Det er to lande med en lang fælles historie både på og uden for banen, der tørner sammen i første semifinale ved VM i Rusland.
Hele 73 gange har Frankrig og Belgien mødt hinanden, og dermed er Belgien det land, som Frankrig har mødt flest gange.
Samtidig deler de to lande kultur, sprog og landegrænse, og der er derfor lagt op til et vaskeægte naboopgør.
Desuden er det på papiret de to stærkeste mandskaber blandt de resterende ved VM, og vinderen står derfor med gode muligheder for at blive verdensmestre. Derudover er det to hold med en sprudlende offensiv, så der er nærmest garanti for underholdning.
Her får du alt, du skal vide om VM’s første semifinale.
Styrker kontra svagheder
Frankrig
Den franske trup er karakteriseret ved et væld af dygtige spillere af højeste klasse. I årene op til slutrunden har det været landstræner Didier Deschamps udfordring at finde den rigtige sammensætning af de mange stjerner, men som VM er skredet frem, er det begyndt at se ud til, at han har fundet den helt rigtige formel, mener Eurosports fodboldekspert Morten Bruun.
- De har måske været det mandskab med den bedste formkurve under VM og spillede rigtig stærkt mod Argentina og mod Uruguay. Det ser ud, som om det er et hold, der har fundet sin form, siger han.
Svaghederne er svære at få øje på hos det franske mandskab. Inden VM kunne man have haft sine bekymringer for Tottenham-målmanden Hugo Lloris, som har haft en skidt sæson. Han har dog været fremragende ved VM, så skulle man pege på en lille svaghed, er det måske de to unge urutinerede backs, mener Morten Bruun.
Belgien
Holdets styrker minder meget om Frankrigs med et hav af dygtige individualister i form af Eden Hazard, Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku, men også Napoli-topscoren Dries Mertens. For Belgien har det ligeledes handlet om at finde den rigtige cocktail af spillere. Det er måske lykkedes nu.
- Nu er de også fuldstændig euforiske efter sejren over Brasilien, og de må have følelsen af, at de kan blive verdensmestre, siger Morten Bruun.
Udfordringen bliver at erstatte den karantæneramte højreback Thomas Meunier, der ellers har været fremragende ved VM.
- Det kan godt være, at Roberto Martínez skifter formation, simpelthen fordi han ikke har en direkte afløser, siger Morten Bruun.
Sådan skal kampen vindes
For Frankrig bliver det afgørende at flytte kampen ned omkring det belgiske forsvar, som ved flere lejligheder ved VM og især mod Japan har vist, at det er til at ryste. Derfor skal deres hurtige folk som Antoine Griezmann og Kylian Mbappe have så mange dueller som muligt mod Belgiens store centerforsvarer, mener Morten Bruun.
For Belgien er det meget simpelt.
- I det omfang Belgien kan få iscenesat Hazard og De Bruyne, så er de kommet langt i forhold til at besejre Frankrig, for det er to af de allerbedste spillere ved hele slutrunden, siger Morten Bruun.
Nøglekampe i kampen
Den helt store nøglekamp bliver, om det belgiske forsvar kan stå distancen mod den franske offensiv. Duellerne med Olivier Giroud skal belgierne nok klare, men kan de stoppe Mbappe og Griezmann er de kommet langt.
Styrkeforholdet
De to hold ser meget ens ud styrkemæssigt, og det bliver med al sandsynlighed et lige opgør. Kigger man på bookmakernes vurdering, så hælder fordelen dog til Frankrig, som er svag favorit.
Morten Bruun er dog af en anden holdning.
- Jeg vil simpelthen sige 50-50. Jeg kan ikke se, at der er et af holdene, der skulle stå stærkere. Ikke efter at have set Belgien besejre Brasilien, for det tror jeg virkelig kan rykke ved hele stemningen omkring et hold.
Vejen til semifinalen
Frankrig har spillet en moderat turnering, hvor holdet trods en af slutrundens bedste trupper ikke imponerede synderligt i gruppespillet. Det har dog været professionelt hele vejen igennem, og holdet er blev bedre for hver runde. Især offensiven med Kylian Mbappe sprudlede i ottendedelsfinalen mod Argentina, mens det i kvartfinalen mod Uruguay var en mere kontrolleret og gennemført præstation, der sikrede sejren.
