De svinger stokken i DRs nye dirigentskole

Johanne, Gustav, Anna og Laura er netop startet på Malko Dirigentskolen i DR. De har alle hver deres drøm om, hvad skolen gerne må føre til.

Anna Bæk Christensen, Laura Kjærgaard, Gustav Sønksen og Johanne Lorenzen er de første elever i Malko Dirigentskolen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

Det er kort tid siden, at Johanne Lorenzen på 16 år, Gustav Sønksen på 17, Anna Bæk Christensen på 18 og Laura Kjærgaard på 20 havde ”første skoledag” i én af årets nyskabelser i DR: Malko Dirigentskolen. Ikke desto mindre har de allerede været en del igennem. De har haft masterclass med sangere fra DR VokalEnsemblet, snart skal de have masterclass med blæserne fra DR SymfoniOrkestret – og da vi mødes er de fire dirigentspirer lige blevet inspireret et par timer af Lars Ulrik Mortensen. Han er kunstnerisk leder for Concerto Copenhagen, der er én af Skandinaviens førende ensembler inden for tidlig musik, og som Malko Dirigentskolen har indledt et samarbejde med.

”Du kan selvfølgelig godt få privat undervisning, hvis du gerne vil lære at dirigere. Men der er ingen steder, hvor du finder den pakke af undervisning, som du får på Malko Dirigentskolen. Det er fremragende og helt fantastisk, at du har et orkester og kor til din rådighed,” siger Laura Kjærgaard, inden Gustav Sønksen smilende udbryder:

”Ja – det at være dirigent er nærmest som at spille luftguitar. Det meste af tiden må du arbejde uden at have et stort orkester foran dig.”

Storforbruger af dirigenter

De fire dirigentspirer er alle en del af Malko Dirigentskolens talentlinje – et tiltag, som er en del af DRs nylige musikhandlingsplan for de kommende år. DRs kor og orkestre håber, at Malko Dirigentskolen bliver stedet, hvor de største talenter tiltrækkes, og at de så bagefter kan øse af deres talent og deres musikalske viden tilbage til dansk musikliv. Interessen blandt de 12-25-årige, der kunne søge, var da også stor. For der var 30 ansøgere til de fire pladser.

DR er selv storforbruger af dirigenter til de omkring 200 koncerter, som DR producerer hvert år med orkestre, voksenkor og børnekor. Samtidig har DR kontakt med nogle af de bedste navne i det internationale musikliv, og det skal dirigentspirene blandt andet nyde godt af i deres undervisningsforløb på Malko Dirigentskolen, hvor de kommer til at få masterclasses med internationale dirigenter, der løbende gæster DRs kor og orkestre. Malko Dirigentskolen drives i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, og mentor på talentlinjen er Phillip Faber, der til dagligt også er chefdirigent for DR Pigekoret. Han underviser talenterne i solotimer, fællestimer og står for de masterclasses, som dirigentspirene har med musikere og sangere.

Trods deres unge alder har de fire nye talenter på Malko Dirigentskolen alle spillet musik eller sunget i kor i en årrække.

”Jeg har allerede gået til direktion i Nordjylland, men her var der pludselig mulighed for at gå i dybden med det, og derfor var jeg ikke i tvivl, om at jeg ville søge,” siger Johanne Lorenzen, der bor i Gravlev nær Skørping, og bruger weekender og fridage på at tage til København for at blive skarpere på at dirigere. De andre tre elever stammer fra hovedstadsområdet. Gustav Sønksen blev interesseret i skolen på en lidt særlig måde. Godt nok havde han tænkt på at gå dirigentvejen på konservatoriet senere. Men da han blev spurgt, om han ville være med i den hvervevideo, DR skulle lave for at få elever til skolen, blev han så opslugt af det, at han selv søgte.

Anna Bæk Christensen har sunget meget i kor – noget, hun startede med i DR Børnekoret.

”Jeg har søgt, fordi jeg gerne vil være med til at skabe musikken og være med til at bestemme, hvor musikken skal hen,” forklarer hun.

