DR’s jule- og nytårsgudstjenester bliver sendt fra Fyn og Østjylland

Sct. Pauls Kirke i Aarhus danner rammen om julens radiogudstjenester, mens DR1 og DRTV sender juleaftensgudstjeneste fra Egå Kirke og sender fra Odense Domkirke juledag og nytårsnat.

  • Årets julegudstjeneste på DR1 og DRTV bliver sendt direkte fra Egå Kirke. (Foto: © Conny O'Carroll)
  • Anders Laugesen og Sofie Østergaard er værter for gudstjenesten juleaftensdag. (Foto: © jeppe sørensen)
1 / 2

DR har en lang tradition for at sende julens gudstjenester – faktisk så lange, at det i år er 97 år siden, at DR sendte en juleaftensgudstjeneste for første gang.

Dengang blev den sendt fra Vor Frue Kirke i København, men i år bliver det flere østjyske kirker og Odense Domkirke, der kommer til at danne rammen om gudstjenesterne, som DR sender omkring jul og nytår. Udover fire radiogudstjenester og tre TV-gudstjenester, sender DR også traditionen tro fra Midnatsmessen fra Peterskirken i Rom juleaften.

Ligesom de to foregående år byder DR-værterne Sofie Østergaard og Anders Laugesen inden for til julegudstjeneste den 24. december – direkte fra Egå Kirke nord for Aarhus. Her varer transmissionen i år halvanden time – fra klokken 14.30 til 16.00, og den kan ses på DR1 og DRTV.

Gunilla Nygaard Knudsen er årets juleprædikant, når DR1 og DRTV juleaftensdag sender direkte fra Egå Kirke. Foto: Egå Kirke.

Værtsparret får gæster undervejs – blandt andet af børn, der klipper julehjerter, apropos årets julekalendertitel ’Julehjertets hemmelighed’. Årets juleprædikant, Gunilla Nygaard Knudsen, deltager også og fortæller lidt om årets julegudstjeneste, inden hun går på prædikestolen i den smukke landsbykirke. - I år får dem, der ser med, også mulighed for selv at være en del af fællesskabet. Undervejs vil vi opfordre seerne til at sende et julebillede ind af deres fællesskab eller et foto af et julehjerte via hjemmesiden dr.dk/jul 2022. På den måde kan seerne selv bidrage og måske selv være heldige at komme med i programmet, forklarer Maj Hagedorn, der er tilrettelægger på DR’s TV-gudstjenester.

Hun siger, at redaktionen er fuldt bevidste om, at det desværre ikke er alle, der har mulighed for eller lyst til at være en del af fællesskabet juleaften. Derfor er håbet og ambitionen, at man kan give folk mulighed for at være en del af det store fællesskab på DR1.

Sct. Pauls Kirke i Aarhus danner rammen om gudstjenester på P1 og DR Lyd omkring jul og nytår. (© Framegrab)

Aarhus-kirke danner ramme om radioens gudstjenester

Mens DR’s sendevogn juleaftensdag kan spottes ved Egå Kirke, vil man også kunne se en anden juleugen igennem ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus – omkring 10 km derfra. P1 og DR Lyd sender som altid radiogudstjenesterne direkte, og både den 24. december klokken 14.03 og 25. og 26. december samt 1. januar – alle dage klokken 10.03, sender DR fra hjertet fra Aarhus. Juleaftensdag er det Flemming Baatz Kristensen, der er prædikant, mens Malene Fenger-Grøndahl præsenterer. Undervejs bliver der blandt andet mulighed for at synge med på salmer som ’Det kimer nu til julefest’, ’Julen har bragt velsignet bud’, ’Et barn er født i Betlehem’ og ’Dejlig er jorden’.

Juledag, 2. juledag og nytårsdag er Morten Aagaard, Mikkel Crone Nielsen og Daniel Hougaard prædikanter, og her er det alle dage Katarina Lewkovitch, der er vært for programmerne.

Odense Domkirke omkring jul og nytår

Både juledag og nytårsnat danner Odense Domkirke rammen om gudstjenesterne på DR1 og DRTV.

