Kræftskandale på Aarhus Universitetshospital koster to topchefer jobbet

Region Midtjylland fyrer blandt andre hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og regionsdirektør Pernille Blach Hansen har meddelt, at to topchefer på Aarhus Universitetshospital fratræder- på grund af kræftskandalen. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen/Scanpix)

Den meget omtalte kræftskandale på Aarhus Universitetshospital koster nu to topchefer jobbet.

Det meddeler Region Midtjyllands ledelse på et pressemøde tirsdag formiddag.

De to topchefer er hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen.

Regionsrådsformand og formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) giver på baggrund af sagen de berørte patienter "en uforbeholden undskyldning" og meddeler, at regionen tager det fulde ansvar på sig.

- Sagen om meget lange ventetider berører mig, siger han:

- Vi har at gøre med meget syge borgere, der ikke har fået den hjælp, de har krav på. Den forventning har vi ikke levet op til, og det beklager jeg dybt, siger Anders Kühnau.

I en uvildig rapport om kræftsagen konkluderer Kammeradvokaten, at ledelsen på Aarhus Universitetshospital bevidst og længe har vægtet økonomiske hensyn over hensynet til rettighederne for patienter med alvorlig kræftsygdom.

I klippet herunder kan du høre regionsdirektør Pernille Blach Hansen fortælle om kræftsagens konsekvenser:

Den første nyhed om for lange ventelister på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital kom ud i midten af marts, og siden er kritikken af hospitalet vokset og vokset.

Det er sket i takt med, at DR har kunnet fortælle om flere brud på patientrettighederne og dødeligt syge patienter, der føler sig ført bag lyset.

Rapport: Endog meget grove fejl

Beslutningen om at fyre de to topchefer Aarhus Universitetshospital er ifølge regionsledelsen truffet på baggrund af to uvildige rapporter, hvoraf den ene har undersøgt de juridiske aspekter i sagen.

Statens advokat, Kammeradvokaten, har stået for den juridiske vurdering, og den fremstår klokkeklar:

- Sammenfattende er det vores vurdering, at Aarhus Universitetshospitals administration af sundhedslovgivningens regler om maksimale ventetider i den undersøgte periode har været behæftet med en række retlige fejl, lyder det i vurderingen.

Fejlene karakteriseres i den uvildige rapport som "endog meget grove".

Kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital får nu ledelsesmæssige konsekvenser. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- De pågældende fejl blev således alle begået bevidst og fastholdt over en længere periode, trods løbende drøftelser og anledninger til at ændre administrationen i overensstemmelse med de klare patientrettigheder på området, lyder det i den juridiske vurdering.

To fratrædelsesaftaler

Ifølge regionsledelsen er der indgået en fratrædelsesaftale med både Poul Blaabjerg og Claus Thomsen. Det er ikke meddelt, hvem der skal erstatte dem i hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital.

Her fortæller regionsrådsformand Anders Kühnau om kræftsagen:

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra de to tidligere chefer. Claus Thomsen meddeler i en sms, at han ikke har nogen kommentarer.

Aarhus Universitetshospital er lige nu i gang med at kontakte alle berørte patienter i kræftsagen og har oprettet en hotline, hvor patienter opereret for mave-tarm kræft kan få rådgivning og aftale en lægesamtale om deres forløb.

Derudover åbner en ny regional rådgivningstelefon torsdag 4. maj. Her kan alle kræftpatienter i Region Midtjylland henvende sig, hvis de har spørgsmål om de maksimale ventetider.

Peter Nerstrøm var overlæge på Aarhus Universitetshospital, da ventetiderne begyndte at skride. Han forsøger at råbe ledelsen op - uden held. Hør hans historie i Genstart her: