Hvis der bare var den mindste drøm for den danske tennisspiller Søren Hess-Olesen om at komme op imod verdensstjernen Rafael Nadal i weekendens Davis Cup-opgør mod Spanien, så er den nu bristet. Danskeren er tvunget til at melde afbud til kampen på grund af en skade.
- Allerede da jeg skulle ud til en baghånd i andet parti i et træningssæt, kunne jeg mærke nogle smerter i min højre balle. Da vi er meget tæt på kampstart, har jeg sammen med trænerteamet og vores fysioterapeut besluttet ikke at deltage aktivt i weekenden, forklarer Søren Hess-Olesen i en pressemeddelelse.
- Det siger sig selv, at dette er sindssygt ærgerligt, da denne event er en ’once in a lifetime-oplevelse’. Heldigvis kan jeg stadig sidde med på sidelinjen og støtte drengene, forklarer han.
18-årig afløser Hess-Olesen
Selvom intet er officielt endnu, så var Søren Hess-Olesen et rigtig godt bud på en dansk 2. single, så hvis spanierne som ventet stiller med Rafael Nadal som 1. single, så havde de to stødt på hinanden allerede i morgen.
I stedet bliver det formentlig Mikael Torpegaard, som spiller 2. singlen, mens Frederik Løchte Nielsen fortsat er 1. single.
Som afløser for Søren Hess-Olesen er den kun 18-årige Christian Sigsgaard blevet kaldt ind, der dog ikke er helt uerfaren. Trods sin unge alder har han allerede været i to DM-finaler.