Danskerne spiser stadig for meget salt. Faktisk ryger der omkring dobbelt så meget indenbords, som Fødevarestyrelsen anbefaler.
Derfor lancerer styrelsen onsdag en kampagne, der skal bringe saltindtaget ned og sundheden op.
- Omkring 70 procent af vores saltindtag kommer fra fødevareindustrien. Nogle af de største kilder til saltindtag er kød og kødpålæg, færdigretter og fastfood, siger Preben V. Hansen, som er kandidat i Human Ernæring på professionshøjskolen Metropol.
Danskerne skal ændre kostvaner
De små, hvide krystaller kan muligvis forbedre smagen i maden, men for meget salt kan også øge risikoen for forhøjet blodtryk.
Ifølge Fødevarestyrelsen er forhøjet blodtryk den største årsag til, at danskerne dør for tidligt. Og samtidig øger forhøjet blodtryk også risikoen for at havne i gruppen af personer med hjertekarsygdomme.
Der er altså god grund til at få styr på saltindholdet i vores fødevarer, siger Preben V. Hansen:
- Det handler om at ændre adfærd i forhold til kostvaner. For eksempel ved at spise mere fisk og flere grøntsager.
Nøglehulsmærket viser vejen
Foruden kød, færdigretter og fastfood, får vi også de store mængder af salt fra for eksempel ost og brød.
Men det er faktisk relativt nemt at vælge de sunde alternativer, når vi står i supermarkedet, siger Else Molander, der er kontorchef i Fødevarestyrelsen:
- Der er faktisk produkter med mindre salt på hylderne. Man kan finde dem ved at gå målrettet efter Nøglehulsmærket eller ved at kigge nærmere på næringsdeklarationer.
Find ud af, om du spiser for meget selv ved at tage Fødevarestyrelsens test.