En erfaren debattør og medvirkende i DR-programmer klagede over den behandling, hun havde fået af DR’s faktatjekkerprogram, ’Detektor’.

Kvinden var kommet med en række udtalelser i P1 Debat om corona-situationen i USA, hvor kvinden bor. Det ville ’Detektor’ gerne efterprøve sandhedsværdien af.

Når jeg bringer det op her, er det fordi, det berører nogle grundlæggende principper i forholdet mellem medier og medvirkende.

Debattøren var utilfreds med, at DR efter hendes opfattelse ikke havde behandlet hende fair. Kvinden mente, at DR navnlig ikke havde fortalt hende, at interviewet ville blive optaget og brugt – i sin helhed.

For det første er det meget vigtigt at slå fast, at DR altid har et ansvar for, at alle medvirkende er klar over, hvad de medvirker i. Det gælder lige fra det mindste interview til at være hovedperson i en dokumentar. Jeg har selv presset på for, at DR har præciseret sine etiske retningslinjer for aftaler med medvirkende.

Det er afgørende for den fairness, DR skal udvise og den troværdighed, man skal værne om, at der er den fornødne tillid til aftaler mellem DR og de medvirkende. Ikke nødvendigvis formelt og på skrift, men at man har en fælles opfattelse med den medvirkende om, hvad det drejer sig om, når en kilde medvirker.

På den anden side er det også en væsentlig del af DR’s funktionsmåde, at man skal kunne arbejde kritisk og selv bestemme over stoffet. For det er en væsentlig del af DR’s rolle i samfundet at være granskende og kunne efterprøve beslutninger og holdninger i samfundsdebatten. Det er også værd at føje til, at ikke al DR-virksomheder drejer sig om at være kritisk vagthund, og der er mange forskellige typer af medvirken.

Der er mange typer af medvirkende

Der er meget stor forskel på, om det er en uerfaren kilde, der for første gang bliver kontaktet af DR, eller om der er tale om en politiker eller debattør, som er vant til at udtale sig til og medvirke i DR’s programmer.

Den uerfarne har krav på klart og tydeligt at få at vide, hvad henvendelsen drejer sig om, og hvorfor man er blevet kontaktet af DR. Det er svært at sætte op formelt, men det vil være rimeligt, at en uerfaren kilde, som bliver bedt om at medvirke, får mulighed for at tænke sig om og måske rådføre sig med sine nærmeste. Det kan være en stor beslutning, for eksempel at stille op i et DR-program som ’case’ og fortælle om en del af sit liv. For det er jo meget ofte i den situation, at helt almindelige mennesker uden en offentlig rolle, bliver kontaktet og bedt om at medvirke.

Den medievante kilde må derimod forvente, at når for eksempel DR’s ’Detektor’ ringer, så er det som udgangspunkt for at bruge kildens udtalelser enten i fuld udstrækning eller i redigeret form.

Når debattøren som i denne sag blev kontaktet af DR og tydeligvis var klar over, hvorfra journalisten kom, og hvad spørgsmålene drejede sig om, havde kilden ikke krav på at vide mere. Var kilden ikke indstillet på at udtale sig, burde kilden have sagt fra. Kilden kan sætte betingelser for sin medvirken, men det ville under alle omstændigheder være op til DR, om man ville acceptere dem eller fravælger kilden.

God stil at gå længere

Det er min opfattelse, at det er god stil, at DR – og andre medier – generelt går længere, end man som minimum er forpligtet til. Det er helt naturligt, at en kilde, som betingelse for at medvirke stiller krav om, at man vil vide, hvad man er citeret for, eller hvad der bliver brugt for eksempel af en radiooptagelse. Utallige sager drejer sig om misforståelser mellem en journalist og kilden.

Jeg kan ikke se, at journalisten går på akkord med sin redaktionelle frihed, fordi man tillader en kilde at blive bekendt med egne citater og i øvrigt får at vide i hvilken sammenhæng, de indgår. Tværtimod kan det hindre fejl, før journalisten offentliggør sit produkt.

Men det bør ikke føre til, at en kilde kan bestemme over interviewet eller forhindre, at det bliver offentliggjort.

Ingen nødbremse

Når en DR-journalist ringer til en medievant debattør som i denne sag for at stille nogle kritiske spørgsmål, er det kildens ret at afgøre, om hun vil medvirke. Siger hun ja, - også stiltiende ved at blive ved med at besvare spørgsmål fra DR - må hun acceptere, at DR bringer interviewet, uanset om kilden bryder sig om det eller ej. Der er ikke en sådan ’nødbremse’, hvor en kilde, der undervejs måtte blive træt af den drejning, et interview tager, kan trække i og forbyde DR at bringe noget som helst af det optagede.

En journalist ringer jo ikke for sin egen fornøjelses skyld. Journalisten ringer på vegne af offentligheden for at afprøve nogle påstande, som journalisten tvivler på sandhedsværdien af.

I orden med betingelser

Selvfølgelig kan også den medievante kilde sætte sine betingelser. Der er helt almindeligt, at en kilde betinger sig for at medvirke, at samtalen finder sted til baggrund. Det betyder, at journalisten ikke kan citere kilden for de oplysninger, der kommer frem. Kilden risikerer måske sin stilling ved overhovedet at give oplysningerne til en journalist. Journalisten på sin side skal på sin side overveje rimeligheden af, at kilden ønsker at tale til baggrund.

For eksempel hvad motivet kan være. Man kan tale for og imod. Nogle kilder giver måske en mere sandfærdig fremstilling af et forhold, hvis de ikke skal lægge navn til, men der er sandelig også eksempler på det modsatte. Det bliver jo ’omkostningsfrit’ at komme med oplysninger, når man ikke skal stå til ansvar for dem i offentligheden.

Men mange kilder har et helt legitimt behov for at kunne give deres version af et hændelsesforløb, for eksempel, uden at de vil citeres for det. På den måde får journalisten et indblik i, hvorfor en kilde måske sagde eller gjorde det, som journalisten interesserer sig for.

Det er et forhold mellem den enkelte journalist og kilden/kilderne, som det er svært at sætte på formel. Det har meget med menneskelig kemi at gøre. Og erfaring.

Det grundlæggende i forholdet i et frit samfund står dog tilbage. Det er journalistens job at stille spørgsmålene og bagefter redigere interviewet, så det giver en fair og retvisende fremstilling af kildens udsagn. Hvis DR som i dette tilfælde vælger at bringe hele interviewet, er det DR’s ret. Det er ikke kilden, der redigerer sit eget interview. Omvendt skal DR overholde aftaler med kilderne, ellers har DR et system, der seriøst og grundigt tager stilling til klager fra medvirkende.

I denne sag fik klageren ikke medhold.

Du kan læse hele sagen og hvorfor her.