Juledag klokken 10.00 er fantasyforfatter og fynbo Josefine Ottesen Sofie Østergaards gæst til gudstjeneste. Hun er som præstedatter opvokset med biblens fortællinger, og de store og stærke fortællinger, der fyldte hendes barndom, blev den første inspiration til hendes forfatterskab.

Domprovst Regina Ljung er gudstjenestens prædikant, og som øvrige søndage kan den også ses på DR2 senere på dagen. Mere præcist klokken 12.00 juledag.

Nytårsnat klokken 00.05 er gudstjenesten DR’s første program i 2023 – lige efter DR Pigekoret har sunget nytårets sange. Her er det biskop Tine Lindhardt, som er prædikant ved festgudstjenesten i Odense Domkirke.

’Peters jul’ som adventskalender

I ugerne op til jul sender P1 gudstjenesterne fra landets domkirker, og søndag den 18. december er transmissionen fra Aalborg Domkirke, hvor prædikanten biskop Thomas Reinholdt Rasmussen.

DR1 og DRTV sender 4. søndag i advent – 18. december – gudstjeneste fra Odder Kirke med Sussie Nygaard Foged som prædikant, og her har julen også en stor plads. Den søndag har ’madøret’ og radiovært Mikkel Nielsen sagt ja tak til at tage med Sofie Østergaard til gudstjeneste, og sammen taler de nærmere om julens mad og traditioner. For hvad er det traditioner kan?

DR’s faste trosprogrammer som for eksempel ’Pilgrim’, ’Før søndagen’, ’Sørine & Kærlighed’ og ’Tidsånd’ har også fokus på den forestående højtid.

I ’Tidsånd’ har vært Christoffer Emil Bruun for eksempel lanceret adventskalenderen ’Peters jul’ sammen med forfatteren Peter Høeg. I alle kalenderens fire afsnit – der kommer et nyt hver søndag i advent - er det apokryfe Thomasevangelium i brug som led i undersøgelsen af, hvem Jesus var, og hvordan vi kan forstå ham i vores tid.

Her sendes DR’s gudstjenester omkring jul og nytår

  • 18. december klokken 10.00 på DR1 og DRTV og samme dag klokken 14.00 på DR2: Gudstjeneste fra Odder Kirke med prædikant Sussie Nygaard, Sofie Østergaard som vært og gæst Mikkel Nielsen.

  • 18. december klokken 10.03 på P1 og DR Lyd: Gudstjeneste fra Aalborg Domkirke med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen som prædikant. Vært er Charlotte Rørth.

  • 24. december klokken 14.03 på P1 og DR Lyd: Gudstjeneste fra Sct. Pauls Kirke i Aarhus med Flemming Baatz Kristensen som prædikant. Malene Fenger-Grøndahl præsenterer.

  • 24. december klokken 14.30 på DR1 og DRTV: Julegudstjeneste fra Egå Kirke med Gunilla Nygaard Knudsen som prædikant – og gæster i studiet, hvor Sofie Østergaard og Anders Laugesen er værter.

  • 24. december klokken 23.59 på DR1 og DRTV: Midnatsmesse fra Rom - Den traditionsrige julemesse fra Peterskirken i Rom med pave Frans. Kommentator er Jon Kaldan.

  • 25. december klokken 10.00 på DR1 og DRTV og igen samme dag klokken 12.00 på DR2: Gudstjeneste fra Odense Domkirke med domprovst Regina Jung som prædikant, vært Sofie Østergaard og Josefine Ottesen som gæst.

  • 25. december klokken 10.03 på P1 og DR Lyd: Gudstjeneste fra Sct. Pauls Kirke i Aarhus med Morten Aagaard som prædikant. Katarina Lewkovitch præsenterer.

  • 26. december klokken 10.03 på P1 og DR Lyd: Gudstjeneste fra Sct. Pauls Kirke i Aarhus med Mikkel Crone Nielsen som prædikant. Katarina Lewkovitch præsenterer.

  • 1. januar klokken 00.05 på DR1 og DRTV og igen samme dag klokken 14.00 på DR2: Nytårsgudstjeneste fra Odense Domkirke med biskop Tine Lindhardt som prædikant.

  • 1. januar klokken 10.03 på P1 og DR Lyd: Gudstjeneste fra Sct. Pauls Kirke i Aarhus med Daniel Hougaard som prædikant. Katarina Lewkovitch præsenterer.