Regionsrådsformand har 'fuld tillid' til direktion trods advarsler om lange ventetider på kræftbehandling

Region Midtjyllands forretningsudvalg holdt i dag et langt møde om kræftsagen.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) freder regionsledelsen i sagen om for lange ventetider på kræftbehandling.

Selv om den øverste top i Region Midtjylland flere gange i det forgangne år er blevet advaret om alvorlige problemer på kræftområdet af ledelsen på Aarhus Universitetshospital, så får det ikke umiddelbart nogen konsekvenser.

Efter et timelangt og ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i Region Midtjylland erklærer regionsrådsformand Anders Kühnau (S), at han fortsat bakker op om regionstoppen med regionsdirektør Pernille Blach Hansen i spidsen.

- Vi har fået en grundig redegørelse fra direktionen. Og det står ret klart, at regionsledelsen ikke har haft specifik viden om alvorligheden af de problemer, der var på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, siger Anders Kühnau.

Han understreger, at regionstoppen kun har haft viden om et generelt pres på sundhedsvæsenet, herunder også kræftområdet, og at det blev drøftet, hvordan det bedst muligt kunne løses.

Så Anders Kühnau, du har fuld tillid til de redegørelser, regionstoppen nu er kommet med?

- Det har jeg fuld tillid til. Vi har fået nogle gode redegørelser i dag fra direktionen, og de har svaret meget beredvilligt på spørgsmål om de problemer, der var på mave- og tarmkirurgisk afdeling, siger regionsrådsformanden.

Rapport afdækker henvendelser

I begyndelsen af juni sidste år bad hospitalsledelsen i direkte vendinger regionsledelsen om hjælp til at håndtere stigende ventetider for patienter på blandt andet specialiseret behandling, for eksempel på kræftområdet.

Det viser Kammeradvokatens rapport om kræftsagen, der i sidste uge fik regionsledelsen til at fyre to topchefer på Aarhus Universitetshospital.

To rapporter om kræftsagen peger også pilen mod toppen af Region Midtjylland, hvor blandt andre regionsdirektør Pernille Blach Hansen sidder. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

I rapporten fra Kammeradvokaten fremgår det også, at der den 18. maj 2022 var indkaldt til et planlagt dialogmøde mellem hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital og direktionen i Region Midtjylland.

På dagsordenen var blandt andet "orientering om kapacitetsudfordringer i Mave- og Tarmkirurgi", men mødet blev aflyst og dagsorden ændret på grund af ”en anden vigtig sag”.

I sidste uge landede der også en rapport fra konsulentfirmaet Implement, der flere steder vurderer, at ansvaret for de store problemer på Aarhus Universitetshospital også ligger hos den politiske ledelse i Region Midtjylland.

- Generelt har der i hele ledelsessystemet fra afdelingsledelse til hospitalsledelse og regional ledelse været for lidt vilje til at reagere, skriver Implement.

Kühnau erkender: Behov for forbedringer

Regionsrådsformand Anders Kühnau erkender da også, at der er behov for forbedringer, når det handler om at få vigtige oplysninger igennem ledelsessystemet i Region Midtjylland.

- Vi har et godt samarbejde, men vi har et ledelsessystem, der samlet set skal fungere bedre.

- Vi skal have bedre ledelsesinformation hele vejen igennem, så det også kommer frem til os i regionsrådet. Det skal vi fokusere på i fremtiden, og det har vi lært af den her sag indtil videre, siger han.

Ifølge en ekspert er henvendelserne fra Aarhus Universitetshospital til regionsledelsen så tydelige, som de kan være. Hvad siger du til det?

- Det er rigtigt, men det er bare ikke specifikt på mave- og tarmkræft-området. Det handler generelt om de landsfunktioner, som man har på Aarhus Universitetshospital, herunder kræftområdet, siger Anders Kühnau.

Region Midtjylland har i kølvandet på kræftsagen også bedt om at få lavet en såkaldt kerneårsagsanalyse.

Den skal afdække årsagerne til, at så mange patienter kunne opleve overskridelser af de maksimale ventetider, uden at der var tilstrækkeligt fokus på det.