Belgien cruisede igennem gruppespillet mod nogle meget begrænsede modstandere. Holdet leverede dog det nødvendige. Offensiven med Eden Hazard, Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku har set rigtig giftig ud, selvom det var ved at gå galt mod Japan i ottendedelsfinalen. Især i kvartfinalen mod forhåndsfavoritterne fra Brasilien viste holdet høj klasse, mens træner Roberto Martínez viste stor taktisk alsidighed.
Her har landene brilleret
Den franske offensiv tørrede gulv med Argentina, da de to lande mødtes i ottendedelsfinalen. Argentinerne kunne slet ikke følge med, når franskmændene kombinerede, og især Kylian Mbappe gjorde, hvad det passede ham.
Se højdepunkterne fra kampen mod Argentina her.
Belgien blev for alvor testet mod Brasilien, hvor holdet leverede en taktisk stærk præstation, men det var mod Tunesien i det indledende gruppespil, at holdets stjernebesatte offensiv virkelig foldede sig ud. Fem mål blev det til, da de tunesiske forsvarsspillere blev kørt rundt.
Se højdepunkterne fra kampen mod Tunesien her.
Holdenes tre største profiler ved VM
Frankrig
Kylian Mbappe er et af de største talenter i fodboldverdenen i meget lang tid, og det har den kun 19-årige franskmand vist ved flere lejligheder ved VM. Især i kampen mod Argentina sprudlede han og scorede to mål samt fik tilkendt et straffespark, og hans ekstreme fart, tekniske evner og målfarlighed giver et vigtigt element til den franske offensiv.
Se nogle af hans bedste aktioner fra kampen mod Argentina.
Antoine Griezmann er sandsynligvis første navn på holdkortet for den franske landstræner, og offensivspilleren er da muligvis også det stjernespækkede holds allerstørste stjerne. Han har indtil videre scoret tre gange ved VM og kan fungere som forreste angriber eller hængende angriber lige bagved den forreste.
Paul Pogba er spilleren, der sætter spillet for franskmændene. Har som altid været brølstærk og har samtidig fundet sig selv igen ved VM efter en svingende sæson i Manchester United. Suger boldene til sig og udgør sammen med N’Golo Kanté en af VM’s stærkeste midtbaner.
Belgien
Eden Hazard er anføreren og ham, der skal udfordre modstandernes forsvar med sine eminente driblinger og temposkift. Har indtil videre leveret to mål og to oplæg i turneringen og er en vigtig mand for Belgien i kontrafasen, og når der er brug for noget uventet.
Se Eden Hazard score mod Tunesien.
Kevin De Bruyne har på sit klubhold, Manchester City, været en af denne sæsons mest imponerende spillere, og de gode takter har han i den grad taget med ind i slutrunden. Har både spillet central midtbane og som såkaldt falsk nier. Blandt flere gode ting i turneringen leverede han et genialt oplæg mod Panama og en flot scoring mod Brasilien.
Se Kevin De Bruynes smarte oplæg til Lukaku i kampen mod Panama her.
Romelu Lukaku er Belgiens VM-topscorer med fire mål og dertil kommer også et oplæg. Han er et fysisk monster og har også en rigtig god fart, som han viste mod Brasilien. Han skal holde fast i boldene, teste forsvarsspillerne med sin fysik og være afslutteren i feltet.
Det skal du holde øje med
Kylian Mbappe har været fremragende ved VM og især mod Argentina. Og så er han kun 19 år, hvilket fører tankerne tilbage til den brasilianske legende Pelé i 1958.
- Tænk sig, at der er en teenager, der kan være med til at føre sit hold frem til verdensmesterskabet. Det er ganske uhørt, og det er en fascinerende historie, siger Morten Bruun.
Hvor og hvornår
Kampen spilles klokken 20.00 på Sankt Petersborg Stadion. Den kan ses på TV 2, høres i VM på P3 og følges i skridt på dr.dk/VM.
