Kommuner blev lovet svar om energiparker før nytår: 'Vi venter stadig på staten'

Senere i dag offentliggøres Klimarådets årlige rapport med en vurdering af regeringens indsats.

Silkeborg Kommune er klar til at etablere en energipark, men mangler stadig svar fra regeringen, siger udvalgsformand Rune Kristensen (S). (Foto: © Gitte Hansen/DR Østjylland)

Der skal fuld fart på den grønne omstilling for at imødegå klimaforandringerne og frigøre os fra Vladimir Putins gas.

Sådan lød det fra et bredt flertal i Folketinget tilbage i sommeren 2022.

En del af klimaplanen er, at der skal der anlægges 10-15 store energiparker på land.

Kommunerne er derfor blevet bedt om at udpege arealer, der kan rumme blandt andet vindmøller, solceller og biogasanlæg i stor skala.

Indtil nu er der kommet bud fra 29 kommuner, men ingen af dem har fået en tilbagemelding fra staten, selv om deadline var før nytår.

I Silkeborg var kommunen hurtig til at sige ja tak til en statslig energipark på land i området ved Lille Hjøllund, men om kommunen får grønt lys blafrer stadig i vinden.

Det frustrerer Rune Kristensen, der er socialdemokratisk formand for Klima- og Miljøudvalget.

- Vi venter stadig på staten. Jeg er jo spændt på, om de vil udpege det her område. Vi vil også gerne være med til at løfte opgaven med den grønne omstilling, siger han.

Nabo er utilfreds

Silkeborg Kommune er langt i processen. De berørte lodsejere er orienteret om planerne og har allerede været indkaldt til møde på rådhuset.

- Nogle ærgrer sig selvfølgelig, men jeg oplevede også en stemning af, at det her er noget, vi er nødt til at være med til alle sammen, siger Rune Kristensen.

Han understreger, at Silkeborg vil arbejde videre med at skabe plads til mere vedvarende energi i kommunen, selv om staten svarer nej til deres ansøgning.

Frede Nielsen bor nær Lille Hjøllund, som Silkeborg Kommune har udpeget til det sted, hvor en energipark kan ligge. Han er ikke glad.

Frede Nielsen er ikke meget for, at der måske skal ligge en energipark til på hans hjem ved Silkeborg. (Foto: © Gitte Hansen/DR Østjylland)

- Vindmøller står ude på havet efter min opfattelse. Og solceller er et ’no go’. Al naturen her forsvinder jo. Det vil være en katastrofe, siger han.

Frede Nielsen anerkender, at de store anlæg til produktion af vedvarende energi skal placeres et sted, og at et sted som Lille Hjøllund ikke har mange beboere.

Men han mener ikke, Danmark er klar til at producere så meget strøm. For hvordan skal den distribueres, og hvem skal aftage den, spørger Frede Nielsen:

- Så jeg synes, de skal lave infrastrukturen først. Vi hører jo, at vindmøllerne står stille, fordi ingen kan aftage strømmen, siger han med henvisning til, at tyskere betaler for, at danske vindmøller står stille.

S: Nu er deadline til sommer

I Enhedslisten undrer klimaordfører Søren Egge Rasmussen sig over, at regeringen har overskredet deadline og ikke er kommet med et svar til kommunerne.

- Hvis vi skal have noget til at ske i år, så haster det faktisk. Det her skulle jo være foregået sidste år, men det er ikke kommet videre på grund af den langsomme regeringsdannelse og valget, siger han.

Søren Egge Rasmussen er bekymret for, at det ikke vil lykkes Danmark at nedbringe udledningen af CO2 tilstrækkeligt. Han forventer, at det vil være et fokuspunkt, når Klimarådet kommer med sin rapport senere i dag.

I den anden ende af det politiske spektrum er klimaordfører Morten Messerschmidt (DF) enig i kritikken af regeringen.

- Det er ærgerligt, at det går så langsomt. Den grønne omstilling skal jo til at fungere, så de tidsrammer, der er aftalt i det her forlig, skal selvfølgelig overholdes, siger han.

Socialdemokratiets klimaordfører, Lea Wermelin, forklarer forsinkelsen med folketingsvalget og regeringsdannelsen.

- Jeg tror, alle kan forstå, at når der kommer en valgkamp, er man nødt til at afvente vælgernes dom, inden man kan sætte det politiske arbejde i gang.

- Men det ændrer ikke på, at vi har en meget, meget ambitiøs tilgang til, at der skal udbygges mere vind og mere sol. Det skal vi have taget en politisk beslutning om på denne side af sommeren.

Så nu bliver det inden sommer?

- Ja.