Science fiction-filmen The Martian har netop haft dansk premiere. Filmen er en moderne Robinson Crusoe, hvor NASA-astronauten Mark Watney ved et uheld bliver efterladt på Mars og nu skal forsøge at overleve med ganske lidt mad og 225 millioner kilometer hjem til Jorden.

NASA bruger filmen massivt i promoveringen af sine kommende Mars-missioner, hvor USA's rumorganisation planlægger at sende mennesker til den rustrøde planet i 2030’erne.

Filmen bygger på Andy Weirs bog The Martian, og forfatteren brugte læser-feedback til at gøre bogen videnskabelig korrekt. Instruktøren Ridley Scott (ham med Alien, Blade Runner og Gladiator) har stået bag kameraet. På et pressemøde hos NASA i august sagde Ridley Scott, at filmen ligesom bogen er tænkt som et kærlighedsbrev til videnskaben.

Er filmen mere end et kærlighedsbrev?

Bogen har fået masser af ros for at være realistisk. Men holder videnskaben i filmen så?

DR Viden har haft Mars-forsker Kjartan Münster Kinch fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet med i biografen for at se, om filmen nu også er så videnskabelig, som man gerne vil gøre den til:

- Ja, langt hen ad vejen er den. Og så tilgiver man, at filmen også rummer urealistiske ting, fordi det driver handlingen frem, lyder konklusionen fra Kjartan Münster Kinch.

GODKENDT: Raketfartøjet til hjemrejsen

I filmen/bogen bruger astronauterne et stort rumskib, nærmest en rumstation, Hermes, der flyver frem og tilbage mellem Jorden og Mars på de planlagte rumrejser til Mars. Derudover bruger astronauterne mindre rumfartøjer med raketmotorer til at lande med og lette.

Der venter fx et fartøj med fyldte raketmotorer på Mars. Ifølge Kjartan Münster Kinch er det realistisk, at man har sendt det i forvejen, og det har brugt al sin brændstof til at lande med.

Efter ankomsten kan man så lave brændstof ved hjælp af Mars’ atmosfære, der stort set kun består af CO2. Man sender brint – der vejer mindre end ilt - med om bord, og så står fartøjet og splitter atmosfærens kul og ilt fra hinanden. Brint og ilt er det bedste raketbrændstof vi har, og det kræver bare, at man har tid og energi nok.

Pointen er, at man på den måde kan sikre sig, at tankene er fyldte på Mars, og alt er ok, allerede inden man begynder rejsen til Mars.

GODKENDT: Kunstig tyngdekraft på stort rumskib

I The Martian er der både normal tyngdekraft og vægtløshed på det store, centrale rumskib, Hermes.

Hermes har en stor ring, der skaber den kunstige tyngdekraft, som i virkelighed bare er centrifugalkraften. Det minder om det, der sker i en rutsjebane, hvor man bliver slynget op mod toppen af loopet. På Hermes kører ringen rundt og rundt, og presset ud mod kanten føles lige som tyngdekraft.

- Tanken er, at astronauter tilbringer meget tid nede i det kunstigt tyngdekrafts-opholdsområde med træningsrum og soverum, og så har man steder på rumskibet til opbevaringsting, hvor der ikke er tyngdekraft, fordi det ingeniørmæssigt og designmæssigt er svært. Det giver god mening, siger Kjartan Münster Kinch.

På rumstationen ISS træner astronauterne for at modvirke de medicinske gener, som vægtløshed giver med svage knogler, muskler, væskeforskydninger med mere. Alligevel skal de genoptræne, når de vender hjem. Hvis man rejser til Mars, vil rejsen vare længe, og astronauterne vil ikke have tid til at genoptræne, når de lander. De skal bare være klar til at gå i gang.

Nu vi er ved tyngdekraften, så går astronauterne i The Martian iført smarte rumdragter helt almindeligt på overfladen af ’Mars’. Men faktisk burde de hoppe lidt svævende rundt, for tyngdekraften er kun 38 procent af, hvad tyngdekraften er på Jorden.

GODKENDT: Landskabet på Hollywoods Mars

I filmen har instruktøren Ridley Scott og hovedpersonen spillet af Matt Damon været en tur i Jordan for at finde et egnet Mars-landskab i den røde ørken Wadi Rum. Og det er et godt valg.

