefordel i min disciplin at have gode flyben, og det er jeg super skarp til.
Selvom man kan bruge sine svømmeevner i den specielle sportsgren, er der også nogle ting, der adskiller sig markant. Specielt fordi man skal opholde sig meget under vandet. Her skal man tage højde for nogle flere ting for ikke at løbe tør for luft.
- Det er klart en udfordring at blive presset på luft, samtidig med at du ligger og presser dig selv. Der skal gerne være lidt overskud, når man skal under vandet, så man skal tænke over, hvor hårdt lægger jeg ud, hvor meget skal jeg presse den fra starten, for at jeg ikke går fuldstændig kold, siger Andreas Hansen.
Men 200 meter forhindringsbane er ikke det eneste, man kan stille op i. Der findes også andre discipliner i livredning, hvor man skal svømme med en dukke, kaldet en manikin, for at simulere redning af en person.
Livredning er bare en af en lang række af mindre sportsgrene, som i øjeblikket holder deres egen version af OL i amerikanske Birmingham, Alabama. Her stiller 3.500 atleter op i discipliner som tovtrækning, bowling, frisbee og floorball. Den olympiske stemning hersker i byen.
- Madhallen er fuldstændig proppet, som til OL, med folk fra alle lande og sportsgrene. Der er virkelig bare super stemning, fordi alle skal ud at se en masse sjov sport.
Og selvom Andreas Hansen tager det hele som en fed oplevelse, er han der også for at gøre en god figur. Han er europamester i sin disciplin, og han spår sig selv gode chancer i aftenens finale.
- Jeg skal møde næsten udelukkende europæere i finalen, og jeg har næstbedste tid inden starten. Jeg er ikke helt trimmet, men jeg plejer at være ret god, selvom jeg ikke er på toppen af toppen.
Finalen svømmes i nat dansk tid. Det er mellem midnat og 02:00.