Presset Wozniacki overlever mod ung australier i French Open

Caroline Wozniacki er klar til anden runde i French Open efter sejr i tre sæt over 17-årige Jaimee Fourlis.

Caroline Wozniacki er klar til anden runde i Paris. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

Caroline Wozniacki er videre til anden runde i grand slam-turneringen French Open.

Mandag åbnede den 11.-seedede dansker turneringen med at vinde 6-4, 3-6, 6-2 over den 17-årige australier Jaimee Fourlis, verdensranglistens nummer 337.

Wozniacki havde godt styr på australieren i egne servepartier, mens danskeren også bed godt fra sig, når Fourlis servede.

I tredje forsøg lykkedes det Wozniacki at bryde sin unge modstander, og hun kom dermed foran 3-2, hvilket kort efter blev vekslet til 4-2.

Efter blot at have tilladt australieren at vinde tre dueller i alt på tværs af Wozniackis tre første servepartier, fik Fourlis mere medvind i fjerde forsøg.

Stærk Fourlis

Hun lykkedes med at bryde danskeren efter et langt parti, men kort efter svarede Wozniacki tilbage med endnu et brud, før hun servede sætsejren på 6-4 hjem.

Til gengæld kom den unge australier stærkt ud til andet sæt, hvor hun kom op med et break og var foran 4-1.

Selv om danskeren fik brudt tilbage, så var Fourlis for stærk, og hun tog sættet med 6-3.

I tredje sæt var Wozniacki tilbage i førersædet og brød sin modstander to gange på vejen til sejren.

Danskeren møder i anden runde vinderen af kampen mellem Francoise Abanda fra Canada eller Tessah Andrianjafitrimo fra Frankrig.

/ritzau/