Fabio Luisi underviser

Én af de første internationale stjernedirigenter, der snart skal give de fire talenter undervisning, er DR SymfoniOrkestrets nye chefdirigent, Fabio Luisi – og hver måned på skolen byder på fællestimer, solotimer og masterclass. ”Man får hurtigt feedback, og så er det fantastisk at være sammen med andre, der også har lyst til at dirigere. Det er jo ikke nogen, man møder overalt,” påpeger Laura Kjærgaard.

Da de fire var udvalgt, blev det understreget flere steder i medierne, hvor usædvanligt, det var, at tre ud af fire dirigentspirer, var kvinder. For det er stadig forholdsvis sjældent, at det er en person af hunkøn, der går på dirigentpodiet. Men de fire elever spekulerer ikke selv meget på den fordeling.

”Jeg har aldrig tænkt over kønnet på dirigenten, når jeg har været til koncert. Her lægger jeg mærke til, om musikken bliver spillet godt,” siger Anna Bæk Christensen, mens Laura Kjærgaard ikke er i tvivl om, at der vil komme flere kvindelige dirigenter de kommende år.

”Det kan godt være, at vi er hoppet foran i køen, og at mange af de store dirigenter i dag er gråhårede mænd. Men der er stadig flere kvindelige musikere i symfoniorkestrene og på konservatorierne, så jeg er ikke i tvivl om, det vil komme. Det sker bare først med en del års forsinkelse,” tror hun.

DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi kaldte forleden i et tiltrædelsesinterview Malko Dirigentskolen for ”unik” – også på verdensplan. Han sagde samtidig, at han håber, at skolen kan være med til at give en større forståelse af, hvad en dirigent er for en størrelse. For han eller hun spiller ikke, taler ikke, og mange folk – selv musikere – tror, det er let at dirigere.

Nogle af de fire unge dirigenttalenter kan godt genkende billedet fra nogle venner, der måske ikke er så dybt inde i musikkens verden. ”Men det er nu nemt at se, hvad en dirigent kan, hvis du har været i et amatørorkester, hvor det hele sejler,” siger Laura Kjærgaard.

Oversætter musikken

Ifølge de fire vordende dirigenter står meget god musik ikke i noderne – den bliver skabt i arbejdet mellem dirigenten og musikerne.

”Den gode dirigent er god til at få oversat, hvad han eller hun gerne vil have. Det er lidt ligesom, hvis du beder nogen om at slå en kolbøtte, men ikke viser dem det. Det er utroligt svært at forklare, men hvis de først har set dig lave en, kan de det pludselig meget nemmere alle sammen. En god dirigent kan det samme med musik,” lyder det fra Laura Kjærgaard.

Hvad skal det føre til?

Men hvad håber de fire i grunden at drive dirigentdrømmene til?

”Jeg håber da, at jeg kommer til at stå foran et kæmpeorkester og dirigere de store symfonier, samtidig med, at jeg lært alt om musikhistorie og teori og kan begå mig socialt med musikerne,” siger Johanne Lorenzen, og Gustav Sønksen har det lidt på samme måde:

”Jeg vil gerne stå på podiet i de store europæiske koncert- og operahuse, og så håber jeg også, at jeg kan komme til at dirigere noget af mit eget musik,” siger han. Gustav Sønksen har også arbejdet med komposition gennem flere år.

Anna Bæk Christensen kunne da godt drømme om en dag at blive chefdirigent for DR Pigekoret, mens Laura Kjærgaard har en helt fjerde drøm. Hun vil gerne på længere sigt arbejde med amatørorkestre og amatørmusikere.

”Uanset hvor professionelle musikere er, er de altid startet som amatører. Amatørmusikere er underkendte, og mange leder efter en dirigent. Jeg har lyst til at arbejde med det – og med det særlige fællesskab, der er blandt amatørmusikerne,” siger Laura Kjærgaard.

Hun sidder og tripper lidt med sin saxofon, fordi hun skal til prøve i sit orkester, mens Johanne skal med toget til Nordjylland.

De mødes dog snart igen, hvor den står på Carl Nielsens Blæserkvintet i DR Koncerthuset med DR Symfoniorkestrets blæsere foran sig.