- Jeg synes, at det er flot og troværdigt som et landskab fra Mars. Men når det er sagt, ser landskabet ikke sådan ud, det sted hvor man i The Martian fortæller, at missionen (Ares 3, red.) lander på Mars, siger Kjartan Münster Kinch.

I filmen er der klippeformationer ved landingsstedet - Acidalia Planitia-sletten, mens området på Mars i virkeligheden er fladt. Men det er klart, at man altid vil vælge at lande i nærheden af klipper, fordi man er interesseret i geologien på stedet, siger planetforskeren.

GODKENDT: Solceller, ja - men kun lidt energi

I The Martian får hovedpersonen sin elektricitet fra en masse paneler med solceller. Det giver mening, men samtidig vil det være svært at få nok energi fra Solen, fordi mængden af sollys på Mars svarer til cirka 43 procent af sollyset på Jorden.

Der er blandt andet derfor, at Mark Watney ofte skal holde lange pauser, når han kører rundt på Mars i sin rover (Mars-bil), fordi han løber tør for strøm.

I stedet tænker Kjartan Münster Kinch, at man vil benytte små kompakte kernereaktorer, når man sender mennesker til Mars.

I filmen bruger astronauten selv en lille kernereaktor for at holde varmen i roveren, men han udnytter den ikke til at lave elektricitet.

GODKENDT: Man tester ting parallelt

I The Martian oplever man, at NASA på Jorden tester ting af på en kopi af noget, som astronauten har på Mars, før han bliver bedt om at udføre forskellige handlinger. På den måde er man rimelig sikker på, om det kan lade sig gøre.

Det er helt realistisk, at man har en kopi-ting til forskning på Jorden.

- NASA har kopier af de to Mars-rovere, robotterne der kører rundt og udfører forsøg på overfladen af Mars. Hvis de kører fast med et hjul på Mars, går man ud og begraver kopiens hjul i noget sand og tester metoder til at komme fri på igen, forklarer Kjartan Münster Kinch.

GODKENDT: Kartoffelavl på Mars

I The Martian overlever Mark Watney blandt andet på grund af, at han som botaniker finder ud af at omdanne sin base til et indendørs drivhus og dyrke kartofler ved hjælp af 12 rå kartofler, som besætningen har fået med til et festmåltid i forbindelse med højtiden Thanksgiving.

Den golde jord tilfører han mikrobakterier ved hjælp af sin egen og kollegers efterladte vakuumpakkede poser med afføring.

Der ville mangle sollys på Mars, men hvis man har kunstigt lys til afgrøderne, vil det kunne lade sig gøre at dyrke planter inden døre, hvor der også er varme på. Så det er et godkendt scenarie.

I august høstede astronauterne på ISS for første gang salat, som de spiste. Og på Utah State University forsker man i metoder til at dyrke planter i rummet. Det vil nemlig være nødvendigt at kunne producere sin egen mad, hvis man skal til Mars eller andre langvarige missioner ud i rummet.

DUMPET: Der opstår ikke voldsomme sandstorme

I The Martian må besætningen afbryde missionen på den røde planet med kort varsel, fordi der opstår en voldsom sandstorm, der risikerer at vælte deres rumfartøj, så de strander på Mars. Og stormen flytter rundt på ting, ligesom luften er fuld af småsten osv.

- Det vil aldrig kunne ske på Mars, for det er atmosfæren alt for tynd til. Så selv om vindhastigheden er høj, er kraften i vinden ikke særlig stor på grund af det lave atmosfæriske tryk, siger Kjartan Münster Kinch.

Der er støv- og sandstorme på Mars, men mængden af støv, der falder, vil være tyndt og let.

Forfatteren Andy Weir har selv sagt, at han har taget sig nogle friheder af handlingsmæssige årsager.

- Det kan jeg som Mars-forsker sagtens leve med, uden at det ødelægger oplevelsen, fordi sandstormen driver plottet fremad, siger Kjartan Münster Kinch.

DUMPET: Man ville aldrig vente med satellitfotos

I The Martian har astronauten ikke mulighed for at kontakte NASA, fordi kommunikationsudstyret ved basen er smadret under sandstormen. Samtidig med ulykken stopper NASA med at lade satellitterne tage billeder af Mars-basen.

NASA har nemlig pligt til inden for 24 timer at offentliggøre alle billeder, og man er bange for, at et eventuelt billede af den døde astronaut vil kunne skade muligheden for at fortsætte de planlagte Mars-missioner. Derfor går der cirka 30 dage, før NASA igen får billeder fra Mars – og opdager, at den efterladte astronaut ikke er død alligevel.

- Det ville aldrig ske i virkeligheden. Hvis der virkelig sker sådan en ulykke, vil man tre dage senere formentlig have kortlagt hele området minutiøst med satellitbilleder for at se, hvad der er tilbage af basen. Men igen driver det handlingen frem, at astronauten er isoleret, siger Kjartan Münster Kinch.

Mark Watney ville i øvrigt selv kunne have kørt frem og tilbage med sin rover og skrive HELP med store bogstaver i sandet, for det ville sagtens kunne ses med den teknologi, der er om bord på de satellitter, der i den virkelige verden kredser om Mars i dag, siger Mars-forskeren.

MANGLER: I har glemt strålingsfaren

I The Martian nævner man slet ikke den kosmiske stråling, som er langt højere på Mars end på Jorden, hvor vores magnetfelt holder de farlige stråler ude.

Forskere diskuterer ofte, om mennesket vil kunne tåle at rejse til Mars uden at blive hjerneskadet eller syg på anden måde på grund af strålingen.

- Sandheden er, at man ikke ved nok om, hvordan strålingen ude i rummet vil påvirke mennesker. På ISS 400 km ude er man jo stadig skærmet af Jordens magnetfelt, siger Kjartan Münster Kinch.

Det, vi ved om stråling, er baseret på ofre for atomulykker og atombomber, hvor det typisk har været betydeligt større doser, men i kortere tid. I rummet vil strålingen være svagere, men vare ved i betydelig længere tid. Samtidig er der tale om anden type stråling. Og det er ikke oplagt at overføre det er direkte.

- Vi har haft et måleinstrument på den seneste Marssonde, der målte strålingen på vejen til Mars. Konklusionen af det var, at den stråling, man ville modtage på vejen til Mars og tilbage igen, svarer til det, der lige nu er maksimal dosis, som en astronaut må modtage gennem hele sin karriere. Men igen er det under antagelse af, at stråling kan direkte overføres til de erfaringer, vi har med stråleskader, siger Kjartan Münster Kinch.

- Så vi mangler viden lige nu. Hvis strålingen er et problem, kan man tænke over at bygge et rumskib af materialer, der skærmer mod stråling, men det vil sikkert koste meget i vægt og kræve mere brændstof, siger han.

Man ville også være nødt til at tage højde for strålingen på selve Mars. For næsten to uger siden udnævnte NASA tre vindere af en konkurrence om at designe en prototype på en 3D-printet beboelsesbase på Mars, hvor man også skulle tænke over stråling. Og det er også et problem, som NASA forsker i.

MANGLER: Må vi overhovedet rejse til Mars?

Science fictions-film som The Martian handler om at rejse ud og kolonisere fremmede planeter.

I den forbindelse er en kommende rejse til Mars blevet endnu mere interessant. Mandag den 28. september offentliggjorde NASA ved et pressemøde, at man nu mener at have fundet afgørende bevis for løbende eller sivende vand på nogle skråninger på Mars.

Det er spændende, fordi flydende vand er nødvendigt, for at liv, som vi kender det, kan opstå.

NASA er ifølge Kjartan Münster Kinch sikkert allerede ved at udtænke, hvordan man får undersøgt, om det salte vand på Mars indeholder mikroorganismer.

Men der er visse udfordringer, for der findes en FN-traktat - Outer Space Treaty - der siger, at man ikke må sende ting til andre himmellegemer med flydende vand, fordi det kan ødelægge mulighederne for liv eller skade beviserne. Så der vil skulle nogle internationale forhandlinger til, før man kan sende mennesker til fx Mars, mener Kjartan Münster Kinch.

Fx er danske forskere fra blandt andet DTU Space og Niels Bohr Institutet med i NASA's Mars 2020-missionen. I denne uge besøger de NASA og tester, hvordan man undgår, at udstyret ud til Mars medbringer de bakterier og vira, som man nødvendigvis kommer til at afsætte på udstyret, mens man på Jorden bygger og tester det.